Live, tungt og sort
Populær
I forbindelse med bandets femogtyve års jubilæum, udsender Neurosis karrierens tredje livealbum, der denne gang er optaget på Roadburn Festivalen i 2007.
Burn
A Season in the Sky
At the End of the Road
Crawl Back In
Distill
Water is not Enough
Left to Wander
The Doorway
Størstedelen af sangene på 'Live at Roadburn 2007' er hentet fra samme års fortrinligt tunge album, 'Given to the Rising'. Faktisk lægges der på grandiøs vis ud med det ti-minutter lange titelnummer fra den plade. Det er en majestætisk sang, der netop indkapsler definitionen af den signatur, som den grov kornede West Coast-sekstet begår sig med: Episk metal med en klar opgivende eksistens-dystopi, der rent musikalsk indeholder en lige så stor del nedbarberet sort melodiøsitet, som det indeholder en form for mega-heavy postmetal.
Og det er formentlig netop denne hyper-dynamiske vekselvirkning mellem det stille og indfølt dystre vs. det ekstremt tunge, der gør bandet så unikt. Selv om det helt sikkert lyder som en formular, der er almindelig i dag, gør Neurosis den alligevel til helt deres egen: Deres melankolske lede er sortere end hos stort set alle andre, deres tunge stykker tungere end hos de fleste.
Holdbar produktion
Det er sjældent, der kommer relevante liveudgivelser. Neurosis' seneste er en af de mest relevante, der er hørt i lang tid. Det er den af flere årsager. Det er én ting, at bandet spiller så godt sammen, som de vitterligt gør. Vil man høre femogtyve års indbyrdes forståelse folde sig ud: Look no further! En anden ting er det, at Roadburn-crewet - der med hjælp fra en multi-tracks selv har stået bag selve koncertoptagelserne - indfangede bandet på den helt rette aften: Neurosis har ikke lagt skjult på, at lige præcis denne koncert, deres første på Roadburn - festivalen hvor alting (hvis rygterne taler sandt) ofte går op i en højere enhed - var speciel for dem.
En tredje faktor er produktionen på pladen, der er blevet mixet helt rigtigt, så den lyder rå på den ærlige måde.
Tungsindig anbefaling
Der er de, der mener, at man skal være i det rette humør for at sætte en plade med Neurosis på. Det er mest af alt en omgang mundlort og en kliché, der ikke yder Neurosis retfærdighed. Gør det sig måske ikke gældende for det meste musik - metal, rock eller disco - at noget passer bedre ind på visse tidspunkter end andet? Samtidig er der alligevel noget om det, forstået på den forbandede måde at Neurosis formår at involvere lytteren på en måde, der for metalmusikken er både sjælden og nestående.
Neurosis er et mere forpligtende lyt end det meste musik. Ikke udelukkende metalmusik, men musik i det hele taget. Sætter du først Neurosis på, så inviteres du indenfor til en ond katarsis, hvor lytterens passivitet er ikke-eksisterende. I Neurosis' misantropiske univers er der ingen steder at gemme sig. Sætter du først pladen på, så er du til stede i det. Uden smuthuller. Det er dén effekt, de har på en. Det kan måske lyde banalt, men Neurosis suger lytteren med helt derind, hvor man til sidste er omringet af dem. Så meget fylder musikken. På den måde kan det være en helt fysisk oplevelse at sætte dem på afspilleren.
Og her er 'Live at Roadburn 2007' ingen undtagelse. Tværtimod: Som lytter er til stede! Det er derfor, at det er en af de mere helstøbte liveplader og for vi kujoner, der aldrig har turde opleve Neurosis selv, er det en fantastisk invitation indenfor i deres univers, når det er mest råt.
Der går regelret postmetal i den hen i mod slutningen på 'Left to Wander', inden 'The Doorway' fra den personlige favoritplade, 'Times of Grace' (1999) slutter pladen af med en heavy-manér, hvis tunge ligemand ikke eksisterer. Det fåes vel ganske enkelt ikke mere ondt.
Årets bedste liveplade har hermed fået en anbefaling med på vejen.