Løjerligt opløftende rock & roll

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/60/5a/8a/unnamed-88-1453671594.jpg
21. Januar 2016    

Koncertaktuelle Spidergawd er på banen med deres tredje album på tre år. Der er såmænd tale om et rygende varmt rockalbum med impulsivt overskud og æggende musikalitet.

Kunstner
Titel
III
Dato
22-01-2016
Genre
Trackliste
No Man's Land
El Corazon Del Sol
The Best Kept Secrets
The Funeral
Picture Perfect Package
Lighthouse Pt. 1 + 2 + 3
Karakter
4

Kun to år efter at de debuterede, er Spidergawd på befriende vis allerede klar med deres tredje studiealbum. Tre år. Tre album. Bang! Spidergawd skyder deres opløftende take på den særdeles æggende hard rock afsted med hurtigere fingre, end ni ud af ti rockbands i dag overhovedet tør drømme om, og det er netop det norske firkløvers hurtige aftrækkerfingre, vi rockelskere har at takke for den ligefremhed og herligt uprætentiøse makeover, som disse gutter giver den attraktive ”genre”, retrorock. På sin vis er det nærmest helt forunderligt, at rockmusik på en gang kan synes så simpelt og direkte og samtidig være så fucking velspillet, som det her er tilfældet.

Men Spidergawd er selvfølgelig ikke Spidergawd for ingenting. Hell no! Spidergawd er først og fremmest Spidergawd, fordi bandets rytmesektion bestående af bassist Bent Sæther og trommeslager Kenneth Kapstad (begge kendt især fra Motorpsycho) er en dynamisk bund af karismatisk ophøjethed. Og Spidergawd ville ikke være Spidergawd, var det ikke, fordi Per Borten på både vokal og guitar rent faktisk formår at fylde den enorme skostørrelse ud, som rytmesektionen bag ham kræver. Ligesom Spidergawd ikke ville være Spidergawd, hvis ikke Rolf Martin Snustads saxofon gav rockmusikkens fyldighed et på en gang luftigt og hæst modstykke. Spidergawd er Spidergawd just because – og the spider in question adskiller sig fra ligesindede retroarter i spindelvævet ved både at spille bedre, mere sikkert og langt mere energibrusende end størstedelen af alle de andre.

På bandets tredje udspil, blot betitlet ’III’, er det, som om Spidergawd tilmed har skruet op for umiddelbarheden. Det er, som om hele skidtet er optaget i ét veloplagt take. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Tværtimod skulle der angiveligt være blevet brugt flere kræfter i indspilningen af treeren end på de to forrige udspil, men ikke desto mindre føles det sådan, når man sidder og lytter til skidtet – umiddelbart og fra hoften, that is. Pladen kan siges at være lyden af godt isoleret garagerock i et ungdommeligt spillende, rockerfarent, opgejlet hard rock country. De bedste stykker på pladen kommer an som slidstærke stykker ikke-fortænkt rock & roll, der instrumentalt set imidlertid har den musikalske livserfaring helt på sin side.

Åbningsnummeret, ’No Man’s Land’, placerer eksempelvis fra begyndelsen pladen i et attraktivt spotlys, der gør sig bemærket ved at have en guitarlyd, som går direkte i denimbukserne på lytteren. At Kapstads trommer samtidig får lov til at svømme detaljerigt, velovervejet, men også crazy jazz-manisk rundt på tønderne, gør ikke ligefrem ens bukser løsere. Spidergawd fylder kort sagt lytteren med rock treats på stribe. Der går for alvor luftguitar i den på åbningsriffet til ’El Corazon Del Sol’, der viser Borten fra sin til dato måske mest køligt spillende side, suppleret af en god produktion, der står som et sikkert eksempel på, hvorledes den såkaldte hard rock kan lyde helt frisk. Til at begynde med forstyrrer nummerets afsluttende saxofonspil måske en smule, men i takt med at man finder ud af, at saxen virker som en bro mellem dette nummer og det efterfølgende, mere end godtager man forvirringen.

Spidergawd tænker i numre og helhed på en gang. De skriver ikke numre, der synes at være skrevet med henblik at være et enkeltstående radiohit, men på den anden side jazzer de ikke ud i musikalske, konceptuelle endeløsheder. Det er catchy uden at snakke ned til lytteren, jazzet uden at være direkte udfordrende. Igen: Umiddelbarheden synes at karakterisere bandet mere end noget andet. Der skal ikke nødvendigvis tages stilling til det ene eller det andet, men i stedet tages der et umiddelbart initiativ til det hele. However, med sin pirrende blanding af rytmisk, råpumpet krautrock-beat og en rå Foo Fighters-inderlighed har ’The Funeral’ alligevel en alvorsfuldhed over sig, der stikker ud ikke bare på pladen, men i selve diskografien. Til trods for at nummeret dyrker en anderledes seriøsitet, end man ellers finder hos Spidergawd, kan nummeret dog ikke løbe fra den karismatiske, musikalske puls, der allerede nu efter kun tre års eksistens synes at kendetegne bandet.

Spidergawd er også bandet, der kan få lyden af en nedstemt guitar, der tilmed befinder sig på grænsen til det ramponerede, til at lyde kækt. Det er tilfældet på den afsluttende skæring, ’Lighthouse Part 3’, der er sidste del af en omtrent 14 minutter lang sag, der, den episke spilletid til trods, dog har mere MC5 – tilføjet frækt saxofonspil og en liret slideguitar vel at bemærke – end Pink Floyd over sig. Når de på et nummer som dette eksperimenterer med soniske, rocklurvede tiltag, sker det imidlertid inden for bandets melodiøse rammer, således at selv det sonisk gustne i hænderne på Spidergawd i sidste ende inviterer lytteren op til dans. Det er vel i bund og grund netop det, der gør Spidergawd til så behageligt et bekendtskab. De er en velspillende energibombe, der tydeligvis har det pissefedt med at spille med hinanden, som synes at få det absolut bedre op i hinanden, og som skriver så stærke, lystige melodier, at man som lytter hele tiden føler sig inviteret indenfor i bandets uprætentiøse verden. Vi krydser fingre for en fjerde plade til næste år.



Spidergawd giver flere koncerter i Danmark i den kommende tid: Fredag d. 29/1 på Beta i Købehavn; lørdag d. 30. til Northern Winter Beats i Aalborg og torsdag d. 11. februar på Posten i Odense. 

Samtidig med at bandet udgiver deres tredje album, bliver deres tre udgivelser også samlet i et komplet cd-bokssæt, der ligeledes udgives på Crispin Glover Records. Er Spidergawd ny for en, er det måske her, man skal smide sine skillinger.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her