Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tegneserierock med enkelte gode takter

Populær
Updated
Tegneserierock med enkelte gode takter

Lordi vil for altid være et tegneserieband. Men de er nu ikke det ringeste inden for genren.

Kunstner
Titel
Sexorcism
Dato
25-05-2018
Label
Trackliste
01 Sexorcism
02 Your Tongue's Got The Cat
03 Romeo Ate Juliet
04 Naked In My Cellar
05 The Beast Is Yet To Cum
06 Polterchrist
07 SCG9: The Documented Phenomenon
08 Slashion Model Girls
09 Rimskin Assassin
10 Hell Has Room
11 Hot & Satanned
12 Sodomesticated Animal
13 Haunting Season
Karakter
3

Det er ikke svært at betragte Lordi som et gennemkalkuleret projekt, hvor de visuelle effekter står i forgrunden og hvor musikkens kvaliteter kommer i anden række. Men man kan nu ikke fuldstændigt tage fra bandet, at de med beskedne midler får nogle rimeligt fornuftige sange ud af systemet.

Lordi vil aldrig kaste arven fra sejren i Eurovision Song Contest af sig. Men det er naturligvis heller ikke sikkert, at bandet har ambitioner i den retning. For Lordi klarer sig såmænd ganske godt inden for den niche, som bandet befinder sig i.

Lordi holder på ’Sexorcism’ fast i formlen med blanding af tysk/finsk melodisk power metal tilsat et ordentligt skud traditionel glam og hard rock med klare inspirationer fra Kiss, Alice Cooper og Twisted Sister. Det skorter ikke på effekter, hvor især Hellas keyboards giver musikken et tvist af en metallisk kabaretstemning. Det er ikke specielt originalt.

Men på den anden side er der ikke så voldsomt mange andre kendte bands, der laver samme form for hard rock længere. Den manglende originalitet opvejes til dels også af Lordis frontmadn Mr. Lordis evne til at skrive nogle fængende omkvæd.

Første singleudspil fra ’Sexorcism’ er sangen ’Your Tongue's Got the Cat’, der lægger ud med noget, som minder om amerikansk melodisk 80’er-rock. Men sangen bevæger sig langsomt over i en midttempo powerballade i Kiss-stil. Det er ikke albummets mest potente sang, men har givetvis kvaliteter til at blive spillet på rockradio i territorier, hvor noget sådant fortsat eksisterer.

">

Mere punch er der i andet singleudspil fra albummet. Sangen ’Naked in My Cellar’ er en sang i typisk Alice Cooper-stil, som Cooper lød i perioden I slutfirserne og starthalvfemserne. Sangen er ledsaget af en video i klassisk usmagelig Lordi-stil. Man kan dårligt beskylde Lordi for at have adopteret tidens strømninger i kølvandet på Me Too-kampagnen.

">

Albummets tekstunivers høvler som sædvanligt rundt i sex, gore og splatter med titler som ’The Beast Is Yet to Cum’, ’Polterchrist’ og ’Sodomesticated Animal’. Sidstnævnte er blandt de mere potente sange.

Lordi bliver aldrig noget klassisk hard rock- eller metal-band, som vil gå over i historien som andet end det eneste reelle rockband, der vandt Eurovision Song Contest. Men bandet er nu ikke helt uden evner, når det drejer sig om at skrive nogle fængende, om end ikke særligt langtidsholdbare sange.