Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lovende debut

Populær
Updated
Lovende debut

Tainted Ladys debutalbum ‘How the Mighty Have Fallen’ er mere end hæderligt. Det varsler godt for bandets fremtid i grænselandet mellem traditionel hard rock og heavy metal.

Kunstner
Titel
How the Mighty Have Fallen
Dato
26-05-2017
Trackliste
1. The Witness
2. Set Us Free
3. Ampburner
4. Song of Reckoning
5. Loverman
6. The Best Days
7. Open Minded
8. On The Loose
9. Sons of Guns
10. Last of Our Kind
Karakter
4

Tainted Lady har rødder i Kolding, men har dog siden 2015 haft englænderen Michael Catton som forsanger. Bandet selv nævner inspirationskilder som Deep Purple, Skid Row og endda The Beatles. Hertil kan så tilføjes, at bandet er mere metallisk i udtrykket end Deep Purple og generelt mere svedigt end Skid Row. The Beatles-sammenligningen er vist mest for at gøre sig interessante. Men andre inspirationskilder synes dog også at ligge latent i Tainted Ladys musik. Ikke mindst Aerosmith kunne der være lyttet til på medlemmernes drengeværelser.

Bandets musik synes i det hele taget at være inspireret af de store hard rock- og heavy metal-bands fra 70’erne og 80’erne.

’How the Mighty Have Fallen’ begynder med det kun 27 sekunder lange nummer ’The Witness’, der består i et vers sunget af Michael Catton med lidt underlægning af et brummekor.

Herefter sættes der for alvor gang i løjerne med den heftige rocker ’Set Us Free’, hvor teksten er en hyldest til det at spille i band og samtidig en krads kritik af musikbranchen. Det hurtige tema veksler med roligere tempo i omkvædet, ligesom der er indsat et spoken word-sekvens, hvor Catton ”Wants to say a few words”, hvorefter han kværner løs i stil med det, som man ind i mellem kan høre på gamle Alice Cooper-sange. Sangen slutter i et langt og langsomt guitarstykke. Bortset fra sangens høje tempo i begyndelsen forekommer det dog at være lidt underligt at lægge ’Set Us Free’ så tidligt på albummet, da der mere er tale om et ”albumnummer” end en appetitvækker til resten af albummet.



’Set Us Free’ efterfølges af en solid hard rocker i form af ’Ampburner’. En sang, der måske ikke oser af originalitet, men er godt skruet sammen med et ret godt omkvæd.



’Song of Reckoning’ er seneste videoudspil fra ’How the Mighty Have Fallen’. Det er endnu en fornuftig hard rocker, hvor verset har en orientalsk inspireret struktur, som også kunne være brugt af Robert Plant i en Led Zeppelin-sang. Det er slet ikke dumt.



Sangene ’Loverman’ og ’Open Minded’ lyder særdeles Aerosmith-inspirerede. Dette skyldes ikke mindst Cattons vokal, der flere steder minder meget om Steven Tyles raspende vokal.

Flot ballade
Et højdepunkt på albummet er balladen ’The Best Days’. Den er simpelthen bare virkelig godt skruet sammen. Musikken og produktionen rammer flot noget, der vækker minder om de rock ballader, som amerikanske og britiske hard rock-bands kunne frembringe helt tilbage i begyndelsen af 70’erne. Vokalen er fint opbygget med inspiration fra store vokalister som Ian Gillan og Robert Plant. Bas og trommer lyder som noget fra en svunden tid. Det er flot arbejde, som producer Søren Andersen har udført på ’The Best Days’.

Desværre svinder det lidt i kvaliteterne på albummets sidste sange.  På albummets sidste sang, semi-balladen ’Last of Our Kind’, viser Tainted Lady dog lidt af inspirationen fra 80’ og 90’ernes bands som tidligere omtalte Skid Row, ligesom der også er en sjov lille detalje i et korstykke i et b-stykke, hvor bandet synes at søge inspiration i korarbejde i stil med The Beatles og Beach Boys.

Alt i alt er ’How the Mighty Have Fallen’ et vellykket debutalbum. Bandet spiller godt og har en særdeles god sanger i Michael Catton. Sangene er måske ikke synderligt originale. Men albummet lover godt for Tainted Ladys fremtid.