Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Blæret britisk barrock

Populær
Updated
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock
Blæret britisk barrock

Ens ører bliver pinligt røde over, hvor begejstret man er for det længe ventede tredje studiealbum fra party-melodiøse Gentlemans Pistols. Men fantastisk, det er det.

Titel
Hustler's Row
Dato
16-10-2015
Genre
Trackliste
1. The Searcher
2. Devil’s Advocate On Call
3. Time Wasters
4. Private Rendezvous
5. Stress And Confusion
6. Personal Fantasy Wonderland
7. Lady Teaser
8. Dazzle Drizzler
9. Coz Of You
10. Hustler’s Row
11. So Long Fade Away
Karakter
4

Det er efterhånden fire år siden, bandet fra Leeds i den nordligere del af England udgav deres forrige album, ’At Her Majesty’s Pleasure’ på Rise Above Records. Dengang var Carcass-co-founder Bill Steer forholdsvis ny guitarst i bandet, men man skal da lige love for, at han og forsanger og medguitarist i Gentlemans Pistols, James Atkinson, har fundet sådan rigtigt ind til hinanden sidenhen. Gudskelov har Steer valgt at blive i Gentlemans Pistols også efter gendannelsen af grindcore-pionererne, for puha hvor svinger han og Atkinson svedigt og overskudsagtigt sammen. Og det er netop det, der synes at være stilen på bandets seneste plade, 'Hustler's Row': guitardrevet rock, når det swinger og kommer an legende elegant. Jo, der er kraft bag hvert eneste blusede riff på pladen (og dem er der mange af!), men kombinationen af Atkinsons uhyre melodiske sangskrivning og guitaristernes blærede fællesoverlegenhed resulterer i det, man vel kan kalde for britisk, klassisk (bar)rock. Undervurderede Hard Stuff og Uriah Heep er nogle af Gentlemans Pistols’ britiske forbilleder. Det samme synes irske Thin Lizzy og canadiske Rush at være. 

Hud, sjæl og ballader

Der er som sagt mere end et par gode riffs og melodier på ’Hustler's Row’. Faktisk er der så mange af dem, at det næsten – men også kun næsten - bliver for kådt og for meget. At lade pladen tage én med storm antager jeg må være nogenlunde det samme som at blive placeret i en blød fløjlssofa på en stripklub med et farvand af Playboy-bunnies til at varte en personligt op. Pladen er træfsikker og velpoleret uden lige, den er en lille frækkert, er den, og var det ikke, fordi musikerne spiller så guddommeligt stramt og konstant overskudsagtigt, kan man sagtens forestille sig, at en række så formfuldendte rocknumre ville havde resulteret i associationer til falske indsprøjtninger og det kunstige. Det er dog alt andet end tilfældet. Denne Playboykanin ryster ikke sine naturligt stramme hofter for sjovs skyld. Gentlemans Pistols har både hud og sjæl på programmet, hvilket ikke mindst gælder på pladens to sublime ballader, ’Stress and Confusion’ samt titelnummeret. Det er i øvrigt første gang, bandet går balladernes vej. Og hvilken succes de dog har med det. Igen: Bandets numre balancerer hele tiden mellem det kiksede og det pokkers solide, men hele tiden formår Gentlemans Pistols på forunderlig vis at trække det længste strå.

Pinlige pik og patter

Når man pludselig får den tanke, at der ligeledes er et Lenny frigging Kravitz-feel over flere af skæringerne på pladen, så giver det vel dog kun mening, at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved egen dømmekraft eller mangel på samme. Pokkers solidt frem for kikset, siger du? Hm. På den anden side: Er der én sang i dette herrens rockår 2015, der sandsynligvis mere end nogen anden fortjener at få sexede mædlmænd og frække rockbabes af alle aldre til at lade pik og patter hænge svedende løs under stramtsiddende læder, må det uden tvivl være pladens ’Lady Teaser’. Ikke ulig netop Kravitz’ 90’er-signatur tenderer også denne sang i særdeleshed det pinlige. Men igen igen: Når skidtet leveres med så sikkert et musikalsk overskud, som det altså v-i-t-t-e-r-l-i-g-t er tilfældet hos Gentlemans Pistols, tilgiver man ikke blot bandet for deres billige omgang med rockmusikkens arvegods – man vugger frådende og usømmeligt taktfast med til skidtet.

Gentlemans Pistols er bandet!

Og det er netop det, der gør ’Hustler’s Row’ til en så herlig omgang rock og rul: at også omfanget af herlighederne på sin vis tenderer det pinagtige. For ser I, ædle Devilutionister, der er noget i én, der stritter imod: ”Kan det virkelig passe, at albummet, der stopfodrer lytteren med det ene morfarpøllede, retroklæbrige nummer efter det andet, kan få én til  – igen og igen – at rocke meget med?”. Svaret er: ”Ja – indse det for fa'en!” Gentlemans Pistols er bandet, der er at finde på jukeboksen på enhver rockbar med respekt for sig selv. Gentlemans Pistols er bandet, der får én til at trække let på skuldrene og knappe en bajer op, når virkeligheden presser sig for hårdt på. Gentlemans Pistols er bandet, der spiller strammere end de mindste jeans på den fyldigste røv. Og nu har Gentlemans Pistols så lavet pladen, der hiver bandet op fra undergrunden og får dem placeret på rockens verdenskort. Det er meget, meget velfortjent.