Tonstung misantropi Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/63/61/f1/p1-55-1437242953.jpg
18. Juli 2015    

Den ellers produktive noiseveteran Prurient har udgivet sit første fuldlængdealbum i fire år. Er det frenetiske lussinger og kuldsort elektronik, man er på udkig efter, er det bare med at hoppe om bord i det private vanvid.

Kunstner
Titel
Frozen Niagara Falls
Dato
08-05-2015
Trackliste
Myth Of Building Bridges
Dragonflies To Sew You Up
A Sorrow With A Braid
Every Relationship Earthrise
Traditional Snowfall
Jester In Agony
Poinsettia Pills
Shoulders Of Summerstones
Wildflowers (Long Hair With Stocking Cap)
Greenpoint
Lives Torn Apart (NYC)
Frozen Niagara Falls (Portion One)
Cocaine Daughter
Falling Mask
Frozen Niagara Falls (Portion Two)
Christ Among The Broken Glass
Karakter
4

Det kommer af erfaring: Prurient er hverken for de sarte eller utålmodige. Nærværende skribent havde på forhånd kun stiftet overfladisk bekendtskab med enmandsbandet fra New York og blev ærligt talt hovedsageligt interesseret i Prurient på grund af den splitudgivelse, bandet udgav med Mr. Godflesh, Justin Broadricks JK Flesh for et par år siden. Da man med mellemrum stadig vender tilbage til Prurients udgivelse med Broadrick, måtte man derfor selvfølgelig dykke ned i ’Frozen Niagara Falls’.

Det er dog noget helt andet, skulle man hilse og sige, at forholde sig til tre skæringer på en splitudgivelse, end det er at forholde sig til den kolde horde af misantropisk skønhed og krasbørstig, sort noise, der er blevet stuvet noget nært sublimt sammen på det halvanden time lange mastodontværk, der udgør Prurients seneste album. Men tager man den udfordring op, som det især sindsmæssigt, men også sonisk, er at give sig hen til skidtet i skønheden og vice versa, så er der potentiel katarsis og ikke mindst masser af tonstungt ørecreme i vente.

Liderlighedens DNA

Men hvem og hvad er Prurient så? Jo, bag kunstneraliasset, der betyder noget i retningen af ”liderlig”, finder man 33-årige Ian Dominick Fernow. Prurient er blot ét ud af bogstaveligt talt utallige projekter drevet af Fernow, som – når man inkluderer samtlige udgivelser, han har været med på – siges at have mere end 150 titler på samvittigheden. Men som det ofte er med liderligheden, er der noget nærmest privat over det golde mørke af indelukket hyperintimitet, der bliver kastet ud af højtalerne og ind i lytteren, også når det er Prurients seneste studiealbum, man er i selskab med.

Udfordringer i flowet

Pladen starter ud med den ti minutter lange ’Myth Of Building Bridges’, der efter en kort intro bestående af skarp, ensidig støj, placerer en cool og repeterende 70’er-inspireret krautrytme a la Neu og Tangerine Dream under henholdsvis distortede skrig og industrielle panzerstødbeats. Arthur Rizk har produceret pladen, og fra starten er det tydeligt – hvad han også lod os forstå på Powertrips debutplade – at han har en særlig evne til at få hidsigheden frem i sit arbejde i en sådan grad, at kødet på lytteren skælver. Produktionen betyder enormt meget på ’Frozen Niagara Falls’, hvilket den rytmisk pulserende ’Dragonflies To Sew You Up’ og dens trommemaskiner også understøtter med kynisk Godflesh-bravour. 

”A Sorrow With A Braid’ følger efter og smider med ét lytteren ud af den industrielt rytmiske komfortzone og ned i en stram skruetvinge bestående af overgreb af statisk støj. Det gør direkte ondt at lytte til dette nummer på samme volumen, som man hørt pladens to første numre. Kontrasten er dog selve hensigten, erfarer man, som ’Every Relationship Earthrise’ efterfølgende igen smider noget taktfast ind i skroget på pladen, inden den alt andet end traditionelle ’Traditional Snowfall’ bryder med pladens flow af kontraster ved at være en kontrast mellem det rytmiske og det støjende i sig selv.

Akustiske pointer

Til trods for at ’Frozen Niagara Falls’ er en heftig omgang og på mange er en af de mere omfattende plader, man på det senere er rendt i, behøves det ikke kræve alverden at komme ind i den eller at ”forstå den”. Selv for metalelskeren, der ikke pr. definition ser det sindsoprivende interessante i noise og industrial, er der på flere af pladens numre elementer af en anderledes rytmisk puls, der med lidt åbenhed for øje bør snakke til lyttere af i hvert fald det nyere, atmosfæriske, amerikanske take på black metal-genren. Prurient er indbegrebet af atmosfære, og specielt om natten gør ’Frozen Niagara Falls’ sig bedre end de fleste plader.

Ud over at fyre det på én gang private og enormt ambitiøse musik af på en sådan facon, at det henvender sig til lytteren, som kommer skidtet åbent fra leveren, er der lag i Prurients musik, man vist kun sjældent ser forenet med noisegenren, og som dermed på sin vis ”røber” ambitionerne. Der er små akustiske folkpsych-pointer i både ’Greenpoint’ og den smukke lukker ’Christ Among The Broken Glass’, ligesom Vangelis og Kraftwerk åbenlyst ikke er ukendte for Prurient, det pointerer pladen selv igen og igen. Heller ikke Brad Fiedel og Harry Manfredini, komponister af scores til henholdsvis ’Terminator’ og ’Friday the 13th’, er gået Prurients næse forbi.

Intensiteten tager til

Hen imod slutningen af den pokkers lange plade tager den koncentrerede noise over, hvilket gør lytteoplevelsen mindre rytmisk, samtidig med at det ligeledes får pladen til at synes mere ond og intens. Et mere intenst udtryk er i denne omgang ikke (nødvendigvis) til det bedre. At denne del af pladen får albummet til at blive ved med at slutte af på et lignende udfordrende niveau, som da man første gang satte den på, også uanset hvor mange gange man lytter til den, tager man dog gerne med. Det er en udfordring som denne, blandet med mandens åbenlyse stortalent, der er med til at holde nysgerrigheden efter og fortabelsen i Prurient oppe på et skyhøjt niveau.




Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her