Maria Brink band v.6.

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/46/a3/01/18527351-10158746993935054-7031643436742194480-o-20-1503740049.jpg
26. August 2017    

Maria Brink og resten af det let forglemmelige ensemble i In This Moment er parat med deres 6. plade på 10 år. Trods lidt udvikling fristes man til at sige, at alt er, som det plejer, når den amerikanske kvintet udgiver musik.

Titel
Ritual
Trackliste
Salvation
Oh Lord
Black Wedding
In The Air Tonight
Joan of Arc
River of Fire
Withcing Hour
Twin Flames
Half God Half Devil
No Me Importa
Roots
Lay Your Gun Down
Karakter
3

I løbet af In This Moments levetid har bandet udgivet seks plader. Ganske imponerende taget i betragtning af, at de blev dannet i 2005 og udgav debuten 'Beautiful Tragedy' i 2007. Seneste skud på stammen er 'Ritual', der udkom i slutningen af juli. En plade, der tager teten op og forsætter den udvikling, bandet har gennemgået på de seneste album. Væk er stort set alle core-elementer, erstattet af singalong-venlige omkvæd og dansabel nu-metal i bedste wannabe-Marilyn Mason-stil. Det har taget In This Moment små tre plader at gennemføre det skifte. Tre plader, der gradvist har øget deres fanbase, og nu er amerikanerne for alvor parat til at invadere de rigtig sjove hitlister.

Supervampen Maria Brink står endnu engang som den centrale og altoverskyggende profil. Hendes vokalarbejde bærer store dele af pladen, selvom de fire herrer i bandet såmænd har evner til andet end at agere baggrund og har formået at komponere en håndfuld gode sange. Som titlen angiver, finder ‘Ritual' inspiration i det overnaturlige. I hvert fald hvad titlen angår. Musikalsk er der ikke meget kant eller overnaturlig tilgang til materialet. Brink og resten af ensemblet holder sig til den sikre, poppede opskrift, bandet efterhånden har afprøvet de seneste mange plader. Vanen tro virker det. I hvert fald fra tid til anden.

Pladens titel er heldigvis ikke helt spildt. Numre som 'River of Fire', 'Whitching Hour' 'Black Wedding' og 'Oh Lord' lugter langt væk af det sydlige USA. Af religiøs prædiken, eksorcisme og vækkelsesmøder. Der er en fin rød tråd tekstmæssigt og musikalsk. Man får fornemmelsen af, at bandet virkelig har søgte at skabe en stemning og univers på pladen. Den tråd er desværre mindre tydelig på resten af albummet og det er en skam.

Det samme er mængden af plagiat og manglen på rigtig gode sange. Selvom 'Black Wedding' går fint i tråd med pladens overordnede tema, er det for søgt at finde så meget inspiration i Billy Idols ikoniske 'White Wedding'. Lige så fortænkt er det at få Rob Halford til at levere en så fesen og kønsløs gæstevokal. Som om det ikke er nok, skal man som lytter også udsættes for et decideret rædselsfuldt cover af Phil Collins' 'In the Air Tonight'. Det er lige dele overtænkt og ideforladt.

Når det til gengæld lykkes for In This Moment, kommer der nogle ganske solide numre ud af det. 'Half God Half Devil' er sammen med 'Roots' et af pladens bedste numre. Her er skåret ind til benet og fokus er på en velklingende melodi. Sandsynligvis ikke den type melodi, der giver plads på hitlisterne, men den type, der beviser, at In This Moment absolut kan og ikke bare er et halvkedeligt Marilyn Manson-kopiband eller et midlertidigt springbræt for Brinks solokarriere.

'Oh Lord' og 'Whitching Hour' og specielt 'River of Fire' holder ligeledes højt niveau, og med undtagelse af de tidligere nævnte svipsere, er det reelt sjældent rigtig skidt på 'Ritual', det er bare heller ikke rigtig godt. Numrene har interessante ideer, men eksekveringen er for hyppigt utilfredsstillende. Endelig er bandets store force sandsynligvis også bandets største hæmsko. Marie Brink. Kvinden med vokalen, der stort set ejer bandet. Selvom leadguitarist Chris Howorth har haft en lige så stor rolle i bandet siden starten, er det sandsynligvis et fåtal, der overhovedet aner, hvem han er. Brinks vokal er grundstenen i bandet, og det betyder også, at hun til tider får for meget fokus, mens resten af bandet hensættes til at spille andenviolin. Især de numre, der ikke holder niveau, påvirkes tydeligt negativt af den magtfordeling i bandet.

Grundlæggende er ‘Ritual’ en middelmådig plade. Der er flere gode ideer, men ikke alle eksekveres effektivt. Man fristes til at sige, at alt er, som det plejer at være, når In This Moment udgiver nyt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her