Markant udvikling Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f5/ae/3c/Blind-World-Final-3000x3000-3-22-1486718960.jpg
10. Februar 2017    

Med ‘Blind World’ cementerer københavnske Ghost Iris, at de er et af de bedste danske kort på hånden, når det kommer til metalcore med progressiv kant.

Kunstner
Titel
Blind World
Trackliste
Gods Of Neglect
Save Yourself
The Flower of Life
Pinnacle
No Way Out
Blind World
Time Will Tell
The Silhouette
After The Sun Sets
Detached
Karakter
4

I starten af 2015 udgav den Københavnske kvartet Ghost Iris deres debutalbum 'Anecdotes of Science & Soul'. En stilsikker og velskrevet udgivelse, der placerede den danske kvartet side om side med større, internationale metalcorebands med progressiv kant. Bands som Monuments, Intervals og The Contortionist. Det var ligeledes en udgivelse, der for alvor satte Danmark på det internationale progressive metal-kort.

Sammen med bands som Vola, Cold Night for Alligators og delvist The Interbeing har Ghost Iris markeret sig, såvel nationalt som internationalt. Sidstnævnte har blandt andet medført, at Ghost Iris stod på scenen til 2016-udgaven af Tech-Fest i UK og Euroblast i Tyskland. Sammen med internationale navne som Animals as Leaders, Born of Osiris og Heart af a Coward.

2017 er næste kapitel. Et kapitel, der starter med ‘Blind World’. Den københavnske kvartets andet album. En plade, der samler tråden op fra debuten, men samtidig er et raffineret produkt. Det fremgår tydeligt, at bandet har samlet rig erfaring de seneste to år. Hertil har kvartetten skiftet medlemmer. Ind er kommet Dennis Nielsen som bandets første reelle bassist. Det har udmøntet sig i en udgivelse, der er markant anderledes og bedre end debuten.

Specielt sangskrivningen på ’Blind World’ er forbedret. Der er et større fokus på den gode melodi. Kvartetten har skabt 10 numre, der ikke drukner i teknikaliteter eller unødvendige finurligheder. Alt overflødigt er skåret fra. ’Gods of Neglect’ åbner albummet og er et fint eksempel på det førnævnte. Nummeret indledes af  mindeværdige riff, inden lydbilledet momentvis overlades til Nielsen, der i bedste funk metal-tempo slapper hidsigt afsted på bassen. Hertil følger forsanger Jesper Vincencio trop i en kombination af ubehagelige brøl og uptempo fraseringer. 

De gode ideer og variation har fået meget mere fokus. Debuten havde en tendens til at ramme samme tempo på store dele af udgivelsen. ‘Blind World’ varierer i udtryk, nærmest nummer for nummer. Samtidig trækker kvartetten på inspiration fra mange forskellige kilder. Metalcoren er tydelig, men også mere poppede elementer fylder lydbilledet. ‘Save Yourself’ gemmer på et nærmest indierocket omkvæd, mens Vincencios vokal på ‘The Flower of Life’ varierer mellem smørtenor og deathcore-brutalitet.

I det hele taget byder pladen på mange overraskelser. Desværre har kvartetten samtidig en tendens til at gemme overraskelserne til sidste fjerdedel af numrene. ‘After the Sun Sets’ afsluttes af akustisk guitar, der går perfekt til det melodiske omkvæd. Et islæt, der i høj grad klæder skæringen og sagtens kunne være indarbejdet tidligere i nummeret. Det samme gør sig gældende for Mie Due Sørensens (Run Before Grace) smukke vokal til sidst i ‘Detached’. Sørensens fløjlsvokal versus Vincencios maskuline brøl er perfekte modpoler og skaber et mindeværdigt moment. Et samarbejde, der sagtens kunne tåle mere spilletid. En kombinationen, der minder om det stærke samarbejde The Room Colored Charlatan indgik med Aleksandra Djelmas på deres seneste udspil, ‘The Veil That Conceals'.

Er man til metalcore med et hint af progressiv metal, er der ingen vej udenom. Såvel Gost Iris som ‘Blind World’ er absolut anbefalelsesværdige. Bandets anden udgivelse vil forstærke det omdømme og den efterspørgsel, bandet har opbygget i udlandet gennem de seneste år. Førstesinglen, ‘Pinnacle’, er et fint vink med en vognstang om, hvad man kan forvente sig af danskerne. Et solidt, velskrevet nummer med flere mindeværdige elementer. Det vil overraske, om ikke udlandet også trækker i kvartetten i 2017. ‘Blind World’ er i hvert fald en god grund til at booke dem, også selvom albummets cover er tyvstjålet fra Heaven Shall Burns ‘Wanderer’.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her