Maskinel nostalgi

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/32/c4/76/corrections-house-know-how-to-carry-a-whip-70-1448830017.jpg
29. November 2015    

Industrial-supergruppen lykkes overraskende godt med deres andet album, der vækker associationer til såvel medlemmernes storhedstid som 90’ernes metal-uvaner.

Titel
Know How to Carry a Whip
Trackliste
1. Crossing My One Good Finger
2. Superglued Tooth
3. White Man’s Gonna Lose
4. Hopeless Moronic
5. Visions Divide
6. The Hall Of Cost
7. When Push Comes to Shank
8. I Was Never Good At Meth
9. Burn The Witness
Karakter
4

Har man været så banebrydende, som Mike IX Williams og Scott Kelly i 90’erne var det i henholdsvis Eyehategod og Neurosis, så er man på en måde lovlig undskyldt for ikke at være det nær så meget senere i karrieren eller i sine sideprojekter. Man har ligesom gjort sit. Men har man på den anden side været så banebrydende tidligere, så er det svært ikke forvente noget exceptionelt af en, når man går sammen om et nyt band, sådan som de to har gjort det i Corrections House.

Bevares, Scott Kelly har for længst demonstreret, at også han favner middelmådigheden, såvel på de seneste to Neurosis-album som i all-star-bandet Shrinebuilder, men Mike IX er på sin side faktisk lykkedes med at lave et nyt Eyehategod-album, udgive en tekstsamling og droppe heroinen, og kombinationen af de to i et industrial-band triggede nysgerrigheden hos mange af os i sludge- og post metal-miljøet, da de kom med deres første album i 2013.

Blot to år senere – altså 1/7 af den tid, det tog Eyehategod at lave et nyt album i 00’erne, og under halvt så lang tid, som Neurosis efterhånden er om at lave nye plader – har de allerede opfølgeren klar. En plade, der uundgåeligt kommer til at blive vurderet på nogle andre præmisser end debuten, fordi nyhedsværdien ved at høre de to frontmænd arbejde sammen og spille industrial har fortaget sig, så det nu i endnu højere grad kommer til at dreje sig om, hvad de rent faktisk får ud af at arbejde med genren.

Og det er altså her, forbeholdet kommer ind i forhold til det banebrydende. Den type industrial, Corrections House spiller med tunge metalguitarriffs og forvrængede slogans, er det nemlig svært ikke at høre som bare en smule bedaget. Det er selvfølgelig lidt uretfærdigt, når nu man som udgangspunkt har det helt okay med, lad os sige, ny doom metal, der lyder som noget, der er taget ud af 70’erne eller 80’erne, men er man vokset op i 90’erne, hvor netop industrial en lang overgang blev set som en ny vej frem for en metalscene i kreativ krise, så vækker ‘Know How to Carry a Whip’ rigtig, rigtig mange minder, og det er ikke alle sammen, man er lige stolt af.

For at sige det, som det er, så er det svært ikke at komme til at tænke på Nine Inch Nails, dengang Trent Reznor gerne ville virke farlig og sexet fremfor følsom og seriøs. Og den slags er der en tid for, og den burde virkelig være ovre. Men kan man sætte sig ud over den uheldige association, så er der heldigvis temmelig meget mere på spil hos Corrections House end bare et par clean junkier, der har brug for et maskinbeat at snerre deres betragtninger om et samfund i forfald hen over.

Kolossale sammenbrud

Når ‘Know How to Carry a Whip’ fungerer, skyldes det nemlig først og fremmest de loops, Sanford Parker fra Minsk laver til at bygge numrene ovenpå. Det er temmelig meget mere end de forvrængede beats og episke synths, man i 90’erne lod sig spise af med, når sådan nogle som Glenn Danzig eller Max Cavalera skulle vise, at de i hvert fald også sagtens kunne være industrial (henholdsvis på ‘Blackacidevil’ og i Nailbomb). Det står klart allerede i åbningsnummeret ‘Crossing My One Good Finger’, der minder om de belgiske EBM-pionerer Front 242’s ‘Animal’ fra hovedværket ‘Off’ med dens underliggende pumpende basloop, et opklippet beat og et synth-arpeggio oscillerende ind og ud af lydbilledet. Andre steder, ikke mindst på ‘Hopeless Moronic’, er det de canadiske Skinny Puppys ‘Too Dark Park’ og ‘Last Rights’, der dukker op blandt associationerne med hyletonetemaer, tom-båren percussion og kolossale sammenbrud.

Over det hele skriger og råber Mike IX og Scott Kelly om kap for at lyde mest som svovlspyende gadeprædikanter, og den kliché er sine steder lige tung nok at overgive sig til. Først og fremmest fordi Mike IX bygger lidt for mange af sine tekster op omkring halvsjove ordspil som frasen ‘I Was Never Good at Meth’ eller at vende ordene om, som i ‘Superglued Tooth’ med sit “the right to bear hooks / the hook to bear rights”, eller i ‘Hopeless Moronic’, hvor “down back behind the warehouse” forvanskes til “down back behind the war house”, uden at der rigtig synes at være en bydende grund til det – eller til at vende titlen om til “moronic hopeless”. Der er Scott Kelly heldigvis bedre til bare som sædvanlig at lire noget pseudo-buddhistisk semi-nonsens af sig med tilpas mange metalord vævet ind, til at man lader det passere. Til gengæld må man give de to, at de arbejder på nye måder med deres vokale udtryk. Flere steder gør det deres ellers så velkendte stemmer næsten uigenkendelige.

Der er i det hele taget en lyst til at rykke ved alt, der kan rykkes ved, på ‘Know How to Carry a Whip’, også selvom det for det meste altså sker med virkemidler, der er langt fra nye inden for genren. Yakuza-manden Bruce Lamonts saxofonhyl på ‘The Hall of Cost’ passer storartet ind, men er igen heller ikke helt fri for at minde en om dengang, den slags var helt vildt nyt i starten af 90’erne, ligesom ladegrebs-samplet i 'Superglued Tooth' efterhånden også er lige vel brugt. Omvendt betyder Scott Kellys vilje til at prøve sig selv af på ‘When Push Comes to Shank’ – endnu et lidt vel tøhø-agtig ordspil – at det bliver næsten lige som at høre en ny Neurosis-plade fra dengang, hvor de stadig afprøvede grænser. Lydbilledet er selvfølgelig i det stor hele heller ikke så langt fra deres ‘Through Silver in Blood’, men med Williams’ snerren og det uvant heftige tempo lagt oveni kommer man næsten tilbage til Neurosis-mesterværker som ‘Souls at Zero’ og ‘Enemy of the Sun’. At Scott Kelly var væsentligt mere nysgerrig, når han satte riff sammen dengang, er så desværre fortsat Corrections Houses akilleshæl. De riff han og Lamont leverer på ‘Know How to Carry a Whip’ står simpelthen ikke mål med det niveau, Corrections House ellers befinder sig på, og alt for tit ligger de og kværner umotiveret hen over numre, der havde klaret sig væsentligt bedre helt foruden.

Men hvis Corrections House holder ambitionsniveauet og fortsætter med at prøve sig selv af, er det jo sådan noget, man kunne forestille sig, de efterhånden kunne lade bag sig sammen med parolerne og methen. For der er potentiale til at få noget endog rigtig godt ud af det her.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her