Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med kikkerten rettet mod fortiden

Populær
Updated
Med kikkerten rettet mod fortiden

The Haunteds seneste udgivelse lægger sig i sporet af forgængeren 'Exit Wounds' – effektivt, men bagudskuende.

Kunstner
Titel
Strength In Numbers
Dato
25-08-2017
Genre
Forfatter
Karakter
3

I 2012 var The Haunted i store problemer. I februar det år smækkede den karismatiske og kontroversielle frontmand Peter Dolving med døren, og senere på året luskede leadguitarist Anders Björler og den danske  trommis Per Møller Jensen også af.

Året forinden havde The Haunted udgivet den anmelderroste ’Unseen’. Musikalsk bevægede albummet og The Haunted sig væk fra det ærkemetalliske over imod et udtryk, der rimede mere på ”stoner” og ”hard alternative”. Måske var ikke alle i bandet enige i retningen, og måske var det derfor, det måtte komme til et brud. Den tanke kan man i hvert fald godt få, når man hører, hvor Dolving er henne i sit nye band IamFire, og hvor Møller Jensen er kommet hen i sit nye projekt Road to Jerusalem. Ingen af bandene er nemlig specielt tungmetalliske.

Hører man på det seneste, nærværende udspil fra The Haunted, så er det i hvert fald tydeligt, at de tilbageværende har søgt tilbage til den succesfulde tid omkring årtusindskiftet. Fuldstændig ligesom forgængeren ’Exit Wounds’ fra 2014, som beskrevet af Devilutions anmeldelse af det album.

’Strength in Numbers’ ligger fuldstændig i forlængelse af forgængeren. Der er smæk på drengen, og de musikalske lussinger bliver leveret præcist og med eftertryk, men fordi det virker, som om de kigger tilbage mod deres gyldne alder for snart tyve år siden, er der intet nyt under solen.

Det er sådan set OK og effektivt, at de ikke fornyr sig, men i længden kedeligt. Albummet åbner fint med den instrumentale ’Fill the Darkness with Black’ som går over i den effektive, men vel Hatesphere-lydende ’Brute Force’. Herefter kommer den groovy og ørehængende ’Spark’, der er albummets bedste. Ikke et originalt riff, men leveret med så megen fandenivoldskhed, at det bliver engagerende. Herefter flader intensiteten ud, indtil vi kommer til track ni, ’Means to an End’, som på god og Slayersk vis finder grovfilen frem.

Sammenlignet med forgængeren er det en bedre plade. Numrene har generelt lidt mere punch, og i ’Spark’ finder man et glimt af det, der gjorde sange som ’’99’ og ’All Against All’ til noget særligt. ’Exit Wounds’ gav Devilution tre ud af fem, og samme karakter får ’Strength in Numbers’. Den er bedre, men ikke original nok til at hive sig op på et firetal. Og det er nok problemet med at sigte på noget i sin egen fortid, som The Haunted gør.