Mustaine genrejser Megadeth
Populær
Med 'Dystopia' lykkes det Dave Mustaine at bringe Megadeth tilbage på ret køl. Sangene er gode, og de nye medlemmer tilføjer en tiltrængt vitaminindsprøjtning.
2. Dystopia
3. Fatal Illusion
4. Death from Within
5. Bullet to the Brain
6. Post-American World
7. Poisonous Shadows
8. Conquer... or Die!
9. Lying in State
10. The Emperor
11. Foreign Policy (Fear cover)
Der er ingen tvivl om, at med 'Dystopia' er Megadeth i den grad tilbage. Dave Mustaine har fået nye folk med på guitar og trommer og har fået genskabt bandets kunstneriske eksistensberettigelse.
Først bør vi dog lige runde historien af siden deres 14. album ’Super Collider’ fra 2013. Megadeth har alle dage været Dave Mustaine, og det er der bestemt ikke lavet om på her med ’Dystopia. Efter udgivelsen af ’Super Collider’ turnerede Megadeth naturligvis, men i november måned 2014 meddelte trommeslager Shawn Drover og guitarist Chris Broderick deres afgang fra bandet. Så var Megadeth pludselig decimeret til kun at være Dave Mustaine og bassist Dave Ellefson.
Hurtigt begyndte rygterne at florere om et potentielt comeback til trommeslager Nick Menza og guitarist Marty Friedman, der var en del af Megadeth, da de udgav bandets mest populære plader ’Rust in Peace’, ’Countdown to Exctinction’ og ’Youthanasia’. Menza var med på én plade mere (’Cryptic Writings’), mens Friedman først forlod Megadeth efter ’Risk’. Dette klassiske line-up fik selvfølgelig rygtebørsen til at løbe stærkt på de sociale medier og i nyhedsstrømmen, men selvom parterne satte sig sammen og diskuterede muligheden, blev det ikke til noget. Det ville ellers have været en oplagt mulighed, hvor man samtidig kunne fejre ’Rust in Peace’-pladens 25-årsjubilæum.
I stedet fik Dave Mustaine fat i trommeslager Chris Adler fra Lamb of God og den brasilianske guitarist Kiko Lourerio, der spiller i Angra. Med et komplet band gik Megadeth i studiet i april måned og forlod først Lattitude South Studios igen i juli måned sidste år. 1. oktober 2015 kunne vi så høre den første sang fra pladen.
'Dystopia' åbner med singleforløberen 'The Threat Is Real', der varsler ganske godt for skiven, og titelnummeret, der følger, er også klassisk håndværk fra Mustaine, hvor groove og guitar nærmest snubler over hinanden for at vise sig frem. Produktionen er fyldig og ren, hvilket er med til at hive lytteren ind i velkendte og trygge rammer. 'Dystopia' lyder som det Megadeth, vi gerne vil huske fra slutfirserne og starten af halvfemserne. 'The Threat Is Real' kan høres her:
For Dave Mustaine har tydeligvis rystet en tendens af sig, der var alt for tydelig på 'Super Collider', hvor han forsøgte at geare bandets lyd mod radiovenlige sange. Det lykkedes på den mesterlige 'Youthanasia', men fejlede fælt på 'Risk' og de seneste par skiver.
Med 'Dystopia' er Megadeth tilbage på rette spor. Der er mere thrash og speed over den, og guitarerne ræser om kap mellem Mustaine og Lourerio. På trommerne sidder Chris Adler kompetent og leverer en præstation, han og bandet sagtens kan være bekendt. Teknisk har Dave Mustaine altid været meget pernittengryn, og selvom han desværre altid sparker lidt til sine tidligere bandmedlemmer, når de har forladt skuden, så har de som oftest været ganske tekniske kapable, hvilket så sandelig også er tilfældet her på 'Dystopia'. Der er ikke ét eneste fejltrin at spore. Titelnummeret kan høres her:
Temaet for pladen er også ganske velkendt. Samfundskritik, hvor magthaverne får på puklen. Mustaine er nemlig ikke helt ueffen, når det gælder disciplinen at skælde ud. Han har vel nærmest gjort det til en levevej, såvel i bandet, som når han bliver interviewet. Albumtitlen er i hvert fald meget passende, og Mustaine lægger nærmest sit hjemland i graven på den midttempo 'Post American World', hvor han snerrer 'If you don't like where we're going,/ Then you won't like whats coming next'.
Den mest pompøse sang på pladen er klart 'Poisonous Shadows', som Mustaine angiveligt blev inspireret af efter at have spillet med San Diego Symphony Orchestra. Stemningen er ikke meget ulig den, der gennemsyrer den formidable 'Countdown To Extinction' fra 1992. Og når vi konstant sammenligner 'Dystopia' med de tidligere store værker, er det, fordi lyden minder os om den periode. Dog ikke i en sådan grad, at det føles som en billig kopi. Det føles vitterligt, som om Megadeth er blevet revitaliseret af den vitaminindsprøjtning, det har været at få to nye medlemmer i folden. Om dette line-up holder, er nok noget usikkert. Chris Adlers engagement i Lamb of God gør det svært at forestille sig, at han skulle kunne forene de to bands uden på et tidspunkt at blive tvunget til at vælge.
Derfor vil vi blot nyde, at Megadeth med 'Dystopia' i den grad er tilbage på ret køl. Bevares, 'Dystopia' vil nok næppe overgå de nævnte klassiske udgivelser, men for et band, der nu er på sin 15. studieplade, er det alligevel imponerende, at niveauet kan holdes så højt. Førstesinglen blev sangen ’Fatal Illusion’, som læseren her til sidst kan høre, hvor bassist Dave Ellefson også lige får lov at strække ben: