Melodier en masse
Populær
Der er skruet op for melodierne og ned for metallen på amerikanske Black Anvils seneste album, ’As Was’.
2. May Her Wrath Be Just
3. As Was
4. Nothing
5. As An Elder Learned Anew
6. Two Keys: Here's The Lock
7. The Way Of All Flesh
8. Ultra
Det var tydeligt at spore, at Black Anvil allerede på forgængeren, ’Hail Death’, var et band med højt ambitionsniveau. Her tunede amerikanerne op for blacken tilsat gode mængder thrash og død. 'Hail Death' indeholdt i øvrigt et cover af KISS’ ’Under the Rose’, der vidnede bandets forkærlighed for hard rocken. På ’As Was’ er denne indflydelse taget skridtet videre.
På åbneren, ’On Forgotten Ways’, bliver man mødt af en svulstig produktion, der kendertegner hele pladen. Lyden er imødekommende og i stand til at favne bredt, hvilket formentlig vil skræmme en del metalhoveder, som higer efter et mere ondt udtryk allerede efter ganske få minutter. Bassist og forsanger Paul Delaney forsøger sig hyppigere med vokal i et rent register, hvorfor der heller ikke er ligeså meget skrig og snerren som på de foregående plader. Stykkerne med ren vokal har ofte en poppet sensibilitet over sig, hvilket giver associationer til melodød-genren blot med en del flere blackede indslag.
Man studser over titelnummeret, der meget vel er pladens mest poppede og storladne indslag. Guitaren, der roligt slår tonen an, er tilsat godt med reverb, mens der er rigtig meget rum på trommerne. ’As Was’ parrer et upbeat melodød-stykke med Pink Floyds grandiositet for til sidst at flette det sammen med en blacket stemning. I netop titelsangen fungerer overgangene mellem de forskellige stilarter også hensigtsmæssigt, men det er desværre ikke symptomatisk for hele pladen.
">
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner
”Never question this direction” bliver der sagt på ’Two Keys: Here’s The Lock”. De fleste sange har dog momentvise tvivlsomme passager, der alle er medvirkende til, at man ikke helt føler, at New Yorkerne indfrier deres fulde potentiale. Der er ellers ikke mangel på gode ideer. Black Anvil er ikke bange for at eksperimentere med indadvendte og ganske følsomme passager, og de har gang i ganske forskelligartede følelsesmæssige udtryk. Derfor bliver pladen kun sjældent kedelig, men det er også denne iver for at få så mange stilarter og retninger med ind i de enkelte sange, som gør hovedparten af ’As Was’ skæringer uforløste. Ofte tænker man, at en del sange kunne have været mere fuldendte, hvis nogle af de bedre passager blot havde fortsat et par taktarter længere, før en ny idé blev eksekveret.
De mange og til tider abrupte stilskift mellem sangenes stykker trækker foretagendet i en nærmest progget retning – en genreblanding, der ikke er helt fremmed for adskillige også skandinaviske bands med relation til den melodiske dødsmetal. Her tænker jeg for eksempel på Mercenary, Soilwork og momentvis tyske The Ocean.
Bedst fungerer ’As Was’, når sangene får lov til at gro på en mere naturlig og ikke så struktureret facon. Derfor står en sang som ’As An Elder Learned Anew’ stærkest for denne anmelder. Her bliver et fedt og groovende riff repeteret en anelse længere, end tendensen ellers er på ’As Was’, mens der i b-stykket titter nogle nu-metalliske referencer frem. Dette står på godt og vel halvdelen af sangens næsten syv minutter, før en slags interlude dukker op og får intensiteten til at dykke. Det er, som om Black Anvil gerne vil besidde den episke tilgang til metallen, som vi kender fra Metallicas store, udødelige numre som ’Fade to Black’, ’Master of Puppets’, ’...And Justice For All’ og lignende. Effekten er blot af skiftende karakter, og netop den eller fine og førnævnte ’As An Elder ...’ når akkurat at blive en anelse kedsommelig i denne midterste og mere sentimentale del.
’Two Keys: Here’s The Lock’ lægger fra land med en monumental og nærmest Pink Floyd-agtig guitar. Herefter sættes tempoet i vejret og udtrykket bevæger sig efterfølgende i en mere blacket retning. Delaneys skrig dubbes med en ren og nærmest gejstlig vokal. Dette er kendetegnene for Black Anvils nuværende udtryk – de metalliske dele af udtrykket står side om side med rene og poppede elementer. Dette vil uden tvivl frustrere mange metallere med hang black metallens anden bølge. Modsat kan ’As Was’ eventuelt gøre et positivt indtryk hos den del publikum, der ikke kan affinde sig med black metallens intense råhed men stadig køber stemningen.
Mange af brikkerne er rigtige på Black Anvils senest udspil, men puslespillet går alligevel ikke helt op for denne anmelder. Pladen har ambitionerne, men de mange stilskift og spring i intensitet gør det hele til en lidt rodet affære. Det er alligevel svært ikke at beundre, hvor meget bandet har ændret sig siden forrige udspil. Amerikanerne står i hvert fald ikke stille, så man forbliver nysgerrig frem til næste udgivelse – det kan gå i mange retninger.