Hyggelig dødsmetal
Memoriams debut manglede i sin tid det sidste, før deres oldschool midttempo-dødsmetal for alvor kunne imponere.Det er desværre også tilfældet for opfølgeren, der allerede udkommer et år efter debuten.
Kun 12 måneder er der gået, siden Memoriam, der har medlemmer fra Bolt Thrower og Benediction i folden, udgav debuten 'For the Fallen', der blandt andet havde til formål at hylde Bolt Throwers trommeslager Martin "Kiddie" Kearns, som døde i 2015 i en alder af blot 38 år. 'The Silent Vigil' er den hurtige opfølger, og den indeholder som sin forgænger ganske glimrende dødsmetalsange, men som helhed er der desværre (stadig) mangler i forhold til de høje forventninger, men vel med rette kunne have til denne flok dødsmetalveteraner.
Det er oldschool, og det er som med Bolt Thrower, og til dels også Benediction, ikke noget, der foregår i det allerhøjeste gear. Når der nu ikke tæskes af sted i vildt og voldsomt tempo, så er der i stedet fokus på at bygge stemninger op. Undtagelsen er måske titelnummeret, der er alt for kort i forhold til den stemning, som nummeret ellers var ved at sætte, men heldigvis kommer 'Bleed the Same' til undsætning med et længere nummer, der rammer lidt af det tunge, melodiske træk, som Bolt Thrower var så gode til.
Produktionen er simpel, men ikke nødvendigvis på den fede oldschool måde. Et eller andet sted mangler der lidt punch i lyden, og energien i musikken kommer ikke til sin ret. Det er synd, for det er med til gøre, at dødsmetallen nogle steder på udgivelsen lyder lidt bedaget. Der kan savnes lidt bund i Karl Willets' stemme indimellem, men omvendt skaber det lidt tørre råb også en vis råhed, der nogle steder gør godt, mens det andre steder lyder, som om vokallinjen burde have været taget om i studiet.
Fremhæves må 'From the Flame', der med et insisterende groovy, uptempo riff og simple melodiske passager fra den anden guitar holder pulsen højt. Nummeret er ultrasimpelt, men også fandens catchy, og her kan man let se for sig, hvordan nummeret live vil få publikum til at gå i fælles headbanging fra start til slut.
På Copenhell sidste år gav Memoriam en udmærket koncert, der levede højt på nostalgien (om end det var et nyt band, men medlemmernes bedrifter går jo tilbage til dødsmetallens første år). Men det stod nok også klart for de fleste, at på en skala fra hygge til vildskab lå Memoriam mere i retning hygge på pubben med gode venner og pints end mod det onde og vilde. Og sådan er pladen også lidt. Det er godt, det er hyggeligt, men det blæser ikke lytteren bagover i benovelse. Dertil er hverken materiale eller produktion helt godt nok.