Meningen i firkanten
Engelske Tesseract tager sig god tid på denne skive, men belønningen falder også prompte.
Ud over at være et progressivt band fra de britiske øer, er Tesseract også en geometrisk figur, som denne anmelder ikke fatter så meget af – jo, bevares det er en kube inde i en kube, men bortset fra det.
I denne sammenhæng er det muligvis også en anelse unødvendigt viden, håber jeg, men måske beskriver figurer inde i figurer ganske godt Tesseract, og den skarpe iagttager (forhåbentligt mig), kunne jo gætte på, at det er sådan musikken skal forstås. Hvis altså musik skal forstås og ikke bare nydes?
Under overfladen
Briternes musik er måske på overfladen lettilgængeligt, men det kræver mange gennemlytninger før et indtryk falder rigtigt på plads. Man tvivler således ikke på, at de store ligefremme melodier bevidst er fravalgt til fordel for et mere stemningsfuldt lydbillede, og at musikken ikke er tænkt som en orgasme af højdepunkter, men derimod langsommelig og nøjsom opbygning af intensitet mod et langt og gerne brutalt klimaks.
Selvfølgelig får man, som en obligatorisk del af den progressive metal, de lange passager af riffs, der danser mellem forskellige taktarter og lader til at være kun lille et enkelt fatalt fejltrin på strengene fra at vælte. Den del er dog knap så interessant sammenlignet med Tesseracts evner ud i at mikse brutale vokaler med messende guitarer, og stadig få det til at balancere ud i noget meningsfuldt og til tider smukt.
Briterne er i langt større grad sangskrivere frem for at være instrumentalister, og det gør 'One' til en meget vellykket niche-udgivelse i en niche-genre.