Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metalcore med mere

Populær
Updated
Metalcore med mere

Norske Purified in Blood har stadig metalcore-elementerne i behold, men et eller andet sted virker det som om, at ligeså norske, men mere metalliske Kvelertak har inspireret til det nye album.

Titel
Flight of a Dying Sun
Dato
18-06-2012
Distributør
Karakter
4

Norske Purified in Blood har landet sig en aftale hos Indie Recordings, som er et selskab, der virkelig har vind i sejlene og selvom alting afhænger af smag, så er det vitterligt et selskab, som lige nu står for kvalitet.

Men udgangspunktet er også i top hos det norske ensemble, som har smidt en sanger af i svinget og desuden sadlet fornuftigt op med danske input. Det er nemlig Jacob Bredahl som har presset gutterne til det yderste under produktionen, mens mix og master er foretaget af en anden dansk guld-dreng, Tue Madsen.

Det lyder rigtigt stærkt, og at Hallgeir nu er alene om vokalen er kun et plus, for han er blevet udfordret på sit repertoire har klaret udfordringen fornemt. Der er dybe, growlagtige råb, og så er der nogle mere hardcore-agtige vokaler, som i den grad er catchy. Hør bare 'Iron Hands', som generelt er et fedt, fedt nummer.

I 'Mot Grav' vises evnen til at få det hele til at rocke og gynge godt, mens bandet nærmest går black metal i 'Mind is Fire'. En herlig lille knaldperle. Purified in Blood er også fede, når de hårde angreb med instrumenter og vokal forsødes med heavy-metal-klassiske leads og soli. Et eksempel er soloen i 'Escape to Solace', men det afsluttende episke titelnummer har endnu flere af den slags lækkerier. Alt sammen lyder det som om, at det er blevet rørt med en kvivspids Kvelertak-lækkerier.

Purified in Blood vader fornemt frem og tilbage mellem metal, rock, dødsmetal, hardcore og black metal på en meget medrivende og catchy facon. Det var vist meget godt, at bandet valgte at undlade at stå ved opløsningen i starten af 2007!

Hør bandet rocke fuldstændig ud med 'Mot Grav' i den officielle video herunder: