Metaldiktator: Judas Priest - Painkiller Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2b/15/73/23076_painkiller-cover-1354997239.jpg
08. December 2012    

Hvis ét band alene skal definere metalgenren, kan det udmærket være Judas Priest med albummet 'Painkiller'.

Kunstner
Titel
Painkiller
Trackliste
01. Painkiller
02. Hell Patrol
03. All Guns Blazing
04. Leather Rebel
05. Metal Meltdown
06. Night Crawler
07. Between The Hammer & The Anvil
08. A Touch Of Evil
09. Battle Hymn
10. One Shot At Glory
Forfatter
Karakter
666

Coveret siger det hele: Dette er Heavy Metal! En bevinget ridder i metal betvinger en vanvittig motorsavsklingebeklædt dragehovedudstyret motorcykel, ridende eller snarere flyvende over en fortabt by, der synker i en sø af lava – sådan ser det ud, hvis der ikke skal være tvivl om genren. Og sådan har Judas Priest været næsten alle år – stinkende heavy metal! Sådan kan man tillade sig at gøre, når man langt hen ad vejen har defineret, hvornår noget lyder som, ser ud som, eller bare er HEAVY METAL!

’Painkiller’ er netop indbegrebet af sådan et album – sådan ser det ud, sådan lyder det, sådan klæder man sig, sådan gør man, når man spiller det, og de finter havde Birmingham-bandet haft tjek på siden sluthalvfjerdserne, blandt andet da sanger Rob Halford lokkede bandet til at finde læder og nitter-ekviperingen i en S&M-butik.

Verdens største metalband


Undervejs til dette mageløse værk fulgte mange smukke albums. ’British Steel’, den voldsommere ’Screaming for Vengeance’ og den hårde ’Defender of the Faith’, der var med til at sikre Judas Priest en status som et af verdens absolut største metalbands. En status, der efterfølgende fik en del skrammer med udgivelsen af ’Turbo’ i 1986, og til dels også den to år yngre ’Ram It Down’. De var begger udsat for kritik på grund af mainstream-udtrykket og den omfattende brug af synthesizere, som specielt ’Turbo’-skiven var plaget og præget af.

Men før Judas Priest kunne vende tilbage med et hårdere, og ikke mindst langt mere heavy metal, udtryk, skulle de dog lige forbi et af musikkens vigtigste retsopgør, hvor englænderne stod anklaget for, gennem baglænsindspillede beskeder i nummeret ’Better By You, Better Than Me’, at skulle have påvirket to amerikanske teenagere til selvmordsforsøg via budskabet: ”Do It”. 

Heldigvis blev de ikke kendt skyldige i anklagen, og som Rob Halford senere bemærkede, så havde det været mere indlysende, hvis de havde lagt skjulte beskeder om at købe flere albums ind i musikken.

Præsterne genfødes


Trods bandets ophold i retssalen kom ’Painkiller’ alligevel ud i efteråret 1990, og med det et genfødt band. Væk var de rockede elementer og ikke mindst de poppede – det var ren Heavy Metal. Og det skyldtes blandt andet det nyordinerede medlem, trommeslager Scott Travis, der åbnede prædikenen med titelnummeret.

’Painkiller’s indgangsbrag er måske metallens fedeste og vildeste trommeintro. Et massivt, mastodontisk hæsblæsende virvar af bækkener, stenhårde lilletrommeslag og buldrende stortrommer. Og så kører det endda kun 2 gange, før tempoet sættes en anelse ned. Men det er nok, faktisk mere end rigeligt – og Judas Priest er aldrig før eller siden hørt så aggressivt. Det efterfølges at et hvæsende skingert riff og Halfords skærende lyse stemme, der vrænger af sted med fortællingen om denne painkiller, der er sendt til jorden for at udrydde al ondskab. Aldrig har nogen haft så lidt bas i sin stemme, og stadig lydt så ond og så meget af mand, når han hyler sig til tops i den simple frase, der udgør omkvædet. Men netop som det hele eksploderer i et brag af intensitetsophobning, kommer bandets varemærke: soloerne! K.K. Downing og Glenn Tipton sweeper og fræser sig gennem lige dele melodiske og lirede soloer, som havde de aldrig nogensinde før fået lov til virkeligt at folde sig ud. ’Painkiller’ er et virvaristisk vanvid af strengevrideri, vred vokal og maskingeværsstortrommer, og det evigt gentagne signaturriff, der kun behøver minimal variation for næsten alene at kunne bære nummeret gennem samtlige seks minutter.



Knap så voldsom er " mce_href=" " target="_blank">’Hell Patrol’, som bygger på et næsten dansende, trioliseret riff, som aldrig pauses, men skiftevis understøtter Halfords lange toner, den indledningsvise og, ikke mindst, det mangedobbelte enkle og sikre omkvæd. Ikke skivens største nummer, men bare helvedes selvtillidsfuldt at satse på den evige gyngende feeling, som trioler giver. (Trioler = forestil dig en rytme, som siger ”1 og så 2 og så 3 og så 4 og så 1 og så 2…” osv.)

Og så lige en omgang a capella


Det er noget af en påstand, men formentlig er Rob den eneste, der kunne slippe af sted med at begynde en sang som i " mce_href=" " target="_blank">’All Guns Blazing’. Fire piskende linjer ren a capella skyder sangens krydsild i fart, og så får man ikke et ben til jorden, fordi skrigende vokal, ægte, hylende soloer og det ledeste mellemstykke af slæbende guitarer smadrer alt på deres vej – helt igennem et hæsblæsende udstyrsstykke.

Som samtlige ni andre sange har " mce_href=" " target="_blank">’Leather Rebel’ også titlen med sig. Judas Priest har alle dage har sans for slagsange med ikoniske linjer og uforglemmelige hooks. Og måske også på grund af bandets egen forkærlighed for lige præcis dette slidstærke materiale, sidder sangen om de stramme klæder perfekt. Et stikkende versriff smadrer sig frem mod det let thrashede prechorus, mod et næsten storladent omkvæd til dem, der troede, at metallens ypperligste præster havde oversatset på brutaliteten frem for det melodiske.

Den rene nedsmeltning

Den mest skingre skæring indfinder sig som nummer fem – men hvilken én. Snerrende, bidende og hvæsende brager " mce_href=" " target="_blank">’Metal Meltdown’ af sted i et raseriudbrud, der nærmest er thrash, men så alligevel med det rasende fængende omkvæd og den fræsende solo, som i den grad smadrer al tvivl om, hvorvidt den tekniske side af bandets formåen skulle fejle noget – sådan som hele mellemstykkets solosektion også viser. Her bliver flået i strenge, whammybarer, shreddet og krydret med store portioner hyletoner, før en mere råbende udgave af omkvædet afslutter festen på smukkeste vis.

Den efterfølgende " mce_href=" " target="_blank"> ’Night Crawler’ virker næsten rørende simpel i sammenligning. Tordenvejr, rene guitarer og et riff, der minder om klokkers ringen, bliver med et smæld flænset af pumpende spader, stortrommer og Halfords huggende sværd af en vokal. Helt uden at intensiteten falder eller stiger kværnes vers og bro frem til det omkvæd, som de færreste kan glemme selv efter kun et lyt. Men nummeret styrke er faktisk hele mellemstykket af temposkift, leads og inciterende riffs.

Ud over den smukke titel, der er så helvedes omkvædsegnet, er syvende skærings absolutte force de tunge riffs som bryder med det høje tempo i " mce_href=" " target="_blank">’Between The Hammer and The Anvil' – her sidder man faktisk fast mellem hammer og ambolt! Og hør og lær så af de soloer, der er som taget ud af håndbogen for, hvordan man tapper sig gennem pompøse powermetalsange uden patosoverload.

At trække tempoet ud i en enkelt eller to skæringer på pladen, for på den måde at fremhæve helvedet i resten af numrene, er et klassisk trick, som desværre ofte ender i kønsløse ballader, der næsten er ren pop – sådan spiller hegnet ikke, når man er i gang med at begå den ultimative metalplade. Judas Priest tør godt tage hastigheden ud, men ’Touch of Evil’ er stadig så hamrende ondsindet, sådan som titlen påstår, og måske endda det mest dystre og metalliske på hele udgivelsen. Det er i hvert fald uden tvivl død- og pinesmadrende tungt, og trods det melodiske omkvæd og de fremtrædende synthesizere er det versets knusende guitar, som tvinger nummeret frem.



Efter den kortvarige teatralske guitarharmoniorgasme i " mce_href=" " target="_blank">’Battle Hymn’ kommer det festfyrværkeri, som fuldender det fuldendte metalalbum – ’One Shot at Glory’. Et klassisk accentriff giver plads nok i verset, til at Halford kan skrige sig hele vejen ind i det galoprytmeunderstøttede omkvæd, hvor man tydeligt forstår, hvorfor mange powermetalbands skylder så meget til Judas Priest.

Et langt intermezzo

Sørgeligt nok blev ’Painkiller’ også sidste album for præstene i mange år. Sanger Rob Halford ville prøve noget nyt og kastede sig over flere mere eller mindre vellykkede sideprojekter inden for både metal og industrial, og de fire resterende medlemmer skruede op for ondskaben med sanger Tim ’Ripper’ Owens i front – kunstnerisk et endnu større flop end Halfords forsøg på at være moderne, og heller ikke særligt velfungerende kommercielt, selvom ’The Ripper’ var en ganske fin erstatning. Han kom da også fra et Judas Priest-coverband, hvilket var så god en historie, at Hollywood med boyband-ikonet Mark Wahlberg i hovedrollen fik lavet en dårlig film ud af det i form af ’Rockstar’.

En langt bedre fortælling kom der ud af, at Rob Halford i 2003 forenede sig med de fire andre medlemmer og fik et aldeles hæderligt comeback med ’Angel of Retribution’ fra 2005 og ’Nostradamus’-konceptalbummet 3 år senere, ligesom blandt andet bandets optræden på Copenhell 2011 hører til blandt de rigtigt store koncertoplevelser.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her