Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallens arbejdsmænd mister aldrig håbet

Updated
Metallens arbejdsmænd mister aldrig håbet

Vicious Rumors har eksisteret i rigtig mange år uden nogen sinde at have fået et afgørende gennembrud. Men man må beundre den stædighed, hvormed stifteren og eneste originale medlem Geoff Thorpe fortsat pisker bandet fremad. Det (næsten) helt nye album ’Electric Punishment’ er bestemt ikke dårligt.

Titel
Electric Punishment
Distributør
Trackliste
1. I Am The Gun
2.Black X List
3.Electric Punishment
4.D-Block
5.Escape (From Hell)
6.Dime Store Prophet
7.Together We Unite
8.Eternally
9.Thirst For A Kill
10.Strange Ways
Karakter
4

Vi skal helt tilbage til omkring 1980 for at finde den første udgave af Vicious Rumors, der med ’Electric Punishment’ har udgivet deres 11. studiealbum. Bandet, der stammer fra San Francisco, har aldrig rigtigt fået det helt store gennembrud. Det kan muligvis skyldes, at de i kompositionerne blander amerikansk power metal med inspiration fra Bay Area Thrash-skolen. Bandet er måske en smule for thrashede til power metal-fans og for traditionelt heavy metal-prægede til thrash-folket.

Bandet har tillige været martret af et hav af udskiftninger igennem årene, og dertil kommer et dødsfald. Eneste originale medlem er guitarist Geoff Thorpe, som har været den bærende kraft igennem alle årene. Dog må trommeslager Larry Howe, der spillede på det første album, men som efterfølgende har haft et frikvarter fra bandet i perioden 2000 til 2005, vel også anses at være næsten oprindeligt medlem.

Vicious Rumors classic

’Electric Punishment’ er egentlig et traditionelt Vicious Rumors på både godt og ondt – men dog heldigvis mest godt. Albummet gemmer ikke på nogle klassikere, men der er tale om en række gedigne, hurtige og hårde sange, omend der dog også afleveres et par små overraskelser.

Albummet sætter fra med den potente sang 'I Am The Gun'.

&noredirect=1
 
Titelsangen lægger ud med et  tungt Black Sabbath-lydende riff, inden der sættes i gang med noget, der lyder som en amerikansk udgave af Judas Priest fra 'Painkiller'-perioden.

Gæster

På sangene ’D-Block’, ’Together We Unite’ og ’Eternally’ gæster Brad Gillis på guitar. Brad er til dagligt guitarist i det (i Devilutionsk forstand) lidt fesne AOR-band Nightranger, som havde sin storhedstid i midt-slutfirserne i USA. Brad Gillis er også kendt for, at han i en kort periode overtog spaden i Ozzys band, efter at Randy Rhoads omkom i en ulykke. Men faktisk var Brad Gillis også officiel guitarist i Vicious Rumors i en kort periode for 7-8 år siden, hvor Nightranger åbenbart havde en lidt tom kalender. Af de tre sange, som Gillis medvirker på, er der mest smæk på ’D-Block’, som lyder lidt som en Judas Priest møder Death Angel-ting. Derimod er de to andre noget roligere. ’Together We Unite’ er et midtemponummer, der tangerer en hård powerballade, og ’Eternally’ er en lidt eksperimenterende sag, som viser, at Vicious Rumors stadig prøver nye veje.

Fremhæves skal også 'Escape (From Hell)', som med sin intro og vokal minder en smule om noget, Dio kunne have fundet på. På denne sang medvirker endnu en gæst, Marc McGhee, som var guitarist i bandet fra midten af 80’erne til midten af 90’erne.
Albummet rundes af med en coverversion af Kiss-sangen ’Strange Ways’ fra ’Hotter Than Hell’-albummet. Ikke en uundværlig version, men dog ganske fornøjelig.

'Electric Punishment' er et ganske habilt album, som burde være interessant for fans af genren, og både Judas Priest- til Testament-fans kunne få noget ud af albummet.