Alt for mange, alt for lange sange Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7e/86/73/20160818-193928-7549-939483-27-1479425773.jpeg
18. November 2016    

Metallica er blevet magelige og mangler selvkritik på 'Hardwired...To Self-Destruct', der har sine momenter, men som udvandes af for meget fyld.

Kunstner
Titel
Hardwired...To Self-Destruct
Dato
18-11-2016
Distributør
Genre
Trackliste
Disc 1
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire

Disc 2
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out The Bone
Karakter
3

Der er gået otte år, siden Metallica sidst udgav en plade. Det var den anmelderroste 'Death Magnetic', der da også var markant bedre end forgængeren 'St. Anger' fra 2003.

Hvad har Metallica så lavet i de seneste otte år?

Umiddelbart efter udgivelsen af 'Death Magnetic' tog Metallica på turné, hvilket bragte dem forbi København i sommeren 2009, hvor de gav fem koncerter i Forum.

I 2010 og 2011 turnerede de også verden tynd, og denne gang var det under Big Four-banneret, hvor de omsider fik samlet Slayer, Megadeth og Anthrax på samme plakat. Her så vi dem både i Polen til den første Big4 og igen i Göteborg i 2011.

I 2011 udkom samarbejdspladen med Lou Reed, 'Lulu', også. Det var samtidig i den periode, Metallica begyndte at tumle med ideen om at lave deres egen festival. Den første version kom i 2012, hvor de lavede 'Orion Music + More', som fandt sted i Atlantic City. Metallica var selv hovednavn begge aftener. Det år nåede de også forbi Horsens, hvor de spillede hele 'The Black Album'.

Året efter fandt festivalen sted i Detroit. Det var også her i 2013, at Metallica kom med filmen 'Through the Never', der ligesom festivalen kostede bandet penge. Hverken festival eller film tjente sig selv ind. Det var dyrekøbte erfaringer. Alt imens nåede de også at kigge forbi Roskilde Festival i 2013, hvorefter de sidste par år er gået med at skrive og indspille den plade, der er blevet til 'Hardwired...To Self-Destruct'. Dog naturligvis med nogle afstikkere, der betød, at de lige kom forbi Horsens i 2014 og sørme også kiggede forbi Göteborg i 2015. Så masser af turnévirksomhed, kunstprojektet med Lou Reed, lege filmmagere og festivalarrangører.

Alt sammen præcis i den ånd, som Metallica altid har haft. Gøre præcis, hvad de selv har lyst til, hvordan og hvornår de har lyst til de.

Ingen sans for begrænsningens kunst
Sådan er det også med den nye plade, der er delt op i to, og som udkommer på Metallicas eget pladeselskab Blackened. Det er Metallica anno 2016: herrer i eget hus. Det er bare ikke ubetinget nogen succes, præcis ligesom flere af deres tidligere projekter måske ikke har været det.

Metallica har 15 år efter 'Some Kind of Monster' stadig granatchok og kan derfor ikke finde ud af at begrænse sig selv og hinanden, og det har givet os en alt for lang plade. Hvor James Hetfield og Lars Ulrich var indædte i firserne for at vise hinanden og omverdenen, hvor gode de var, og kæmpede blodigt om at få pladen, præcis som de gerne ville, så har de nu fundet hinanden i den modsatte grøft.

De kæmper ikke med hverken sig selv, hinanden eller omverdenen. Efter perioden, der blev dokumenteret i førnævnte film, har de aktivt forsøgt at undgå fortidens spøgelser. Og i stedet for at diskutere giver man nu hinanden plads. Alt for meget plads.

Det er, som om alle bliver hørt, får plads og får sit bidrag med på pladen. Uanset om det bidrager med noget kvalitativt. Lige siden 'Load' for 20 år siden har Metallica fyldt deres plader til randen med materiale. I skærende kontrast til deres bedste plader fra firserne, hvor spilletiden var mellem 40 og 60 minutter.

Kun en håndfuld gode numre
Der er enkelte gode sange på 'Hardwired...To Self-Destruct'. Ingen tvivl om det. Både åbningssangen 'Hardwired', 'Atlas, Rise!', 'Moth Into Flame' og den afsluttende 'Spit Out the Bone' har sine kvaliteter. Specielt den sidste, der er pladens afgjort bedste nummer. Her har James Hetfield fundet sin aggressive vokal frem igen og spytter ordene ud med en vrede, vi ikke har kunnet fornemme i henved 25 år.

Da det blev lidt for tilbagelænet på 'Load' og 'Reload', er det, som om gnisten har manglet siden. Så var med det ved at selvantænde på 'St. Anger', men nu lyder det for mageligt.

For sangene er for lange. De fleste er mellem seks og otte minutter lange. De kunne sagtens være kortet et minut eller to af. Også førnævnte gode numre. Så er der numre, der helt kunne være udeladt. 'ManUNkind', der starter med en intro på bas, som om det var Iron Maiden, er reelt syv minutter, hvor man ikke rigtig kommer nogen steder.

Metallicas ganske sympatiske homage til den nu afdøde Lemmy Kilmister fra Motörhead i form af 'Murder One' er også tilforladelig, hvis vi skal være diplomatiske. 'Halo on Fire' er pladens længste og har momenter, hvor man bringes tilbage til 'Hero of the Day' fra 'Load', og der er også både riff og omkvæd, hvor James Hetfield tydeligvis har fået lov til at vandre lidt ud af den melodiske tangent, hvor han flirter lidt med country & western. Det er en sang, der vil dele vandene blandt bandets millioner af fans. Det kommer 'Am I Savage?' ikke til. Den er ligegyldig.

Er Metallica så stadig relevante?
Det er det store spørgsmål. Metallica er blevet en forretning, der skal løbe rundt og give overskud. Derfor turnerer de konstant. Det har de seneste år lugtet lidt for meget af forretning uden kunstneriske undertoner, så 'Hardwired...To Self-Destruct' er ventet af alle. Det viser interessen for de fire koncerter i Royal Arena med al tydelighed om. Metallica har opbygget en loyal fanbase, der stadig er i den erhvervsaktive alder og dermed købestærke i hele verden. Så uagtet at det er nogle årtier siden, de for alvor har udgivet en stærk plade, så er de ubestridt det største navn i den tunge ende af det musikalske spektrum. Ingen over eller ved siden af.

Metallica er stadig kongerne. Godt nok forsøger vi og mange andre at tale navne som Gojira, Behemoth m.fl. op ved enhver given lejlighed i et forsøg på at sikre genrens levetid, men ingen har lavet så gode sange, som Metallica gjorde i firserne og på den sorte fra 1991.

Spørgsmålet er om, det nogensinde kommer til at ske. Om der kommer et band med samme gnist, fandenivoldskhed, nerve og ambitionsniveau, som Metallica havde. Det er tvivlsomt. Metallica kommer heller aldrig til at udgive en plade med samme kvalitet. 'Hardwired...To Self-Destruct' er en plade, der er alt for lang og med mangel på evnen til at skære ind til benet for at holde sammen på substansen.

Deres egen værste fjende
'Hardwired...To Self-Destruct' er en ubehjælpelig og selvprofetisk titel, der udstiller Metallicas værste fjende. Dem selv. De er kunstnere af et rent hjerte. Det viser deres projekt med Lou Reed, deres eventyrlyst i film- og festivalverdenen. Alt, hvad de har gjort, understreger det faktum. Men de har vandret for langt ud af den magelige tangent, hvor de ikke kan eller vil kritisere hinanden, og hvor de finder en producer, der ikke forlanger noget af dem, men i stedet blot hjælper dem til en god lyd.

For 'Hardwired...To Self-Destruct' lyder godt. Den emmer af fagligt godt håndværk rent lydmæssigt. Sangene er bare for lange og for mange. 12 sange og 77 minutter. Det udvander ganske simpelt pladens få, gode momenter, og lytteren når at blive træt af pladen og bandet, inden 'Spit Out the Bone' fornemt lukker festen. Derfor en middelmådig karakter. For nok sikrer pladen, at Metallica kommer ud på de skrå brædder de næste fem års tid, men den vil næppe blive hevet frem fra reolen om fem år.

Ideen med en rigtig musikvideo til samtlige numre er modigt og smart i marketingøjemed. Metallica er fri af pladekontrakter og styrer selv skuden. Her fungerer det til det gode. De videoer skal nok blive delt på de sociale medier de næste mange måneder, og dermed forbliver Metallica eksponeret i tiden op til den turné, der nu kommer til at vare et års tid eller to, og som udover koncerterne i februar 2017 med garanti nok skal få dem tilbage på disse breddegrader mere end den ene gang. Nedenfor kan læseren nyde samtlige musikvideoer og sange fra pladen:























Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her