Misforstået joke med noget på hjerte

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5c/79/de/nightflightsometimes-45-1530506322.jpg
02. Juli 2018    

The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.

Titel
Sometimes the World Ain't Enough
Dato
29-06-2018
Genre
Trackliste
1. This Time
2. Turn to Miami
3. Paralyzed
4. Sometimes the World Ain't Enough
5. Moments of Thunder
6. Speedwagon
7. Lovers in the Rain
8. Can't Be That Bad
9. Pretty Thing Closing In
10. Barcelona
11. Winged and Serpentine
12. The Last of the Independent Romantics
Forfatter
Karakter
4

The Night Flight Orchestra er et band, det er fristende bare at slå hen med et halvkvalt grin og en hovedrysten over de der svenskere, som igen har bedrevet noget overdrevet og kitschet, som verden næppe har brug for.

Men det vil være en fejl.

Orkestret er Soilwork-duoen Björn Strid og David Anderssons andet hjertebarn, og har blandt andre legendariske Sharlee d’Angelo (Arch Enemy, ex-Mercyful Fate) i staben. Det er således seriøse og knivskarpe metalmusikere, der i The Night Flight Orchestra har begået et ligeså seriøst projekt som førnævnte bands og ikke blot den genrepastiche, som man indledningsvis kan forledes til at tro, at NFO er. Det er en hyldest til AOR-genrens bannerførere Journey, Foreigner og Toto, det er en kærlighed til 80’ernes new wave-lyd og til svensk Melodi Grand Prix’ guldalder, men det er samtidig friskt og nytænkende og forsøger reelt at genopfinde og udvikle på en række genrer, mange ville kalde bedagede og udtjente.

Svenskerne vil altså tages seriøst, og seriøst blev de taget, da de sidste år tordnede gennem muren ind til Baggården for Hengemte Sideprojekter med den fænomenale ’Amber Galactic’. Opfølgeren og NFO’s fjerde album, ’Sometimes the World Ain’t Enough’, er netop udgivet godt et år senere og holder ikke helt den himmelhøje standard på ’Amber Galactic’ i hævd. Men det er ikke langt fra.

Pladen åbner med et brag af vrælende guitarer, dundrende keyboards og et power-metallisk skrig fra forsanger Strid i førstesinglen ’This Time’, inden ’Turn to Miami’ og ’Paralyzed’ leger med dansable start-80’er new wave-rytmer med masser af shuffle, korsang og keyboards. Titelnummeret tager os en tur i Toto-territorium, inden ’Moments of Thunder’ lyder som et Peter Cetera-filmhit, taget direkte ud af Karate Kid eller en hvilken som helst Tom Cruise-film fra 80’erne.

Man tror virkelig på The Night Flight Orchestra, når de hævder, at de ikke er et genrelåst band, og at de ønsker at udvikle sig. På ’Sometimes the World Ain’t Enough’ er der blevet endnu mere plads til lyden af 80’er-pop, til discoen og til det storladne, sentimentale omkvæd, hvor det ikke gør det mindste, hvis "hjerte" rimer på "smerte". Desværre er det sket på bekostning af den inspiration, Devilution-læserne måske sætter mest pris på, nemlig det element af tungere rock, som har givet tidligere udgivelser fra NFO en ekstra kant midt i al retrorocken og new waven.

Disse to elementer mestrer de så til gengæld i endnu højere grad på ’Sometimes the World Ain’t Enough’, der altså ikke er en dårlig plade, men måske begynder at miste noget publikum i den lyttergruppe, der har allerflest dødsmetal-patches.

Pladen mister pusten her og der i anden halvdel, hvor ’Lovers in the Rain’ dog stadig er en større ballade, end nogen har skrevet de seneste 25 år og ’Can’t Be That Bad’ og ’Barcelona’ er fantastiske, keyboard-bårne korarrangementer, der virkelig understreger hvor alsidig en vokalist, Björn ’Speed’ Strid vitterligt er. ’Pretty Thing Closing In’ er en lille snigende, minimalistisk new wave-sag, der igen danner billeder på nethinden af alle de film fra 1980 og ti år frem, som man næsten kan huske, hvad hed.

The Night Flight Orchestra ER en guilty pleasure for metalpublikummet. De ved det, og de trives med det. Derfor prøver de formentlig også at skubbe grænserne for, hvad man kan servere for et til tider forstokket genrepublikum. ’Sometimes the World Ain’t Enough’ er en udfordring for dem, der insisterer på kun at høre metal. Men den er samtidig forførende og svær at holde sig fra for selvsamme. Og denne dualitet er pladens allerstørste force.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil