Motorrock under lavmålet

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/79/d5/d4/monster-magnet-mindfucker-57-1522599003.jpg
01. April 2018    

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

Titel
Mindfucker
Dato
23-03-2018
Genre
Trackliste
1. Rocket Freak
2. Soul
3. Mindfucker
4. I'm God
5. Drowning
6. Ejection
7. Want Some
8. Brainwashed
9. All Day Midnight
10. When the Hammer Comes Down
Forfatter
Karakter
2

Da Monster Magnet tilbage i 1991 udgav det triumferende debutalbum ’Spine of God’, var det med taglinen ”it’s a Satanic drug thing... you wouldn’t understand”. Med dén udmelding satte bandet sig i opposition til både samtidens succesfulde grunge og 1980’ernes arenarock og hair metal. Hvis Nirvana var en musikalsk ungdomsrevolution for Generation X, så var Monster Magnet med deres mikstur af Black Sabbath-riff og store mængder psykedelia et retrospektivt samlingspunkt for de underrepræsenterede burnouts, der allerede var droppet ud af ræset og i stedet kogte ud på medikamenter og forældrenes pladesamling.

Siden da har Monster Magnet været Dave Wyndorfs flagskib, som alle dage har været leveringsdygtig i testostorondrevet tegneserierock, om det har været skåret efter et mere stringent rockformat eller strukket helt ud i langformatssyre.

Efter en overdosis og et rehabiliteringsforløb var der usikkerhed om bandets fremtid i midtnullerne, men Wyndorf rettede kursen op, særligt med det forrige reelle studiealbum ’Last Patrol’ fra 2013, der var et formidabelt comeback og en tilbagevenden til den udsyrede og riffdrevne stoner, Monster Magnet excellerede i i midthalvfemserne. Wyndorf lod efterfølgende til at have fundet en vis tryghed i det helt tresserindsmurte, da han herefter lavede genindspilningsalbummene ’Milking the Stars: A Re-Imagining of Last Patrol’ og ’Cobras of Fire’, et psychet remake af ’Mastermind’-albummet fra 2010, hvor der var omarrangeret og skruet væsentligt mere op for ekko, orgel og sitar.

Mindre syre, mere Stooges
Hertil lander vi med ’Mindfucker’, gruppens tiende album, der på sin vis føles både som et fremskridt og et tilbageskridt. Der er skruet ned for syren og de lange numre, og i stedet er der sprøjtet en god dosis garagerock og protopunk ind, særligt med inspiration fra Detroit-scenens guldæra i sluttresserne og starthalvfjerdserne.

Det er i højere grad The Stooges og MC5, som Wyndorf kanaliserer i sin koncise sangskrivning, end det er Black Sabbath og Hawkwind, og i den forstand er vi tættere på nullernes mere skarptskårede ’Monolithic, Baby!’ og ’4-Way Diablo’ end på halvfemsernes hjernesmeltninger som førnævnte ’Spine of God’ og den lige så klassiske ’Dopes to Infinity’.

Det er stadig retrospektivt, og det er stadig umiskendeligt Dave Wyndorf, der fører sig frem på pikrocket machomanér og brøler løs om sex og messiaskomplekser over dundrende, insisterende powerakkorder. Men på albumåbningens treenighed af ’Rocket Freak’, ’Soul’ og titelnummeret ’Mindfucker’ føles det også mere klichépræget, mere tyndslidt og forceret, end det har gjort længe. Detroit-scenens højoktanrock har altid været en del af Monster Magnets grundmateriale, men ser man bort fra det kommercielle gennembrud ’Powertrip’ fra 1998 (hvor man fx også kan høre, hvordan Wyndorf genbrugte MC5s riff fra ’I Want You Right Now’ i ’Atomic Clock’), har det sjældent været dér, at bandet har skilt sig særligt meget ud.

Monster Magnet har som hovedregel været bedre, når de har kogt ud på Satan, syre og Sabbath, end når de har lavet korte, omkvædsorienterede sange til radioformatet.

Lejlighedsvist format
’Mindfucker’ rammer hurtigt et vist mætningspunkt, når Wyndorf allerede inden for de første numre har opbrugt sin kvote af rockklichéer med linjer som ”she’s a rocket freak” og ”you’re a mindfucker, baby”. Helt kitsch bliver det på ’Ejection’, som egentlig er et covernummer skrevet af den tidligere Hawkwind-frontmand Robert Calvert og oprindeligt udgivet på en soloplade fra 1974. Versionen (og videoen) er i den forstand en hyldest til et af Wyndorfs space rock-forbilleder, men hvor Wyndorf tidligere har gjort en dyd ud af at omarrangere sine covernumre (tjek fx Donovan-coveret 'Three Kingfishers' på 'Last Patrol'), så bliver 'Ejection' kedelig reproduktion. Det repeterende, motoriserede groove skulle gerne swinge og give fremdrift, alt imens Wyndorf proklamerer, at han er ”too fast to die”, men det er en stramt kontrolleret, stærkt tilbageholdende energiudladning og tilmed albummets svageste punkt.

Det, der skulle have været en blæret og toptunet Chrysler med store og larmende udstødningsrør, ender her som en gammel, pruttende Skoda.



Det betyder dog ikke, at ’Mindfucker’ er uden momenter. Wyndorf og Monster Magnet finder formatet, når de tager det langsomme tempo og den gradvise opbygning til sig i den syv minutter lange ’Drowning’, der blandt den ubemærkelsesværdige garagerock ender som en monumental stonerhymne, når Wyndorf over en eksplosion af guitarer og tordnende tung bund storbrølende proklamerer, at ”Jesus, you let me down again”.

Også på afslutningsnummeret ’When the Hammer Comes Down’ får Wyndorf præsenteret sig som karismatisk og cool rockgud med en almægtig vokal, særligt mod slutningen, og det er i øjeblikke som disse, at Monster Magnet forvandler sig til et frådende rockbæst, hvor Wyndorf kanaliserer kosmos og lommefilosofiske hverdagsskildringer ud i en berusende mytologisk mikstur.

”Well, if you want some/ Nobody does it like me” lyder det på den klassisk rockede og helt udmærkede ’Want Some’, og det passer til dels stadig på Wyndorf og Monster Magnet, men det er en skam, at det ikke passer på hele ’Mindfucker’, der er et svagt punkt i diskografien for et af de ellers mest stabile og troværdige rockorkestre inden for de seneste 30 år.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her