Englene svigter eget kongerige

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/62/b6/9a/1000x1000-36-1512329978.jpg
03. December 2017    

Morbid Angels niende plade er helt fri for elektroniske sange, men den er desværre også fuldstændig berøvet mindeværdige sange og dermed en svær skuffelse.

Kunstner
Titel
Kingdoms Disdained
Dato
01-12-2017
Trackliste
1. Piles of Little Arms
2. D.E.A.D.
3. Garden of Disdain
4. The Righteous Voice
5. Architect and Iconoclast
6. Paradigms Warped
7. The Pillars Crumbling
8. For No Master
9. Declaring New Law (Secret Hell)
10. From the Hand of Kings
11. The Fall of Idols
Karakter
2

 

Morbid Angel er ikke hvem som helst. Det er bandet, der har udsendt pladen 'Altars of Madness', der helt berettiget af mange hyldes som den bedste dødsmetaludgivelse nogensinde. De har også udgivet 'Blessed are the Sick', 'Covenant' og 'Domination' og er derfor at regne blandt den ypperste elite inden for genren. Efter den fjerde plade ragede bandets kunstneriske omdrejningspunkt, guitarist Trey Azagthoth, uklar med bassist og forsanger David Vincent, hvorfor sidstnævnte forlod bandet. Ind kom i stedet Steve Tucker, der var med på tre studieplader, hvor både 'Formulas Fatal to the Flesh' og 'Heretic' blev vel modtaget af såvel fans og anmeldere.

Da David Vincent så kom tilbage i Morbid Angel i 2005, var den klassiske besætning næsten til stede igen, og fans jublede. Den sky af nostalgi fik bandet lov til at flyve på helt frem til 2011, også efter tabet af Pete Sandoval bag trommesættet. I 2011 udsendte de 'Illud Divinum Insanus', hvorefter de røg ind i en byge af kritik. For den var lige vel eksperimenterende, i forhold til hvad størstedelen af anmeldere og fans kunne holde til. Morbid Angel tog det dog i stiv arm og fortsatte med at turnere, hvilket blandt andet bragte dem forbi Copenhell samme år. Men så holdt det andet ægteskab mellem Trey Azagthoth og David Vincent heller ikke længere. I sommeren 2015 blev det annonceret, at forsangeren igen forlod bandet.

To år efter bruddet er Morbid Angel så tilbage med deres niende studieplade. Igen er Steve Tucker hevet ind som forsanger og bassist, og han har således afløst David Vincent på pladsen i bandet hele to gange. Første gang klarede han det uden at falde igennem, og det gør han heller ikke på 'Kingdoms Disdained', hvor hans vokal er noget af det bedste på pladen.

'Kingdoms Disdained' starter stille og roligt op med 'Piles of Little Arms' og 'D.E.A.D.', hvor det er tydeligt, at Morbid Angel gerne vil signalere til deres lyttere, at der er tale om vaskeægte dødsmetal. Det bliver der i den grad sat en tyk streg under på 'Garden of Disdain', hvor de stilmæssigt går tilbage til 'Domination', for sangen og vokalen minder så meget om sangen 'Where the Slime Live', at det er lige før, de skal betale royalties til sig selv for det. 

'The Righteous Voice' buldrer i starten ganske udmærket derudad, og melodien minder lidt om Deicides 'Behind the Light Thou Shall Rise' fra 'Once Upon the Cross'. Og netop Deicide fik efter nogle magre udgivelser et decideret comeback med 'The Stench of Redemption'. Det har andre store bands også oplevet gennem tiderne. Iron Maiden med 'Brave New World'. Machine Head med 'Through the Ashes of Empires' og 'The Blackening'. Historien er fyldt med bands, der har rejst sig efter en kunstnerisk bølgedal.

Noget comeback bliver pladen bare aldrig for Azagthoths nye tropper. Den udskældte 'Illud Divinum Insanus' har med rette gjort, at de fleste holder vejret, når Morbid Angel for fremtiden udsender ny musik. Med 'Kingdoms Disdained' kan man såmænd roligt trække vejret igen, for der ryger ikke noget galt i halsen her. Pladen er en jævn omgang dødsmetal, der er lige så jævnt og uinspireret produceret, at det næppe får ret mange til at rejse så meget som et enkelt øjenbryn. Det skulle da lige være over den nye trommeslager Scott Fuller, der i den grad kan fylde Pete Sandovals sko ud bag gryderne. 

Lyt til 'For No Master' her:



Et band af Morbid Angels kaliber forventer man mere og andet af end det materiale, der udgør de 47 minutter, som 'Kingdoms Disdained' består af. Lyden er klassisk Morbid Angel, hvorfor den i første ombæring ikke skræmmer lytteren væk, men efter en håndfuld gennemlytninger er der heller ikke noget, der trækker selvsamme lytter tilbage for at få mere. Den er flad og uden højdepunkter. Hvis det havde været alle andre end Morbid Angel, så kunne de måske slippe af sted med en jævn udgivelse, men her taler vi om genrens gudfædre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her