Mørkets grå katte
Populær
Redwood Hill har udgivet deres andet album, der er er en mesterlig, dunkel, stemningsfuld og på godt og ondt enkel omgang.
I mørket er alle katte grå, siger et gammelt mundheld. Og mørk, det er Redwood Hills musik så eftertrykkeligt, men bliver sangene derved, om man så må sige, grå?
Skal man ridse historien op, så har københavnerbandet Redwood Hill bestemt ikke ligget på den lade side. Orkestret har fire år på bagen og alligevel spillet på Copenhell to gange, Roskilde Festival én og udgivet to album – med dette nærværende medregnet – samt en hæderspris fra Politiken i øvrigt. Stilen er post-black-post-sludge-something-something-dark-side, hvilket på alle måder er oppe i tiden, men i Redwood Hills version er tilgangen ganske enkel. Stemningsfuld, ja, men ikke desto mindre enkel.
Det er stemningerne, som bærer pladen oppe. Fra første guitaranslag i nummeret 'Microgravity' bliver man draget ind i et mørkt og hjerteskærende musikalsk univers af trøstesløse skygger, og det er svært at forblive fuldstændigt upåvirket af det. Især når musikken er allermest støjende og intens, lykkes det for Redwood Hill at formidle smerte troværdigt, hvilket er en kunst, da den slags ellers hurtigt kan kamme over og blive det rene flæberi.
Men ser man bort fra det dybtfølte og sværtede stemninger, så er numrenes virkemidler rent musikalsk set ganske enkle – vel enkle endda. Og på den ene side bidrager det til følelsen af tomhed og de store følelser, men monotonien i alle repetitionerne af de forskellige figurer går også hen og bliver pladens svaghed, for sine steder bliver det lidt for kedeligt. 'Solace' er et godt eksempel på dette. De evindelige sekstendedelsfigurer på guitaren bliver simpelthen for meget, og så kommer der alligevel nogle små ideer i kanterne, som redder det, men som man godt kunne drømme om mere af, uden at stemningen ville gå tabt.
Bandet har forsøgt sig med at invitere en stryger med på 'Microgravity' og 'Cytherean' samt en ren vokal med på sidstnævnte og 'Albedo' (Musikerne til formålet er lånt fra bandet Cody). Et forfriskende forsøg på at bringe variation ind i denne tågevåde verden er det, men også disse elementer kunne godt have tålt at blive udforsket lidt mere dybgående og inderligt.
Så i den forstand er alle ”katte” grå i mørket. Der mangler lige den sidste detaljeringsdimension tilsat og lidt mere visen-kløer, før sangene har tilstrækkeligt med selvstændighed, og pladen kunne være kommet helt op at ringe. Men når det er sagt, så er det som sagt svært ikke at lade sig opsluge af dunkelheden, og derfor er der alt i alt mere godt end skidt at sige om 'Collider'.