Når smerten bliver ubærlig Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f3/58/e8/Six-Feet-Under-Torment-10-1491653113.jpg
08. April 2017    

Six Feet Under lever til dels op til titlen på deres nye plade.

Titel
Torment
Dato
24-02-2017
Trackliste
1. Sacrificial Kill
2. Exploratory Homicide
3. The Separation of Flesh from Bone
4. Schizomaniac
5. Skeleton
6. Knife Through the Skull
7. Slaughtered as They Slept
8. In the Process of Decomposing
9. Funeral Mask
10. Obsidian
11. Bloody Underwear
12. Roots of Evil
Karakter
2

Når det kommer til Six Feet Unders nyeste udgivelse, vil man hurtigt opdage, at man endnu engang skal kaste alle sine forudindtagede forestillinger om musikken over den ene skulder.

Chris Barnes' fortid i Cannibal Corpse er nemlig ikke noget, der skinner igennem på 'Torment', og af og til kan man blive decideret i tvivl om, hvor vidt det er den samme Chris Barnes, der er tale om.

Hvad kendetegner tortur?
Man fornemmer allerede noget disharmonisk på pladens første nummer, 'Sacrificial Kill'. Ikke på den brutale, kaotiske måde, men på en måde, der skriger, at store dele af vokalen er faldet temmelig tilfældigt ud på nummeret, der måske også kan betragtes som symptomatisk for hele udgivelsen.

Nummeret er nemlig ikke et enkelttilfælde, desværre. Også 'Knife Through the Skull' er en næsten krampagtig oplevelse, både for lytteren og Barnes, hvis vokal runger underligt hult og stakåndet. Nuvel, herren runder også snart de 50 og har tilbragt mange år i branchen, hvilket måske netop nu er ved at blive hørbart i hans vokal. Den virker træt. En tanke, der forbliver nærværende hos lytteren helt indtil sidste nummer på skiven. Det er smerteligt, men ikke desto mindre en erkendelse, man efterhånden når frem til.

Således går det på et tidspunkt op for én, at der ikke er mere. Der er absolut ingen nuancer at hente i selve vokalen, og hvis man så bare kunne skrive hjem om pladens fantastiske tekster, var det måske noget, man ville kunne se bort fra. Dette er dog heller ikke tilfældet.

På plussiden er det instrumentalle lineup slet ikke dårligt, og især guitar- og bassiden imponerer til tider. Men kompositionerne spænder over akkorder, der umiddelbart ligger for lyst til Barnes' stemme, og den formår ikke helt at trække sig selv ud af det dybe, monotone kviksand, som den samtidig insisterer på at drukne sig selv i. Dermed klæder lydbilledet ikke Barnes' vokal, eller også er det omvendt. Nej, Barnes' vokal klæder nok ikke rigtig musikken. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvad hans vokalpræstation på pladen egentlig klæder.

Hvor skal vi hen nu?
Six Feet Under befinder sig med 'Torment' i et vakuum. Mens bandet på den forrige plade 'Graveyard Classics IV' prøvede kræfter med covernumre af Judas Priest og Iron Maiden, hvilket mildest talt ikke gjorde noget godt for hverken numrene eller Six Feet Unders musikalske udtryk, er de med 'Torment' tilbage ved status quo. Sådan da. For i øjeblikket er man lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om en joke eller ej.

Mens Cannibal Corpse formåede at skrive skønne, virkeligt frastødende og sindssyge tekster akkompagneret af ond, dyb vokal med variation og åndssvagt tunge riffs, så runger Six Feet Under underligt hult som koncept. Projektet stikker ud i for mange retninger, og mens vokalen halter, stjæler strenginstrumenterne showet. Man kan næsten mærke bandmedlemmernes flugtforsøg og iver efter at vise, at de kan meget mere. Er det virkelig den type metalband Six Feet Under er blevet? Det kunne godt se sådan ud. Tilbage er der kun at håbe på, at de en dag igen får noget oprigtigt og helstøbt ud af al torturen. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her