Nicheudgravning

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d9/8a/1f/HvadRejserBringerCover-32-1510910649.jpg
17. November 2017    

Autotune-alt-metallerne Natjager fortsætter selvsikkert deres polariserende stil på ep nummer to, hvor de er i færd med at grave sig deres helt egen niche i dansk musik.

Kunstner
Titel
Hvad Rejser Bringer
Dato
17-11-2017
Trackliste
1. Historier
2. Blå
3. Rejser
4. Feberdrøm
Forfatter
Karakter
4

Da den danske rockgruppe Natjager debuterede i februar i år, skete der et lille sammenbrud et sted i denne skribents musikforståelse. Kunne det virkelig passe, at det her var en gruppe, der med succes kombinerede post-hardcore med hiphop, autotunevokal og dansksprogede tekster?
 
Det skulle tage nogle lyt, men da det først gav mening, var det svært at få armene ned. Natjager blev tildelt en topkarakter for en blot tre numre lang debut-ep, der trods den korte spilletid må siges at være en af de mest opsigtsvækkende og modige udgivelser, dansk rockmusik længe har set.

Reaktionerne i den sociale medieverden sagde dog noget andet.

”Er I blevet fuldstændig sindssyge?”, lød det fra en bruger på Facebook.

”Og jeg som lykkeligt troede, at Tokio Hotel var et overstået kapitel”, lød det fra en anden.

”Stop jer selv! Natjager er direkte pinligt!” lød det aggressivt fra en tredje.

Natjager skilte så sandelig vandene, og lige så vel som de hurtigt skaffede sig et publikum, skaffede de sig tydeligvis også et stort ikke-publikum. Det kunne man have forventet, for kombinationen af tunge guitarer og rap gav stærke associationer til den udskældte nu-metal, som bandet i momenter genkaldte på debuten.

Men den heftige modreaktion skal nok især tilskrives den voldsomme brug af autotune. Det var en del af pointen, for som bandet selv udtalte i et senere interview, hvor de drog paralleller til både vokalakrobaten Mike Patton og den megalomane rapstjerne Kanye West, så er det bare sjovere at rykke grænserne.

Kort, men længere spilletid
Det gjorde Natjager så sandelig, og det på en så opsigtsvækkende måde, at deres blot anden koncert var på Roskilde Festival i år. Nu, ni måneder efter debuten, har vi så fået en opfølger med ’Hvad rejser bringer’, endnu en ep. Hvor den første bestod af blot tre numre på 11-12 minutters længde, er toeren med sine fire numre på sammenlagt 16 minutter en smule længere.

Om den korte spilletid skyldes, at det var mere bekvemt og passende for bandet ikke at skulle kaste sig ud i det projekt, det er at lave en fuldlængde, eller om det er, fordi Natjager mener, at deres musik passer bedre til ep-spilletid, skal ikke kunne siges.

Men at bandet holder sig til så stramt et format, taler indtil videre kun til deres fordel. For ligesom ’Natjager’ var et kort, berusende lyt, så efterlader ’Hvad rejser bringer’ én præcis så sulten, at man gerne hører den igennem en gang til, lige så snart den er slut.

Det er stadig Jon Kirkhoff Hansens karakteristiske autotunevokal og de dansksprogede tekster, der er helt i front, men denne gang er det mindre overrumplende og mere en imødekommende genkendelighed, der rammer lytteren. Har man først vænnet sig til Natjagers udtryk fra debut-ep’en, er overraskelsesmomentet væk.

Til gengæld giver det gruppen mulighed for at grave deres helt egen niche i det danske rocklandskab.

Og det gør de så.

Frustrationer og eftertænksomhed
Selvom Natjagers udtryk er så specifikt, at det med tiden kan blive en hæmsko, så viser de nye sange en lille udvikling. De fire numre spænder i hvert fald bredere i stemninger og udtryk end de tre på debuten, og det sker endda med et flair for sekvensering og en gradvis opbygning.

Åbningsnummeret ’Historier’ er et bud på en ballade, der bryder ud i et længselsfuldt og alt-metallisk omkvæd, hvor Kirkhoff Hansen trækker tonerne ud i lange, mekaniske strøg. Der er en overhængende melankoli, et budskab om at overkomme prøvelserne (”knægt / du skal bære din vægt / for altid”), men også en romantisk understrøm af håb, der minder om den dobbelthed, en gruppe som Deftones succesfuldt har brugt til at nuancere deres udtryk med.

Melankolien hænger ved på ’Blå’, der udfolder sig som udspillets ’Tyler Durden’, en single med tilhørende video (som kan ses på Facebook), der groover og bølger og både favner det tunge og melodiske. Som omkvædets tekst beskriver, rækker Natjager ud efter stjernerne og når på vejen at appellere til både de introverte ungdomsfrustrationer og den eftertænksomhed, der følger med voksenlivet.

 

Rockdrøn
Det er dog på ’Rejser’ og særligt ’Feberdrøm’, at bandet for alvor tager fat med den energi, der var så fængslende på debuten. Her kommer bandets fødder i hardcoren til sin ret, mens Kirkhoff Hansen glider over i en væsentligt mere rappet vokalføring. Med sin dunkende stortromme på alle taktslag i første halvdel af versene leder ’Rejser’ tankerne hen mod System of a Down, og lidt over to minutter inde kaster bandet sig over noget, der lyder som et regulært metalriff.

’Feberdrøm’ er det drøn, som ’Ingenting’ var på debuten, og som med en melodisk træfsikkerhed, sikkert rapflow og en dynamisk vekslen mellem vers og omkvæd er lige netop den triumf, som en udgivelse med en kort spilletid gerne må ende med. Med et gyngende groove spiller ’Feberdrøm’ som et slaskfedt rocknummer, sådan et, der må være godt at køre i bil til, men føres i virkeligheden helt i land grundet den melodiske finesse. Særligt nummerets kulmination i det sidste minuts melodiske guitar- og basriff, der i kombination med Kirkhoff Hansens ”så vi ses vel derude” og melodiske ”na na na na”-linjer køres ud som et forlænget coda, føjer bare yderligere til glæden ved nummeret.

Det er her, Natjager for alvor excellerer i det, de er allerbedst til: at lade pop-, hiphop-, hardcore- og numetal-elementerne smelte helt sammen i en konsistent enhed. Det er også her, man som lytter bliver belønnet og føler trang til at mærke kicket igen ved at starte ep’en forfra.

Selvom ’Hvad rejser bringer’ er mindre overrumplende end debuten, så fører Natjager sig stadig frem med en selvsikkerhed, der er få bands forundt. Med ep nummer to har de taget et stort hug ind i den granitvæg, hvor de uden for gængse genreopdelingr og tilsyneladende uden kreative begrænsninger er i fuld gang med at skabe deres helt egen unikke niche.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her