Navlepillende herligheder

Det er efterhånden nogle år siden, denne skribent sidst hørte fra John Garcia. Den forhenværende forsanger i det skelsættende og uopslidelige stoner rock-band Kyuss har ellers været en temmelig aktiv ørkenrotte, også efter Kyuss' opløsning tilbage i midt-90'erne. Først var der Slo Burn, Unida og Hermano: tre bands med Garcia ved roret, som i deres egen ret har legendestatus, og som han udgav flere plader med i sidste halvdel af 90'erne samt op gennem 00'erne. Sidenhen var der Vista Chino: Kyuss-aflæggeren med Kyuss-originalerne Brant Bjork og Nick Oliveri i line-upet, som i forbindelse med deres hidtil eneste plade i 2013 i øvrigt lagde vejen forbi spillestedet Loppen i København. Derudover var han i 2010 på turné under navnet Garcia Plays Kyuss, og også da var han med til at holde inkarnationen af stoner rocken rullende under et besøg netop på Loppen. Samtidig dukkede han så sent som sidste år op som sanger og sangskriver i et nyt band, Zun, hvis debutplade dog gik Devilutions næse forbi.

Nu støder vi imidlertid ind i den støvede crooner igen. Efter den selvbetitlede debutplade fra 2014, er Garcia på gaden med karrierens kun andet studiealbum under sit eget navn, 'The Coyote Who Spoke in Tongues', som på én gang byder på masser af det, vi storelsker Garcia for, samtidig med at albummet ender med i højere grad at virke som en letkøbt idé, mere end det egentlig fremstår som et sammentømret studiealbum. På 'The Coyote Who Spoke in Tongues' har den 46-årige syngende hyæne fra Arizona taget en række populære Kyuss-sange under akustisk behandling og krydret udgivelsen med en stribe nye skæringer, der også er akustiske. John Garcia har kort sagt "lavet en Chris Cornell" (med henvisning til blandt andet Cornells akustiske turné i 2012). Eller "lavet en Keith Caputo" (med henvisning til Caputos soloplade 'Died Laughing Pure' fra 2000), om man vil, eller "lavet en MTV in the 90s" (med henvisning til tv-kanalens Unplugged-serie, der havde sin storhedstid i 90'erne). På sin seneste udgivelse spadserer Garcia i fodsporene ikke bare på andre store stemmer fra 90'erne, men også i fodsporene på en rocksensibilitet, som i hvert fald denne skribent kun sjældent støder ind i længere. Og hvorfor skulle han ikke det? Garcia ønsker at give sin stoner rock et anderledes skær og har altså valgt den akustiske retning denne gang.   

Det, der på papiret muligvis synes en smule fanboy-navlepillende, er det i sidste ende desværre også. Stålfastheden kan man vel egentlig kun respektere. Ikke blot kræver det nosser af nærmest storhedsvanvittige proportioner at skære Brant Bjorks trommespil og Josh Hommes guitarspil ud af ligningen, for i stedet at lade Kyuss-klassikere som 'Green Machine', 'Space Cadet' og 'Gardenia' blive indspillet på ny med kun Garcias vokal og en akustisk guitar til at give sangene en krop. Tager man i betragtning, at Homme i 2012 sagsøgte blandt andet Garcia for at tage på tour under navnet Kyuss Lives!, er der tilmed en ærefrygtindgydende selvsikkerhed over udgivelsen. Garcia er en underdog, der på én gang trækker let på skuldrene og trodsigt sparker fra sig – respekt for det. Men for at man også ligefrem tager hatten af og synger med på de nye versioneringer af sangene, skal der mere til end en pragtfuld stemme og tekster, man genkender. Men igen: sikke dog en vokal!