Nedtursfest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5b/fa/7d/drug-church-hit-your-head-72-1450023948.jpg
13. December 2015    

Udsynet er modfaldent, troen på menneskeheden udslukt, og festen havnet i en massiv nedtur. Hvis det er Drug Churchs vision at fejle eklatant, så lykkes det.

Kunstner
Titel
Hit Your Head
Trackliste
Banco Popular
Aleister
Aging Jerk
Bagged
Drunk Tank
Green Like Me
Park and Ride and Park and Ride
Hit Your Head, Greedy
Then Try
Big and Shitty
What
Karakter
3

Patrick Kindlons musikhistoriske togt op igennem post-hardcoren skrider frem i et tempo, der er omvendt proportionelt med hans produktionsrate. På den ene side er ‘Hit Your Head’ hans tredje plade bare i år: Først kom Drug Church-ep’en ‘Swell’ i vinters, så Self Defense Family-albummet ‘Heaven Is Earth’ i sommers, begge omtalt i Briller Af Ståls post-hardcore-special, og nu på falderebet denne plade. På den anden side startede hans tur med End of a Years reenactment af Washington D.C.-scenens Revolution Summer i 1986 og bands som Rites of Spring og Embrace, fortsatte i Self Defense Family med start-90’ernes genreafsøgende Dischord-scene og i sideprojektet Drug Church med en semi-ironisk hyldest til Revelation- og Victory-bands som Quicksand og Snapcase fra midten af 90’erne, og nu er han med ‘Hit Your Head’ nået så langt som til Helmets første opløsning i slut-90’erne og post-Quicksand-bandet Rival Schools et par år senere.

Og hvis det lyder som voldsomt meget namedropping for de uindviede, så er det egentlig en meget god indikation af, hvordan det er at høre Kindlons forskellige bands. Han bærer sine musikalske referencer stolt, End of a Year var opkaldt efter et Embrace-nummer, Drug Church har skrevet en sang, der hedder ‘Deconstructing Snapcase’, og selvom Self Defense Family er et stadigt mere arty projekt, hvor pladerne indspilles på forskellige øer eller med forskellige altrock-stjerneproducere og har langstrakte spoken word-dele om en pornostjernes liv, så er det det stadig inden for nogle rammer, der blev sat for et par årtier siden. Det er ikke her, der vindes nyt land for post-hardcore, men det betyder ikke, at det ikke er godt: Kindlon og hans samarbejdspartnere er eminente til at bygge videre på det, der er blevet skabt af andre, og hvis man ellers kan forlige sig med hans noget begrænsede vokale register, så er det virkelig, virkelig gode plader han får lavet.

Som regel.

Der har været svipsere, musikalske eksperimenter, der ikke gav det udbytte, man kunne ønske sig, såsom End of a Years ellers eminent betitlede ‘More Songs about Transportation and Intercourse’, og på ‘Hit Your Head’ lyder det for første gang, som om Kindlon har haft lige lidt for travlt med at få endnu en plade ud af systemet. Store dele af den ellers kun 26 minutter lange plade går simpelthen i tomgang med numre som ‘Green Like Me’ og ‘Park and Ride and Park and Ride’ som decideret fyld, og man savner den overlegenhed, der prægede såvel debuten ‘Paul Walker’ som ‘Swell’. Og det er ellers den, der har været Drug Churchs eksistensberettigelse: Et frikvarter fra det mere kunstnerisk ambitiøse Self Defense Family, hvor Kindlon kunne trykke den af i en 90’er-post-hardcore-fest uden at bekymre sig om god smag eller dybde.

‘Hit Your Head’ er ikke en fest. “Things are... really bleak,” konstaterer Kindlon i det afsluttende spoken word-stykke ‘What’, og den grundstemning gennemsyrer hele pladen. Ikke at Kindlon nogensinde har været sådan rigtig begejstret for sine medmennesker og deres evindelige dårskab, men det virker, som om misantropien bliver internaliseret på ‘Hit Your Head’. Det er en nedtursfest, simpelthen. ‘Hit Your Head’ beskriver et samfund befolket af mennesker, der hverken gider hinanden eller sig selv, tabere, der ikke magter deres børn eller deres arbejde, som kører spritkørsel og begår det, som pressemeddelelsen betegner som “crimes that aren’t even cool.” Den er bitter, og det er Kindlon gerne, han er et naturtalent til at være bitter og selvhadsk, men spørgsmålet er, om Drug Church er det rigtige sted at være det.

Endnu mere bittert er det næsten, at Jay Maas’ produktion svigter musikken totalt ved at højglanspolere det hele til en stor, kommerciel og komprimeret alt-rock-lyd fra starten af 00’erne. Her ville Drug Church have været bedre tjent med at holde sig til J. Robbins, der kan det samme, men som fik mere rum med på ‘Swell’ ved at tillade mislyde og småfejl. ‘Hit Your Head’ lyder simpelthen for perfekt, og det står i voldsom kontrast til det univers, den bygger op.

Men måske er det ligefrem meningen. Måske skal ‘Hit Your Head’ faktisk lyde som en fyr i trediverne, der desperat forsøger at genleve sin svundne ungdom, men hvor pyntelig weltschmertz er degenereret til uudholdelig afsky. På de, ikke utænkelige, præmisser er ‘Hit Your Head’ i så fald en succes. Så giver et af pladens bedste numre, ‘Aging Jerk’, endnu bedre mening. For de er der, de gode numre: ‘Aging Jerk’, ‘Bagged’, ‘Then Try’, ‘Aleister’ og ‘Big and Shitty’ er virkelig stærke sange af den slags, der giver en lyst til at omgås sine møbler med en skødesløs voldelighed. Og med den afsluttende episke ‘What’ peges der fremad, omend det er lige lukt ned i et brunt hul af beskidt sne og depression.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her