Alternativ afslutning
Populær
Nine Inch Nails afslutter ep-trilogien, med en ep (eller et album?), der mest af alt minder om en individuel ide, der er kørt af sporet.
Ahead of Ourselves
Play the Goddamned Part
God Break Down the Door
I'm Not from This World
Over and Out
’Bad Witch’ er det officielt tredje led i Nine Inch Nails’ ep-trilogi. Uofficielt virker det dog mere som en selvstændig albumudgivelse. Med 30 minutters spilletid har der været debat om, om den kunne kvalificeres som et album. Og selvstændig udgivelse eller ej, har det været særdeles interessant at følge Trent Reznor gennem de tre udgivelser. Ikke mindst fordi der er forskel på de tre udgivelser, om end de alle er gennemsyrede af en typisk, moderne Nine Inch Nails-lyd.
’Not the Actual Events’ er uden tvivl den svageste af de tre udgivelser. Enkelte numre fænger mere end ud over det normale, og det mest interessante ved udgivelsen var sandsynligvis, at det var første officielle udgivelse siden ’Hesitation Mark’. Et halvt års tid efter så ’Add Violence’ dagens lys. Anden ep i serien har langt mere kant og flere interessante numre, hvor fællesnævneren i høj grad var, at det fungerede bedst for Trent Reznor og Atticus Ross, når guitaren var undladt. Til trods for diversitet tager ’Bad Witch’ teten op, og bygger bro mellem de to ep’er, såvel som tidligere udgivelser, og tilføje elementer til det allerede diverse musikalske univers.
På åbningsnummeret ’Shit Mirror’ bliver man mindet om, hvorfor Nine Inch Nails tidligere var synonymt med fræsende guitar. Lidt over 3 minutters effektivitet og ørehængende melodi. Ikke lige så bastant, som dengang Reznor var ung og hidsig, men med snart 53 års erfaring, er der stadig en god portion vrede at spore. Især de afsluttende riffs giver en solid kant. Samtidigt er det en perfekt overgang til den drum & bass inspirerede ’Ahead of Ourselves’. Et nummer der indledningsvist lyder som en småkedelig sag, men udvikler sig i takt med at Reznor spydigt lufter de indre frustrationer: Obsolete, insignificant /Antiquated, irrelevant / Celebration of ignorance / Why try change when you know you can’t?.
Generelt er der masser af solid lyrik på ‘Bad Witch’. Hertil er der i høj grad leget med lyden – som man næsten kun kan forvente. Reznors vokal står flere gange for spil. Pakket ind i distorted lyd eller som på pladens bedste nummer, ’God Break Down the Door’, hvor der nærmest croones på Bowie'sk maner. Det er tilbagelænet, afslappet, smukt og sært iagttagende. Kunsten gentages på den afsluttende ’Over and Out’, der dog ikke når samme niveau.
Reznor har tidligere flirtet med saxofonen, primært i arbejdet med lydflader. ’Bad Witch’ er pladen, hvor den flirten udvikler sig til et helhjertet kærlighedsforhold. På ’God Break Down the Door’ er saxofonen et bærende instrument, mens der tilføjes film noir-vibe til det kaotiske og stemningsfyldte instrumentalnummer ’Play the Goddamned Part’. Et interessant tiltag, der skaber et en helt anden stemning og kant til Nine Inch Nails end tidligere. Nuvel, så revolutionerende er det heller ikke, men det klæder duoen er indarbejde nye ideer og skabe udvikling. Det er trods alt noget, der har defineret Nine Inch Nails de senere år.
Sammenholdes de tre udgivelser, virker det store hele dog en smule fragmenteret. Første og anden ep går fint i spænd og det fungerer som en samlet enhed. ’Bad Witch’ passer ikke helt ind i den enhed. Pladens kompositioner peger mod, at ’Bad Witch’ sandsynligvis slet ikke er den kulmination, som var tiltænkt den tredje ep i rækken. Den virker i højere grad som et projekt, der har udviklet sig på egen hånd og sprængt de grundlæggende rammer. En udgivelse, der er for individuel til virkelig at fungere vellykket sammen med ’Not the Actual Events’ og ’Add Violence’.
Som del af en større enhed fejler ’Bad Witch’ og derved projektet. Den røde tråd mellem de tre udgivelser er ikke tydelig nok. Ud over at Reznor stadig er sur, at USA er fyldt med elendighed og det dystopiske, dystre musikalske univers, er der ikke meget der binder pladerne sammen. Som et selvstændigt projekt er udgivelsen til gengæld langt bedre end første ep og på højde med ’Add Violence’.
Reznor og Ross er stadig begge sublime sammen. At planerne krakelerer lidt nu understreger kun, at Nine Inch Nails er utæmmelige, måske endda til den grad, at de to bagmænd heller ikke er tro mod egne ideer.