Nydeligt, men kedeligt
Populær
Der er gået 20 år siden seneste Pink Floyd-studiealbum. Det har ikke rigtig været ventetiden værd.
2. "It's What We Do" Gilmour, Wright 6:18
3. "Ebb and Flow" Gilmour, Wright 1:56
4. "Sum" Gilmour, Nick Mason, Wright 4:49
5. "Skins" Gilmour, Mason, Wright 2:38
6. "Unsung" Wright 1:08
7. "Anisina" Gilmour 3:17
8. "The Lost Art of Conversation" Wright 1:43
9. "On Noodle Street" Gilmour, Wright 1:43
10. "Night Light" Gilmour, Wright 1:43
11. "Allons-y (1)" Gilmour 1:58
12. "Autumn '68" Wright 1:36
13. "Allons-y (2)" Gilmour 1:33
14. "Talkin' Hawkin'" Gilmour, Wright 3:30
15. "Calling" Gilmour, Anthony Moore 3:38
16. "Eyes to Pearls" Gilmour 1:52
17. "Surfacing" Gilmour 2:47
18. "Louder than Words" Gilmour, Polly Samson 6:37
'The Endless River' skulle efter sigende være det absolut sidste studiemateriale, der kommer fra den David Gilmour-ledede version af Pink Floyd. Albummet har været 20 år undervejs, og så er der endda kun i mindre grad tale om nyindspillet musik.
Albummet bygger i vid udstrækning på outtakes fra bandets seneste album, ’ The Division Bell’ fra 1994. Dette vækker ikke store forventning, da det album ikke ligefrem ragede op blandt Pink Floyds bedste. Hvis disse outtakes ikke blev fundet gode nok til at blive udgivet den gang, synes der ikke at være noget, der taler for, at 20 år har ændret på det.
Richard Wright-soloalbum?
Udover at meget af materialet er af ældre dato, så viser det sig også, at der primært er tale om materiale, som nu afdøde Richard Wright indspillede på orgel, keyboards og piano tilbage i 1994. Nogle af de andre instrumenter er givetvis også indspillet den gang, men David Gilmour, trommeslager Nick Mason og studiemusikere har inden for de seneste par år taget materialet frem og lagt flere lag af lyd og instrumenter på.
Egentlig fremstår ’ The Endless River’ i høj grad som et Rick Wright-soloalbum udgivet post mortem. Men der er naturligvis en høj grad af ræson i at udgive det som et nyt Pink Floyd-album. Det vil givetvis sælge langt bedre og derved give flere midler til Rick Wrights efterladte såvel som til de to øvrige ældre gentlemen i Pink Floyd.
Ved første gennemlytning af ’The Endless River’ falder tankerne faktisk let på den ældre engelske gentleman. Det er nydeligt og kompetent, ”beklædningen” er i top om end diskret uden det mindste spor af pangfarver eller anden pynt, og udtale samt fremførelse er aldeles dadelfri og uden slinger i valsen. Det betyder så desværre også, at helhedsindtrykket er temmelig kedeligt grænsende til det ligegyldige.
Det bliver bedre ved gentagen brug
Det skal så dog påpeges, at gentagne gennemlytninger giver et lidt mere nuanceret billede af albummet. Tempoet er for det meste særdeles langsomt, men der er flotte klangflader og musiktemaer. Det er lidt svært at tale om sange, da der kun er et enkelt nummer i form af slutnummeret ’Louder Than Words’, der rent faktisk indeholder vokal.
Men der viser sig ikke desto mindre en lille smule farve i den distingverede ældre herres slips. Musikken er til tider en sammenblanding af ambient og meditationsmusik. Derfor kan musikken anvendt rigtigt give en vis mening, selv om der er langt til den traditionelle rock eller progressive rock, som Pink Floyd var leverandør af på tidligere album ’The Wall’. Men som afslapningsmusik er albummet ikke så tosset.
Lyden af 'Wish You Were Here'
Men sjovt nok er lyden på ’The Endless River’ alligevel meget tæt på et af de – om ikke det – bedste Pink Floyd-album ’Wish You Were Here’. Desværre er der ikke numre på albummet, der kommer i nærheden af sangene på denne klassiker. Alligevel er der små hints. Eksempelvis er der steder i albummets andet nummer ’It’s What We Do’, hvor man sidder med anelser om, at bandet nu vil skifte til ’Welcome to the Machine’ fra ’Wish You Were Here’.
’The Endless River’ er bygget op på et traditionel progressivt vinyludgivelseskoncept. Der er fire lange numre svarende til en lp-side hver. De fire lange numre er så opdelt i undertemaer.
Man kan blandt progressiv rock-fans diskutere – og det vil garanteret ske – om ’The Endless River’ er en værdig svanesang for Pink Floyd. Det er en parentes i bandets lange historie, og det kommer ikke til at stå som en klassiker sammen mes ’Dark Side of The Moon’, ’Wish You Were Here’ eller ’The Wall’. På den anden side skal der nok være nogle gamle fans, der synes, at ’The Endless River’ lyder mere som ”rigtig” Pink Floyd, end det var tilfældet på de Roger Waters-dominerede ’The Wall’ og ’The Final Cut’.
Er det her så "The Final Cut"?
’The Endless River’ er efter alt at dømme sidste vers fra Pink Floyd. Men med den succes, albummet allerede har fundet på alverdens hitlister, vil det nok ikke være helt udelukket, at de herrer David Gilmour og Nick Mason dukker op med et par kæmpe stadionkoncerter inden for de første par år.
Lad det være sagt her – hvor redaktøren ikke kan se det. Jeg mangler ½ stjerne denne gang. Men vi holder den konservative bedømmelsesskala.