Death/doom, der duer Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4e/a1/6e/19815b9f-6452-4e42-a30a-542dce4c58bb-63-1462132607.jpg
01. Maj 2016    

Det er melodisk og smukt, men samtidig tungt og mørkt, og over et velkomponeret og -produceret album viser October Tide, at bandet ikke blot skal huskes for udgivelserne med Jonas Renkse ombord.

Kunstner
Titel
Winged Waltz
Dato
22-04-2016
Genre
Karakter
4

October Tide er svensk dødsdoom, som måske mest huskes for den stærke 'Rain Without End', der udkom i en periode, hvor Jonas Renkse og Fred Norrman havde sat Katatonia på standby. Det er måske heller ikke sært, at der dengang var klare referencer til Katatonia, som senere vendte stærkt tilbage, men i en form, hvor dødsbrølet var taget ud af musikken. 'Rain Without End' var således en sidste gave til Katatonia-fans, som ikke havde nok i 'Dance of December Souls' og 'Brave Murder Day'. Med Katatonias tilbagekomst fulgte dog også en pause for October Tide i 1999.

10 år og et exit fra Katatonia senere valgte Fred Norrmann igen at føre October Tide videre, selvom det så blev uden Jonas Renkse. 'Winged Waltz' er ude nu, det femte album fra svenskerne og det tredje efter gendannelsen i 2009. Albummet har melodi og storladenhed ikke ulig det finske death/doom band Swallow the Sun, men også den velkendte melankoli og det tunge mørke, som October Tide (og Katatonia) bragte for dagen i sin tid.

Growlet er glimrende, aldeles glimrende. Frontmand Alexander Högbom fortæller i pressematerialet meget dramatisk om vokalindspilningen, som åbenbart var tæt på at få ham til at besvime flere gange under anstrengelserne for at leve op til, hvad han selv mener er Fredrik Norrmans bedste musikalske udspil under banneret October Tide. Sandt eller ej passer det grumme growl godt til musikken.

Det er en flot produktion. Specielt ligger bassen godt i mixet, afsindigt dyb og med plads til de gennemtænkte basgange, der ligger på en knivsæg mellem det traditionelt tunge og det alligevel eksperimenterende. Glemt er dog ikke guitaren, som gang på gang kaster fede riffs af sig – fra tunge riffs i den klassiske October Tide til en mere disharmonisk flirten i den ultratunge 'Coffins of November', der næsten går funeral doom-genren i bedene.

Frem og tilbage i stil og tid
Starten på 'Nursed by the Cold' er et tilbageblik til tiden omkring 'Rain Without End' eller Katatonias 'Brave Murder Day', mens 'Reckless Abandon' byder på et par overraskende uptempo groovy riff blandet ind imellem flere tunge passager. Her er der guitarleads, der leder tankerne hen på nyere Saturnus. October Tide skuer her tids- og stilmæssigt både frem og tilbage. Nogle ville måske hellere have, at der blev set mere tilbage mod netop 'Rain Without End'/'Brave Murder Day', men October Tide rammer som tidligere nævnt også en nyere stil a la Swallow the Sun, og det gøres på yderst relevant vis. Forskellen mellem 'Winged Waltz' og forgængeren 'Tunnel of No Light', som blev kaldt for "middelmådig svensk depression" her på sitet, er slet og ret et meget mere fængende materiale. Et materiale, der formår at se bagud uden at plagiere tidligere formåen og fremad med den bomstærke produktion, der både kæler for mørket og livsleden og for håbet gennem de stærke melodier.

Fornyelsen til genren formår October Tide ikke for alvor at bidrage med, men de formår i særdeleshed at gøre genren lytteværdig gennem et album, der over otte sange minder lytteren om, hvorfor denne genre, når den er bedst, er så dragende.





Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her