Om udvikling, foregangsmænd og essensen af det hele

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/13/84/b5/Opeth-Pale-Communion-album-artwork-43-1408903810.jpg
24. August 2014    

Gud, som vi kendte ham, er stadig død, og kommer ikke til at genopstå foreløbigt - men selvom 11. udspil fortsætter hvor 'Heritage' slap, så slutter den ikke der.

Kunstner
Titel
Pale Communion
Distributør
Trackliste
Eternal Rains Will Come
Cusp Of Eternity
Moon Above, Sun Below
Elysian Woes
Goblin
River
Voice Of Treason
Faith In Others
Karakter
4

Det er hårdt at acceptere at ens yndlingsband har ændret sig. Der er rigtig mange stadier af sorg: fra at nægte at købe 'Heritage', til at slå ud efter en ikke-tilstedeværende Mikael Åkerfeldt. Men ligesom med nærmest alt andet i livet så er det også dumt at forvente, at alt godt ikke har en udløbsdato, da udvikling er essensen af relevans igennem 24 år.

Derfor er også ved at være sidste frist for anklage-artikler og forsvars-interviews om stilskiftet, manglen på growls, og alt fra at det nye materiale skulle være forbeholdt et Åkerfeldtsk sideprojekt, til at det ikke er metal længere.

Skal vi slå fast, at Opeth anno 2014 stadig er lige så meget Opeth, som det altid har været? Der er en forsnævret forkærlighed for brutalitet og et skyklapshæmmet blik på en 24 år lang karriere, der får folk at tro, at bandet har skrottet alt, hvad de var, og for nyligt fundet denne ‘nye’ stil. Opeth har aldrig været eksklusivt synonymt med dødsmetal, og det, at musikken bliver taget ud ad en 70'er-orgeltangent, er ikke alene grund til at blive vred/skuffet/pigesur.

Fra mellotron til hammond

Der er måske andre elementer, der mere retfærdigt irriterer, men det er nu ikke alt så galt, som man måske går og tror.

Hvor Opeth før har spændt registret fra skønsang og melodi til growl og brutalere riffs, er der andre parametre på spil på 'Pale Communion'. Den ene yderpol kan stadig sammenlignes med stilen på 'Damnation', modsat den mere groovy, varme, 70'er-agtige stemning, der begyndte at tage form for lang tid siden, og som repræsenteres godt med f.eks. ‘Atonement’ fra 'Ghost Reveries'.

Albummet starter i sidstnævnte afdeling med ‘Eternal Rains WIll Come’ der ruller alting i gang med hammondorgel, trommelir og groove, inden et kort glimt af den stille, følende melodi titter frem og giver én en klump i halsen. For så at køre videre i rytmisk repetition af den helt rigtige slags, der bare gerne må fortsætte for evigt. Når Åkerfeldts stemme og koret endelig træder ind i billedet, får man (eller i hvert fald jeg) en fortrøstningsfuld fornemmelse af, at ‘Pale Communion’ nok skal blive okay.

Andet nummer er singlen ‘Cusp Of Eternity’, som jeg i første omgang ikke havde noget til overs for. På albummet er den hellere ikke den stærkeste sang - måske fordi den bliver lidt karikeret 70’er-rocket? Den svævende vokalmelodi og Zeppelin-rytmen i verset har man måske hørt lidt ofte før. Hvad man måske ikke har hørt meget af før, er den forholdsvis blærede guitarsolo, hvor Frederik Åkesson stritter lidt ud i forhold til den gængse Opeth-solo, plus at sangen egentligt er lidt mere straightforward uden de helt store stemningsskift og udsving.

Den forholdsvis simple komposition i ‘Cusp Of Eternity’ kompenserer ‘Moon Above, Sun Below’ mere end rigeligt for. Totalt dyster og lækkert skizofren og med fantastiske vokaludfoldelser fra Åkerfeldt idet stemmen lige får lidt skærende heat - en anstrengelse af stemmen, der gør lidt ondt at høre på - på den gode måde, selvfølgelig. Der diskes også op med skøn englesang, rockvokal med kraft i, samt skæve dur/mol-harmonier, a la ‘The Lines In My Hands’ fra 'Heritage', som man enten elsker eller hader. Jeg hader det, men kan udholde det, idet forløsningen følger i den mest inderlige akustiske guitar og Åkerfeldts guddommelige solosang, og de sidste par minutters episkhed fulgt af den gentagne linje ‘only circles on the water’.

De tre efterfølgende sange er brudstykker af hver sin verden: ‘Elysian Woes’ er gåsehud i sangform og kunne snildt være en sang, der af uransagelige grunde ikke kom med på ‘Damnation’. Efterfølgeren er til alle Goblin-fans og et skægt og fint retro-intermezzo på albummet; med lidt af det hele, men påtrængende ribbet for vokal, der ellers er central på store dele af albummet. Og så ‘River’, der får mig at løfte på øjenbrynet, hver gang jeg hører den. Er det Boston? Er det Crosby, Stills, Nash & Young? Er det en Opeth-sang i dur? Et sted midtvejs ryger den over i en mere genkendelig stil og slutter stærkt, men er nok også en, der kommer til at skille vandene.

‘Voice Of Treason’ har lidt samme feel som ‘Moon Above, Sun Below’, men langt mere dramatisk og med en heftig omgang strygere. Det bliver lidt musicalagtigt i starten, men trækker heldigvis over i noget, der minder om Ghost Reveries'’ store armbevægelser og dramatik i stedet. Igen en helt fantastisk slutning, der gør klar til strygerintoen til sidste nummer, ‘Faith In Others’. Det er så filmisk, at man skulle tro, man hørte en Steven Spielberg-film. I virkeligheden er det en fantastisk rørende, rolig sang, der efter et helt albums op- og nedsving i tempo og stemning lige får en at stoppe op og at tage en puster.  Sørgmodig og alvorlig, som man nogle gange er efter rigtig lang tids festligheder.

I og udenfor sammenhæng

For med denne type grundig gennemlytning er Pale Communion et fantastisk album. Sangenes længde er lidt svært at perspektivere til, når det er Opeth, men som sædvanlig er der ingen passage, der er kedelig i sig selv. Det er overvældende og stort og minutiøst og følsomt, og der er fantastisk sangskrivning præcis som forventet af Mikael Åkerfeldt og Opeth.

Og alligevel vil jeg ikke blive overrasket over enhver uenighed, med alt hvad jeg har skrevet, fordi jeg samlet set ikke synes, 'Pale Communion' er et af Opeths store mesterværker. Først og fremmest fordi sangene af en eller anden grund ikke er så mindeværdige samlet. De kommer ikke rigtig til deres ret i den rækkefølge, de er i, og i forhold til hinanden. Som eksempelvis ‘Elysian Woes’, som jeg ikke lagde rigtig mærke til før ved den femtende gennemlytning af albummet. Pale Communion er så spækket med melodier, at de flyder sammen, når man efter gennemlytning tænker tilbage på, hvad man har hørt. Og det ender med at kræve megen koncentration, for at man kan få det fulde udbytte. Jeg ville aldrig bede om et lettilgængeligt album fra Opeth, men 'Pale Communion' ender nok med at være et af de eneste Opeth-album, jeg vil høre i brudstykker for fremtiden, simpelthen fordi helheden ikke giver en lige så stærk oplevelse som detaljerne.

Derudover er der en fremtrædende forskel på Opeths progressive dødsmetal og progrock, som er, at i den forrige er de pionerer og det ypperste inden for genren, mens i den anden - ja, nu siger jeg det bare - ikke helt er det. Svensk retrorock har man næsten ikke kunne få nok af de sidste par år, så på den måde rammer de ikke et åbent og ukritisk marked. Som nævnt bliver det en anelse karikeret for mig, men at de har tiltrukket nye fans fra den ende af genreskalaen overrasker ikke. For først 'Heritage' og nu 'Pale Communion' er da meget gode progrock-album. Mens 'Pale Communion' bliver et bedre album, fordi det er mere af det, Opeth er bedst til. Det skaber også nysgerrighed efter at vide, hvad det næste mon bliver.

'Pale Communion' står stærkt i sig selv og som et godt eksempel på den følsomme nerve i Opeth og den vej, de nu har taget. Sagen er så, om man kan anmelde et album uden at medtage konteksten. Og om konteksten er Opeths diskografi, progrock eller måske snarere det spektrum af musik, der udkommer i dag? I den samlede kontekst, og i sidste ende, bliver det 4 ud af 5, for med den rigtige tid og hengivenhed fra lytterens side er 'Pale Communion' et fænomenalt stykke Opeth, trods indvendingerne.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her