Op imod sin egen historie Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ee/b0/8b/a2082160454-10-27-1433682838.jpg
07. Juni 2015    

Den københavnske emo-kvartet med rødder i Lack, Obstacles og Town Portal spiller op mod sin egen fortid og lykkes heldigvis med det.

Kunstner
Titel
Negativ Psykologi #1
Trackliste
Almanak
Tænder
Træfælder
Tyndhudet
Karakter
5

Fortiden kan være tung at slæbe rundt på, både på grund af de forventninger, den skaber til, hvad end man vælger at foretage sig nu, og fordi det evig og altid vil blive holdt op mod ens tidligere præstationer. Der er bare ikke rigtig nogen vej udenom, når nu fortiden i de debuterende Tvivlers er Lack, der såmænd var så meget som det bedste danske band nogensinde, og som valgte at stoppe på toppen i 2008 efter bare tre plader. De fire medlemmer har siden begået sig i forskellige mere eller mindre kortlivede konstellationer; mest succesfuldt, men også længst fra Lacks emo, trommeslageren Jacob Johansen i sludgemetallerne Rising; noget tættere på en videreførelse af Lack, men bare alt for indiepoppet, samme Johansen og den anden Jakob, produceren og guitaristen Reichert Nielsen, i Anchorless sammen med Henrik Hald fra Trust og Rising. Forsangeren Thomas Burø begyndte sit musikalske liv efter Lack med lave dronende dark ambient sammen med Maiken Vibe Bauer i Beatiful Burning World, hvorpå han lavede en plade med rastløst skurrende noiserock i 300hz, og nu har han så et tredje nyt band, Tvivler.

Og når det giver mening at trække historien om Lack ind, er det altså ikke kun, fordi det er en del af en fjerdedel af Tvivlers forhistorie, men også fordi Tvivler er det hidtil tætteste, vi er kommet, på et band, der kan fortsætte, hvor Lack slap. Men naturligvis er ‘Negativ Psykologi #1’ ikke bare en direkte fortsættelse af ‘Saturate Every Atom’: Det er fire andre mennesker, der spiller i Tvivler, det er syv år senere, alt er anderledes. Guitaristen Thomas Feltheim og trommeslageren Morten Clausen fra det hedengangne instrumentale mathrockband Obstacles og bassisten Morten Ogstrup Nielsen fra de ligeledes instrumentale, men overhovedet ikke hedengangne, mathrockere Town Portal bevæger sig et stykke væk fra de omgivelser, vi er vant til at høre dem i, og så alligevel ikke helt. For den uforbeholdne glæde ved at lade sig rive med af et basalt drive i noget, der kom faretruende tæt på 4/4, som klart var Obstacles’ største force i en genre, hvor noodling er i højsædet, skinner igennem på diskant fræsende numre som ‘Tyndhudet’. Og selvom lyden på ‘Negativ Psykologi #1’ er næsten aggressivt diskant med mindelser om Rites of Spring og andre af Don Zientaras klassiske produktioner, banker Morten Ogstrup Nielsens bas sig tungt igennem uden at behøve sådan noget som en bund i lyden at læne sig op ad.

Som sådan er ‘Negativ Psykologi #1’ en temmelig fantastisk debut. Den står nok i skyggen af sin egen historie, men den historie tårner sig også så højt op, at det i sig selv er en præstation overhovedet at spille sig op imod den og ikke fejle i det. Det er svært at høre Tvivler som et rigtig nyt band, men når man prøver at lægge al fordomsfuldhed og alle forventninger bag sig, så er det sådan en debut-7”, man næsten kun kunne drømme om, hvis man altså er sådan en, der er helt skudt i den her slags musik. Begavet og insisterende emo via en heftig punkrockethed i tilgangen til sangene, der nærmest bliver splittet ad, men hænger sammen takket være en solid sangskrivning. Knugende, næsten for private tekster, hvor følsomheden i udstrakt grad bliver holdt ud i armslængde, vrænget ad. Det er ikke sjov, det her, det er helt vildt meget alvor.

Og det kan bære sin egen alvor.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her