Brutale smæk fra dygtige hænder
Populær
Origin er tilbage med et fandens fint brutalt og teknisk dødsmetalalbum, som er pakket i en organisk lyd langt fra den tekniske dødsmetals ofte sterile varemærke.
Når det kommer til teknisk dødsmetal med masser af lirede detaljer, så er amerikanske Origin ét af de allermest brutale indenfor genren. Dødsmetal med ekvilibrister på instrumenterne har ofte en kedelig tendens til en lidt tam og steril "computer"-produktion med alt komprimeret til max, for at give alt lir en lige fordeling af spillerum. Den kolde lyd har i sine tilfælde passet udmærket til det tekniske univers, hvorfor flere af de übertekniske dødsmetal-ensembler har flirtet med sci-fi-lyrik og deslige.
Coveret til Origins 'Antithesis' (2008) som vel nok blev "gennembruddet", er da også en slags "Alien vs. Predator" i stil (med en art Motörhead-cover over sig - sært nok), så for disse amerikanere er den generaliserende tekst ovenfor måske ikke helt ramt ved siden af. Men på bandets forrige skive og på denne, 'Omnipresent' har man benyttet Colin Marston (Liturgy, Altar of Plagues m.fl.) til den sidste berøring af musikken: mastereringen. Og dét betyder en lyd, der lyder som om, det rent faktisk er mennesker, som spiller og ikke en computer. Heldigvis for det. Det går dog ikke altid godt, for trommeintroen til 'Absurdity of What I Am' lyder sær og overproduceret - måske de triggede stortrommers skyld?
"Riffet" er ikke forkastet af narcissismen
Når Origin samtidig formår at diske op med fængende riffs trods detaljer som sweeping, som mange oldschool dødsmetal-fans ser som noget frygteligt rod i denne fine genre, tapping og andre ting, som sjældent hører med i den første undervisningstime på musikskolen, så ender det hele faktisk ret godt. Sangskrivningen og arrangementerne er gennemgående veludførte, så dødsmetallen kan nydes på overfladen eller dyrkes i detaljen, hvis man dykker ned i skivens elementer og lytter efter finurlighederne fra guitarerne, trommerne og ikke mindst bassen, som er fermt spillet (som altid!) af Mike Flores. Den har denne gang fået mere bund og spark i lyden, så nogle steder er den sværere at høre end på de forrige par skiver, men det betyder til gengæld underværker for resten af musikken.
Sangene indeholder alt fra knusende brutal, hurtig dødsmetal og flirts med grind og så afstikkere til tung, tung stemningsfuld dødsmetal - hør fx den fremragende afslutter 'The Indiscriminate' som giver stemning a la en krydsild mellem Nile og Behemoth. Vokalen? Det er et udmærket dybt growl med lidt mere hysteriske skrig i baggrunden til variation af og til.
'Omnipresent' viser et Origin som er klar til at indtage en førerposition indenfor den tekniske dødsmetal. Vejen er lagt via sammenhæng i sangene og et eftertrykkeligt slag med brutalitetens hammer, så intet fortaber sig i ligegyldige ekvilibristiske detaljer.