Ormen rejser sig fra dybet Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7c/ec/b4/ORM-Orm-Indisc16-Artwork-LO-81-1489953761.jpg
19. Marts 2017    

Årets mest imødesete debutalbum i dansk metal indfrier fuldt ud forventningerne, men overvældelsen udebliver.

Kunstner
Titel
Orm
Trackliste
Blood of Your Blood
Ancient Echoes
Temple of the Deaf
Apotheosis
A Tree Ablaze/Yggdrasil brænder
Karakter
4

Det er strengt taget ikke fair at holde et band op på de urealistisk høje forventninger, man har til dem, endnu mindre når det gælder debuterende bands. Orms debutalbum er nok det mest forhåndsomtalte i dansk metal i år, så der er noget, der skal bevises nu. Retfærdigvis fik bandet selv sat hypemaskinen godt i gang, da de i efteråret 2015 lancerede sig selv som en ny dansk supergruppe med medlemmer fra andre danske metalbands, der formummede sig bag anonymiteten for at lade musikken tale for sig selv. Yeah, right: Det fik selvsagt straks alle raske drenge og piger til at kaste sig ud i en dyst på først at gætte, hvem det kunne være, der stod bag det enlige nummer ‘Serpent Mother’. At det så efterhånden blev kendt, at det egentlig mere eller mindre bare var en omgruppering af By the Patient, som kort forinden var gået i opløsning, lagde kun kortvarigt en dæmper på begejstringen, for Orms black metal viste sig ved de efterfølgende koncerter og med de sange, der i det følgende blev lækket, at være så stort anlagt, at forventningerne til, hvad det kunne munde ud i på et helt album, skød i vejret.

Det er så det, der skal indfries nu. Orm har med debuten ikke alene skullet bevise deres værd, de har også skullet frigøre sig fra den tunge bagage, en fælles fortid i et band, der i dets udtryk ikke ligger milevidt fra det nye band, uvægerligt udgør. Det sidste lykkes dem effektivt: Vel er der spor af dødsmetallisk skoling i deres black, der er teknisk veleksekveret og velkomponeret, men sigtet er tydeligvis et helt andet i Orm. Man kan sige, at de går fra mulden og råddet til de åbne vidder, fra det kryptisk detaljerede til det umiddelbart storslåede. Der bliver ikke bare banket noget så godt og grundigt igennem over pladens små tre kvarter, og det bliver ikke bare gjort råt og brutalt: Det bliver gjort med både finesse og store armbevægelser. Et kvindekor er blevet indforskrevet til at forstærke de lange sange, der udvikler sig over flere satser; der er breaks og twinleads, lige som der er dobbelt op på leadvokalen, hvor snerren og dyb growlen flettes sammen. Et mandekor er sat til at supplere kvindekoret, og selv når farten så småt sænkes i de to afsluttende sange, 'Apotheosis' og ‘A Tree Ablaze/Yggdrasil brænder’, er fremdriften fortsat ustoppelig.

Det lykkes altså Orm at lande deres debutalbum på tilfredsstillende vis. Det store spørgsmål er så blot, om det er en plade, man vender tilbage til. For det hele lyder fornemt, det hænger godt sammen, man tænker ikke videre over, at sangene alle er mellem syv og ti minutter lange, fordi der er tilpas meget variation i deres opbygning. 

Kolossal urkraft
Det, jeg savner, når jeg hører Orms debut, er at blive overvældet. At blive blæst omkuld. 

Og det skyldes selvfølgelig forventningerne, men det er egentlig også ret imponerende, at man kan lave noget så storslået og ambitiøst, som Orm gør, uden at fremkalde en voldsommere reaktion hos lytteren, end at det da skam er rigtig godt og virkelig veludført. Der er ikke noget at sætte fingeren på. Der er bare heller ikke særlig meget, der sætter sig fast. Det tog henved en uges intens gennemlytning af pladen, før jeg begyndte at kunne genkalde mig nogle af melodierne, før et riff dukkede op, når jeg anstrengte mig. Det indtryk, pladen så til gengæld har efterladt, er af den grundstemning, der løber pladen igennem. Det er ikke en plade, man lystigt går rundt i skoven en søndag og fløjter sentenser fra, mens man antager black metal-positurer på de bornholmske klippestykker, flere af bandmedlemmerne er opvokset på. Der er det stemningen, man genkalder sig, snarere end fritstående riffs. Men også en plade, som man gerne hører igen og igen, fordi den indbyder til det, fordi det jo egentlig er ganske rart, når man hører den. 

Æren for det tilfalder ikke mindst produceren Lasse Ballade, der tidligere har fået Solbrud til at lyde, som de gør: Lyden er rå og voldsom, diskanten skærer i ørerne, det hele står endog meget tydeligt frem, samtidig med at bunden ligger massiv og voldsom. Urkraften i Orms sange er kolossal, den er formet af en lang metalhistorie, som pladen indskriver sig i med stor selvfølgelighed. Er det ikke en plade, der kommer til at stå som en milepæl, indføjer den sig som en del af et solidt fundament. På det grundlag er der rige muligheder for, at Orm på kommende plader kan føje mere til musikken. 

Forventningerne bliver med andre ord endnu højere til en toer.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her