Moral er godt, dobbeltmoral bedre
Populær
Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.
Halt Right
Molotov
Said the Snake
Undefeated
Trigger Warning
Cross Contamination
Shelter in Place
Boss
To the Gallows
Sirens Calling
Invisible People
Be Brave
Wake Up
"When was America greater? / When it was criminal for women to vote? / When was America greater? / When slaves were bought and sold? / When was America greater? / Before the Natives lost control?" De politiske budskaber står i kø på Oteps 8. fuldlængdealbum, hvor ikke mindst staternes 45. præsident, Donald Trump, står for skud. Det er to år siden, frontkvinde Otep Shamaya udgav den anmelderroste ’Generation Doom’. Halvandet af de to år med Trump som præsident, og det har uden tvivl været benzin på det bål, der brænder i Shamayas sind.
Præsidentvalget har været en trigger for amerikansk kultur. Musikalsk har det naturligvis udmøntet sig i flere forventelige udgivelser. Al Jourgensen og resten af Ministry har allerede haft Trump under kniven på ‘AmeriKKKant’, mens Prophets of Rage indiskutabelt blomstrede op med valgkampen og resultatet. Det ene en succes, det andet et kritisabelt opkog af fortiden. Otep tager teten op, men selvom titlen er en bredside til “the orange whore”, som han tituleres, har Shamaya meget mere på hjerte.
Der bliver ikke langt fingre mellem, og holdningerne er markante, lige meget hvem der står for skud. Der er pondus, vigør og nosser bag budskaberne, der leveres skarpt og uden omsorg. Budskaberne er båret frem af en aggression og intensitet, som nu-metallen ikke har kunnet mønstre siden de fromme dage, da genren var ny, provokerende og et oprør mod den gumpetunge heavy metal, der prægede midt/slut-90’erne.
Otep vil gerne være provokerende, rebelske ligefrem, og musikalsk er det et fornemt match med genren. Selvom pladen i sin genremæssige form og simplicitet minder mere om engelske One Minutte Silence end Rage Against The Machine, er det naturligt at drage sammenligningen. Otep finder tydelig inspiration i Rage Against the Machine, og selvom de, og sidenhen Prophets of Rage, indiskutabelt er mere nuancerede i udtrykket, er ‘Kult45’ i højere grad indbegrebet af, hvad de fleste havde forventet og håbet af Prophets of Rages debutalbum. Revolutionen står malet på albummet fra den indledende ‘Hail to the Thief’ til det afsluttende, lettere flade cover af netop Rage Against the Machines ‘Wake Up’.
‘Kult45’ er et call to arms. Ikke kun mod nr. 45, men mod alt og alle. Det runger af oprør, når Shamaya rister det amerikanske forfald og ét af landets indenrigspolitiske hotspots på ‘Shelter in Place’: "Hey, hey, NRA / How many kids did you kill today?" Det er simpelt, på grænsen til banalt, men eminent udført, og med et c-stykke så nemt at huske, at alle og enhver kan råbe med i takt til de lige så simple og veludførte riffs, der danner grundlag for Oteps kompositioner. Nazister, voldtægtsmænd og kapitalisme, der er slagsider til alle, der ikke passer ind i Shamayas verdenssyn.
Budskaberne bliver naturligvis taget til ekstremerne, det er alt andet lige mere overbevisende at male billeder med skrigende farver. Nazister skal udslettes med molotov-cocktails, og voldtægtsmænd skal slås ihjel i det ekstreme #metoos tegn. Selvtægt er trods alt bedre end voldtægt, hvilket giver en anderledes betydning til begrebet trigger warning. Som det fremgår, er svaret på én ekstrem i Shamayas verden oftest en andet ekstrem. Det afspejler kommunikationsformen i amerikansk politk, men også hvilken hykler Shamaya i virkeligheden er. Det er en tveægget sværd, der både er tiltrækkende, når det skærer igennem, som det for eksempel gør med 'Shelter in Place', men samtidigt utroligt enerverende og frastødende, når det tager overhånd.
‘Kult 45’ er i høj grad selvtægts-romantik og med tanke på, hvor ekstrem og dobbeltmoralsk Shamaya er, bør man ikke tage pladen som andet end underholdning. Til tider bliver det måske endda lidt for underholdende. Når Shamaya prædiker mod kapitalisme og postulerer, at hun hverken har behov for testikler eller Benjamins, er det nærmest komik på højt plan. Pladen koster trods alt €14.99 gennem Napalm Records, der udgiver pladen for Shamaya og resten af drengene i Otep.