Uden krudt i alle patroner
Populær
Overkill har de seneste år været i formidabel form, hvilket naturligvis sætter forventningerne til 'White Devil Armory' højt, men denne gang må de jublende arme ned fra de højere luftlag, for skiven er lidt jævn affære.
'White Devil Armory' er tredje Overkill-udgivelse på Nuclear Blast, og de to første har i den grad fået fine ord med på vejen her på Devilution (hhv. 'Ironbound' og 'The Electric Age'). Med 'White Devil Armory' forsøger bandet, at gå i en lidt mere rå og vild retning - energiniveauet var ellers ganske højt på de foregående skiver også - for bandet siger, at det været igennem en slags genfødsel med masser af succes og derefter følger "den vilde ungdom".
Den idé kan man som lytter faktisk godt følge. Bassen, spillet af D.D. Verni, stikker snuden (endnu) længere frem og lyder hidsig og diskant. Stortrommerne tager samme skridt fremad og tordner derudaf. Det giver lyden et bidsk udtryk, som minder om en vild parringsdans mellem punk og thrash-metal. Egentlig en positiv finesse i lyden, men der er ikke nok hooklines i vokal og riffs til, at det holder hele pladen igennem, så lidt mere bund i produktionen til lige at afrunde musikken og skære et par irriterende skarpe hjørner af, kunne snildt have hjulpet lytteoplevelsen.
Efter en intro er det singleudspillet 'Armorist', som lægger heftigt ud, men det er nummeret efter, 'Down to the Bone', som er skivens mest umiddelbart fængende. 'Pig' herefter er også opsigtsvækkende, men omkvædet bliver enerverende med sin lidt for påtagede hysteriske råben i "I'm a pig, I'm a pig, I'm a pig, pig, pig", og det slår nummeret lidt ud af kurs.
Godt er ikke godt nok
De ti sange og en intro på albummet er generelt skåret noget kortere end på især 'Ironbound', men også 'The Electric Age' havde mange fede mellemstykker og "broer", hvilket findes i mindre grad på 'White Devil Armory'. Og det er synd, for selvom enhver sang på dette nye album vil kunne begå sig fint på sætlisten til et Overkill-show, så vil det ikke være et sikkert hit, men blot som solid og høj standard fra amerikanerne. Guitaren spytter masser af thrash ud, men det er tit som om, det bare er eksempler på hvad thrash er uden at tage fat, hvor thrashen bliver helt fantastisk. Samtidig er omkvædene fra Bobby Blitz ikke helt på niveau med, hvad han har hevet op af hatten tidligere.
Hist og pist er der fine stykker, som rykker mere end bare som god standard-thrash, men når man nu har hørt Overkill stærkere, så skuffer materialet. Det er fedt, at bandet med produktionen har tænkt lidt anderledes denne gang, men det er synd, at albummet som helhed ikke helt kan følge tanken til dørs, så nogle sange ligefrem fremstår lidt som autopilot-materiale.