Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Overraskende godt "comeback"

Populær
Updated
Overraskende godt "comeback"

Magnum er en institution inden for den klassiske britiske pomp-rock-tradition. Men det er alligevel noget af overraskelse, at det gamle band kan komme op med et så godt album efter mere end 40 år i branchen.

Kunstner
Titel
Sacred Blood "Divine" Lies
Dato
26-02-2016
Trackliste
01. Sacred Blood "Divine" Lies (6:41)
02. Crazy Old Mothers (5:48)
03. Gypsy Queen (4:29)
04. Princess In Rags (The Cult) (5:27)
05. Your Dreams Won't Die (5:25)
06. Afraid Of The Night (4:32)
07. A Forgotten Conversation (4:56)
08. Quiet Rhapsody (5:40)
09. Twelve Men Wise And Just (6:18)
10. Don't Cry Baby (5:05)
Karakter
4

Er man slet ikke bekendt med Magnum, kan bandet vel kategoriseres som et pompøst progressivt hard rock-band, der ikke er helt så pompøst eller progressivt som landsmændene i Asia og ikke er helt så meget hard rock som Uriah Heep. Men Magnum har den klassisk britiske lyd, det gode håndværk, de fine sange iblandet lidt pomp, prog, pop og power.

Magnum var relativt store i slutningen af 80’erne og i begyndelse af 90’erne. Det ærkebritiske Birmingham-band slog efter at have eksisteret i mere end 10 år igennem i 1985 med det pompøse og semiprogressive album ’On a Storyteller’s Night’ med potente sange som ’How Far Jerusalem’, ’Les Mort Dansant’ og ’All England's Eyes’.

Storhedstid og opløsning

En karriere var herved skabt med store muligheder i hjemlandet og ikke mindst hos vores sydlige og østlige naboer i henholdsvis Tyskland og Sverige, hvor de efterfølgende stadigt pompøse, men lidt mere poppede og kommercielt lydende album ’Vigilante’, ’Wings of Heaven’ og ’ Goodnight L.A.’ gjorde sig godt.

Med grungerockens indtog i starthavlfemserne var det ved at være ”Goodnight” for Magnum. Efter nogle mindre succesfulde udgivelser på skiftende pladeselskaber kastede bandet håndklædet i ringen i 1995 og var ude af markedet indtil gendannelsen i 2001.

Gendannelse

Magnum har siden gendannelsen udgivet syv album og er nu klar med det ottende album ’Sacred Blood "Divine" Lies’. Gendannelsen har ikke helt genskabt Magnums succes fra storhedstiden for 25-30 år tilbage.

Men, men, men måske ændrer det hele sig en smule til det bedre med ’Sacred Blood "Divine" Lies’. For det er så sandelig da et bedre end godt nok album, som de gamle engelske løver er kommet op med denne gang.

Albummet lægger ud med titelsangen. Og det er et godt valg. Sangen er ret pompøs og samtidig i den for et band som Magnum mere hårdt rockende afdeling med en solid guitarlead og, et genkendeligt meloditema, hvor vokalen leveres overbevisende af den gamle gadekat Bob Catley.

Ringere bliver det glædeligvis ikke med sang nummer to på albummet, ’Crazy Old Mothers’. En tung, pompøs sag, der indimellem afbrydes af et stille, klaverakkompagneret vers, der fremføres til perfektion af Catley. Vi er her i ligaen af sange, som Magnum kunne præstere i bandets storhedstid way back.



Herfra forventedes det så, at det ville begynde at gå voldsomt hurtigt ned ad bakke, sådan som det ofte går med aldrende bands, men det er ingenlunde tilfældet. Sangen ’Gypsy Queen’, der er inspireret af bandets besøg i Skt. Petersborg, er i den grad endnu en fin sang, der fint veksler mellem at være den pompøse og den progressive og simpelthen gode rocksang.

Sange med højt niveau

Alle albummets sange kan ikke fuldt ud leve op til den elegante trio fra albummets begyndelse. Men resten er nu heller ikke helt skidt.

Sange som ’Afraid of the Night’, der balancerer hårfint mellem at være pompøs kitsch eller varieté-prog-rock a la Queen, ’Twelve Men Wise and Just’, der lader til at være skrevet til at blive fremført live, samt den semi-hitpotentielle powerballade ’Don’t Cry Baby’ viser et Magnum, det er noget mere oppe på beatet end længe set og hørt.

Magnum rammer med ’Sacred Blood "Divine" Lies’ ikke en monsterudgivelse. I så fald er der et par sange, der skulle være skiftet ud med andre eller eventuelt bare være udeladt, hvorved albummet samlet set kunne have endnu været bedre.

Tæt på tidligere tiders form

Men ikke desto mindre må det anerkendes, at Magnum med ’Sacred Blood "Divine" Lies’ har leveret deres bedste album meget længe.

Det er dejligt, at de to originale medlemmer i Magnum, de gamle britiske løver guitarist og komponist Tony Clarkin født i 1946 og sanger Bob Catley fra 1947 i deres seniorliv kan videreføre Magnum i den grad, som ’Sacred Blood "Divine" Lies’ dokumenterer. Det havde ikke jeg umiddelbart set komme.

’Sacred Blood "Divine" Lies’ er bestemt et lyt værd,