Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På vej videre

Populær
Updated
På vej videre

Underoath har lavet et album der skuer fremad.

Kunstner
Titel
Ø (Disambiguation)
Dato
09-11-2010
Distributør
Trackliste
1. "In Division"
2. "Catch Myself Catching Myself"
3. "Paper Lung"
4. "Illuminator"
5. "Driftwood"
6. "A Divine Eradication"
7. "Who Will Guard the Guardians?"
8. "Reversal"
9. "Vacant Mouth"
10. "My Deteriorating Incline"
11. "In Completion"
Forfatter
Karakter
4

Fordi man kan fodre svin med amerikanske, erklærede kristne metalcorebands, er Underoath ikke rigtig poppet op på min metalradar, da bandet hører til i denne kategori. Ikke at jeg ikke kan se oprøret i at tilbede Jesus i stedet for de musikalske fædres infernalske fascinationer, men når alle disse metalcore-bands ser ens ud, tilbeder gud og lader være med at spise og drikke det samme, så får man naturligvis mistanken om, at de også lyder ens.

Denne formodning har mere end én gang vist sig at være fejlagtig, selvom den dog oftest holder stik. I tilfældet Underoath må jeg med fare for at fornærme Fanden, Odin og Udgårdsloke (samt hvem der nu ellers er værd at tage i ed) tilstå, at sidste udspil, 'Ø (Disambiguation)', er temmelig godt, helstøbt og idérigt – uden jeg dog vil gå så langt som at kalde det originalt.

Dunkelt og storladent

Overordnet set besidder musikken en dunkel storladenhed samtidig med, at der er masser af fine riffs og passager, der klæder hinanden godt og væver sig ind og ud af det tungt støjende og melankolske – alt i alt en fryd, hvis man er typen der lægger vægt på musikalsk kompleksitet uden at ville gå på kompromis med nummerets helstøbthed. Og selv når vokalen bliver vel klagende ændrer den hurtigt karakter, så den ikke bliver tudevorn - hvilket ellers er musikkens svøbe nu om stunder.

Da jeg dårligt kan huske, hvordan det lød før i tiden, er jeg ikke belastet af det faktum, at bandet ikke længere har nogle af de originale musikere tilbage. Noget kunne dog tyde på, at det har været frisættende for de tilbageblevne at slippe af med den sidste af de gamle, Aaron Gillespie, for pladen emmer i hvert fald af en indædt vilje og evne til at lave et helstøbt album der skuer fremad og rækker langt ud over gængs metalcore – så langt som til de musikalske landskaber, der bebos af bands som Deftones, the Psyke Project og Cancer Bats – lyt eventuelt til 'Who Will Guard the Guardians' nedenfor, og døm selv.

Metalcoren er dog stadig kernen i musikken, men genrens klicheer når dog aldrig at blive enerverende påfaldende. Derfor en klar anbefaling af 'Ø (Disambiguation)'.