Papa Roachs bedste album i lang tid

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/04/92/3c/919y0earTjL-SL1500--91-1431249335.jpg
10. Maj 2015    

F.E.A.R. er muligvis det mest velskrevne album, Papa Roach har indspillet i lang tid – men der er stadig meget spildplads.

Kunstner
Titel
F.E.A.R.
Trackliste
Face Everything And Rise
Skeletons
Broken As Me
Falling Apart
Love Me Till It Hurts
Never Have To Say Goodbye
Gravity
War Over Me
Devil
Warriors
Hope For The Hopeless
Fear Hate Love
Karakter
3

Papa Roach har altid været et skridt bagud med deres musikalske udvikling. ’Infest’ og bandets fusion af metal og rap kom år efter Rage Against The Machine, Limp Bizkit etc. for længst havde udbredt kombinationen. Det samme med bandets efterfølgende skift til alternativ rock/metal, deres take på emo-genren og ikke mindst bandets 2012-udgivelse, ’The Connection’, der tog hånd om datidens passerende trend: Dubsteblignende synthrytmer.

På bandets 8. udgivelse, ’F.E.A.R.’, (’Time for Annihilation’ ikke medregnet) har bandet droslet ned på synthelementerne og i stedet kastet sig over en anden af tidens populære, men uddøende trends, i form af en dybere og mere djent-lydende guitar. Dette er bedst eksemplificeret i åbningsnummeret og førstesingle ’Face Everything And Rise’. Et effektfyldt nummer, der med garanti vil skabe god energi i livekontekst. Ligeledes et nummer, der enten vil blive elsket eller hadet blandt fans, grundet den voldsomme brug af synths. Men frygt ej, størstedelen af albummet følger den poppede metalopskrift, som bandet efterhånden er kendt for. Såvel ’Skeletons’, ’Broken As Me’, ’Devil’ og ’Warriors’ er alle ganske gode eksempler på dette og ikke mindst numre, der er på højde med bandets bedste. Modsat går det helt galt på den Maria Brink (In This Moment)-inficerede ’Gravity’. Jacoby Shaddix rapper, som var det år 2000, mens Brink leverer tårkrummende klicheramte strofer som "You love me, you hate me, you kiss me, you break me/ You lifted me up just to watch as you broke me". Det gør ondt i sjælen at lægge øre til. Netop lyrikken er generelt en af albummets største svagheder. Der er ikke noget revolutionerende over den emo-tematiserede lyrik, der kendetegner Shaddix. Ikke et mascaradækket øje er tørt, når han på bedste vis kaster sig ud i et omkvæd som "I will forget, forget, cause i know that it will set me free/ But all that’s left is the emptiness inside of me" (‘Broken As Me’). Lyrik, der ligeså godt kunne have været at finde på gennembrudspladen fra 2000. Til forskel fra den gang nærmer Shaddix sig nu med hastige skridt de 40 år (2016), hvorved det er utrolig ambivalent at lægge øre til, at der bræges løs om ulykkelig kærlighed, dumme fædre og lignende teenageproblemer.

Overordnet er 'F.E.A.R.' nu alligevel et ganske fint album, med ovenstående forbehold in mente. Den amerikanske kvartet holder sig til det simple med udgangspunkt i den skabelon, bandet har benyttet siden deres debut. Ud over førnævnte 'Gravity' går det aldrig helt galt, men hvor interessante, numrene er, varierer. Til forskel fra såvel ’The Connection’ som ’Metamorphosis’, er ’F.E.A.R.’ et langt mere helstøbt album, hvor størstedelen af numrene fungerer individuelt. Samlet set er der dog for mange, der falder igennem, hvorved det generelle indtryk af ’F.E.A.R.’ bliver noget blandet. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her