Munter misantropi

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/51/25/f0/81JX5dDR2XL-SX466--48-1506281897.jpg
24. September 2017    

De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede. 

Titel
Medusa
Genre
Trackliste
Fearless Sky
Gods of Ancient
From the Gallows
The Longest Winter
Medusa
No Passage for the Dead
Blood and Chaos
Until the Grave
Karakter
5

Det er 1991, min ven Stokke har lige købt den nye med Paradise Lost, ‘Gothic’, og vi sidder på hans værelse og flipper over, hvor vild den er i forhold til den første, der er kommet året forinden. Der er kvindesang og keyboards, det er vildt avanceret, jo. Så er det 1996, og jeg ligger i et telt på Roskilde Festival og kan høre Paradise Lost spille The Sisters of Mercys ‘Walk Away’ på den nærmeste scene. Jeg har ikke gidet at gå derop, selvom ‘Draconian Times’, der udkom året forinden, har været et kæmpe hit, også ud over metalkredse – hvad herværende magasins Metaldiktator for nogle år siden fortalte historien om – men lige der fortryder jeg det et øjeblik, før jeg igen holder op med at tænke på Paradise Lost de næste mange år. Det bliver et af de bands, hvor jeg kan høre de første par plader med nogle års mellemrum, men absolut intet behov har for at finde ud af, hvad der er sket med dem siden.

Det holder indtil 2015, hvor snakken begynder at gå om, at Paradise Lost faktisk har lavet en plade, som man er nødt til at høre. At Nick Holmes er begyndt at growle igen, at de virkelig er tilbage. ‘The Plague Within' er den slags plade, kun de færreste bands kan drømme om at lave 14 album og 27 år inde i karrieren, og det er ikke, fordi de har genopfundet sig selv, de har bare fundet tilbage til det, de gjorde bedst. Når Paradise Lost spiller doom metal med gotiske nuancer og melodier af den slags, der bliver hængende i ens hoved i ugevis og årevis efter, er de uovertrufne inden for genren.

Og det er der, Paradise Lost holder sig. ‘Medusa’ er en plade med så ringe crossover-potentiale, at den bærer det som et hæderstegn. Sange som ‘The Longest Winter’, ‘No Passage for the Dead’ og ‘Until the Grave’ er så arketypisk britisk doom metal, at det er endog meget svært at forestille sig nogen udenforstående lige hoppe på vognen for et hurtigt kick. Der er ingen hurtige kicks hos Paradise Lost, og man skal kunne favne hele pakken uforbeholdent for at nyde ‘Medusa’. Ingen skepsis, ingen overbærenhed, for alt i verden ingen ironi, bare uforbeholden overgivelse til et univers, hvor alt er pittoresk melankolsk og gråt i gråt med tunge gardiner af kvasende riffs, gotisk piano og Nick Holmes’ sang, der veksler mellem dyb growl og resigneret, aristokratisk skønsang.

Et univers, hvor himlen altid er stålgrå og knugende tom og anråbes trodsigt, ikke så meget for at forsikre sig om, at den er tom, som for at konstatere, at meget mere er der såmænd ikke at komme efter her i jordelivet. Jorden er gold, hjertet er koldt, og visheden om det giver en styrke til at stå vejen igennem til den næste pint. Det er sådan, det lyder i temasangen: begæret er udslukt, det klagende hjerte er overvundet, og alt, hvad der er tilbage, er død og doom. En enkelt løssluppen dødedans kan det blive til i den muntre uptempo-sang ‘Blood and Chaos’, hvor vi hvirvles lystigt rundt, mens vi indprentes, at det eneste, der er tilbage at hade, er selve menneskeheden. Derpå er det tilbage i begravelsesoptogstempo.

Det skal man være villig til at gå ind på. Man skal ikke have nogen smalle steder, når det kommer til højstemt melankoli og misantropisk galgenhumor. Men så belønnes man til gengæld også med en doom metal af den reneste britiske aftapning.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her