For meget genbrug og for få højdepunkter

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/82/db/d3/Reverence-98-1525438848.jpg
04. Maj 2018    

'Reverence' er ikke en dårlig plade, fordi Parkway Drive ikke længere spiller metalcore. 'Reverence' er en dårlig plade, fordi der er for få gode numre. Et problem, australierne har døjet med i snart 10 år.

Titel
Reverence
Label
Trackliste
Wishing Wells
Prey
Absolute Power
Cemetery Bloom
The Void
I Hope You Rot
Shadow Boxking
In Blood
Chronos
The Colour Of Leaving
Karakter
2

Det kan ikke overraske nogen, at Parkway Drive ikke længere spiller metalcore. Samtlige 11 numre på ’Ire’ (2015) indikerede, at den æra var ved at være slut. Kompositionerne var simplere, lettere tilgængelige og præget af en moderne, heavy metal-inspireret lyd. Udviklingen var på sin vis kærkommen, men kun delvist vellykket. De fleste store bands har på et eller andet tidspunkt taget skridtet videre. Revideret virkelighedsbilledet og taget et drastisk skridt i an ny retning. Det er altid på bekostning af fans. De, der ønsker status quo. Metalcorens svar på hardcore-AC/DC-fans. ’Ire’ skræmte sandsynligvis en del af disse fans, ’Reverence’ vil jage de sidste væk.

Udviklingen er velkommen, også selvom kvintetten reelt ikke udvikler deres musik nævneværdigt i forhold til ’Ire’ - det eneste Parkway Drive-album, det giver mening af sammenligne 'Reverence' med. Desværre formår australierne endnu en gang ikke at stå distancen. Halvdelen af ’Reverence’ er pænt sagt kedelig og intetsigende. Det starter ellers ganske fint. Såvel ’Wishing Wells’ og ’Prey’ er solide kompositioner. Fint skrevet, med flere gode riffs og omkvæd, der med stor sandsynlighed vil skabe positiv respons fra publikum i liveregi. Det samme er ’Absolute Power’. Især den tunge basgang i begyndelsen og den bombastiske lyd, der generelt præger pladen, giver nummeret ekstra kant.

Desværre eksemplificerer ’Absolute Power’ også meget præcist det største problem ved ’Reverence’. Manglen på opfindsomhed og gentagen kopiering af tidligere bedrifter. ’Absolute Power’ lægger sig alarmerende tæt op ad ’Crushed’ fra ’Ire’. Den tunge, langsomme opbygning, de bombastiske breaks, Winston McCalls vokalføring og Luke Kilpatricks riffs. Man får aldrig indtryk af, at ’Revenence’ er et individuelt album, nærmere en opfølger til eller ligefrem en plade bestående af aflagt materiale fra ’Ire’.



’The Void’ har nogle solide riffs og vil sandsynligvis ligeledes udvikler sig til at være et solidt livenummer. Med undtagelse af ’Shadow Boxing’ er der ikke meget mere at komme efter på ’Reverence’. ’I Hope You Rot’ indeholder nogle interessante elementer, men brugen af Ghost-inspireret kirkekor på omkvædet lyder decideret fjollet. ’In Blood’ og ’Chronos’ er tamme og kedelige. Den afsluttende ’The Colour of Leaving’ byder på lidt interessant croonende, Nick Cave-inspireret vokalføring i et støvet, dystopisk univers. Det virker bare lidt malplaceret. Som om Parkway Drive stadig ikke helt har besluttet sig for, hvilken musikalsk retning de egentlig vil følge.  For at citere McCall selv på samme nummer: ”We ask the biggest question, why the fuck did this all happen?”

Lige meget hvordan man tilgår ‘Reverence’, udvikling eller ej, er australiernes 6. studiealbum en skuffelse. Det er mildest talt ikke nogen specielt interessant plade. Der er for få gode numre, og de, der er, virker som kopier af tidligere materiale og er stadig langt fra bandets bedste. I metalcore- såvel som heavy metal-regi. Der er heldigvis interessante elementer at finde. Selvom McCall stadig har noget vej endnu, er det spændende at høre den potente forsanger udvide vokalspektret. Det bliver næsten helt nu-metal-frækt, når McCall øger vokalflowet på ’Shadow Boxing’, mens den neddæmpede vokalføring og rene vokal på numre som ’Cemetery Bloom’ og ’The Colour of Leaving’ skaber forventninger til fremtidigt materiale.



Den australske kvartet er efterhånden eksperter i at skrive bombastiske og singalong-venlige kompositioner. Numre, der fungerer på plade og endnu bedre live, hvor publikums stemme kan bære australierne ud over scenekanten. Disse numre er at finde på ’Reverence’. 'Prey', 'Absolute Power' og 'The Void' skal nok skabe momentum til koncerter, men det ændrer desværre ikke ved, at Parkway Drive ikke har udgivet et gennemført godt album i 10 år.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil