Punkens positive melankoli

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/48/62/f8/0045778759361png925x925-q90-45-1525265156.jpg
02. Maj 2018    

Pennywise leverer deres bedste plade i årevis uden at genopfinde andet end sig selv.

Kunstner
Titel
Never Gonna Die
Dato
20-04-2018
Genre
Trackliste
1. Never Gonna Die
2. American Lies
3. Keep Moving On
4. Live While You Can
5. We Set Fire
6. She Said
7. Can't Be Ignored
8. Goodbye Bad Times
9. A Little Hope
10. Won't Give Up The Fight
11. Can't Save You Now
12. All The Ways U Can Die
13. Listen
14. Something New
Forfatter
Karakter
4

Året er 1995. Green Day og Offspring brager igennem lydmuren og ind på mainstream-scenen og tager en god håndfuld mere kantede og politiske melopunk-bands som Bad Religion, Rancid, Pennywise og NOFX med sig. Bumsede teenagere får sig en lektion i, at punk sagtens kan være andet og mere end slatne guitarriffs og flaskekast.

Året er 2018. Størstedelen af scenens bærende musikere har mistet al relevans, har opløst deres bands, kastet sig ud i at skrive musicals eller, i stilskabende Bad Religions tilfælde, er kørt fast i det politisk korrekte slæbespor for 3-4 plader siden. Pennywise har ligeledes været gennem hårde tider, kulminerende med forsanger Jim Lindbergs afgang og udgivelsen af den forglemmelige ’All or Nothing’, som bandet selv helst ikke anerkender som en del af bagkataloget. Lindberg fandt vej tilbage i bandet, der udgav den næsten lige så ligegyldige ’Yesterdays’ i 2014, og siden da har der været stille i en, for Pennywise, ganske lang periode.

Indtil nu. Hvor Pennywise endelig synes at være kommet sig over midtlivskrisen og leverer en udgivelse, der i kvalitativt nærmer sig bandets hovedværker fra anden halvdel af 90’erne. ’Never Gonna Die’ emmer af spilleglæde og rammer noget nær det perfekte mix mellem aggression og melodisk tæft, der gjorde bandet et af den melodiske punks stilskabende ikoner.

Ligesom de plejer – bare bedre

Pennywise opdager ingen nye veje at betræde, hvilket måske også er meget at forvente fra et band, der udgiver sit 12. album. Til gengæld oser pladen af spilleglæde, nyfundet mod, rigeligt med riffs fra Fletcher Dragges 1. sorteringskasse og glimrende trommespil fra Byron McMackin, der alle dage har været blandt de ypperste udøvere inden for melopunken. Og frem for alt er Jim Lindberg tilbage på sin hylde for at gøre det, han er bedst til. Teksterne er skarpe, vokalerne er ikke stor kunst, men de er udført til et højt 10-tal.

Tematikken er stadig i høj grad de sædvanlige feel-good-prægede, selvhjælpslignende tekster med et stænk af melankoli, som har gennemsyret Pennywises univers siden bassist Jason Thirsks selvmord i 1996. Det er tydeligt i numre som ’Live While You Can’, ’A Little Hope’ og ’All the Ways U Can Die’, at fraværet af Thirsk stadig sidder dybt i hans tidligere bandbrødre. Pennywises politiske indignation er denne gang placeret lidt i baggrunden, hvilket er forfriskende i en tid, hvor det nærmest er en obligatorisk mediestrategi blandt amerikanske musikere, at de skal dele deres politiske ståsted med verden. En sang som ’American Lies’ handler dog, selvfølgelig, om lige præcis, hvad du tror, den handler om. Man bliver ikke mindre bitter, når man er over 40. Man bliver bare bedre til at kontrollere sine udbrud.

’Never Gonna Die’ er en gennemsolid punkplade, som idolerne i Bad Religion sikkert ville ønske, de stadig kunne skrive. Det er ikke stilskabende kunst, men det er gennemsolidt håndværk i en genre, der længe har været stagnerende og trængt til nyt blod. Indtil videre nøjes vi gerne med, at én af de gamle leverer en midlertidig blodtransfusion.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her