Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Muskuløs poseren

Populær
Updated
Muskuløs poseren
Muskuløs poseren
Muskuløs poseren
Muskuløs poseren

Pantera-sangerens anden soloplade er både muskuløs og konfrontationssøgende, men slagkraft er der ikke meget af. Det bliver ved at flekse lidt foran spejlet og skule olmt.

Titel
Choosing Mental Illness as a Virtue
Genre
Trackliste
Little Fucking Heroes
Utopian
Choosing Mental Illness
The Ignorant Point
Individual
Delinquent
Photographic Taunts
Finger Me
Invalid Colubrine Frauds
Mixed Lunatic Results
Karakter
2

Hvis man ikke kan finde ud af at adskille musikken fra musikerne, kan man i metal nemt få malet sig selv op i et hjørne, hvor der ikke er meget andet, man kan forsvare at høre, end de genfødt politisk korrekte Kreator og øko-krigerne Gojira. Men selv blandt modne metalmusikere udmærker Phil Anselmo sig alligevel med et imponerende langt generalieblad fuldt af tumpetheder, både hvad angår opførsel og udtalelser. Det er blevet hans ting, og det er trods alt også den evne til bragesnak, der førte Pantera helt til tops i 90’erne. 

I storhedstiden blev stridslysten bakket op med en udtryksfuld stemme og en guitarist med en særlig tæft for riffs, og det er manglen på præcis de to elementer, der de seneste mange år har gjort Phil Anselmos rolle i metal stadigt mere problematisk, for ikke at sige decideret ynkelig. Et livslangt overforbrug af røg og alkohol har tæret gevaldigt på sangstemmen, og det bliver værre for hver udgivelse, samtidig med at Phil Anselmo skal grave stadigt dybere for at finde musikere, der kan holde ham ud i længere tid ad gangen. Og når man fjerner de forsonende elementer – stemmen, sangene – bliver det overordentlig svært at finde en grund til fortsat at beskæftige sig med, endsige forsvare Phil Anselmo.

Siden Phil Anselmo for et par år siden sad tyk og flæbende og undskyldte for at have været en idiot endnu en gang, er han blevet trimmet godt og grundigt og står som en kampklar snart 50-årig på de nye pressebilleder, samtidig med at han skyder salve efter salve af mod sine kolleger i marketingkampagnen for det, der tydeligvis er tænkt som hans store comeback.

Uforsonlig effektjagen
‘Choosing Mental Illness as a Virtue’ er en uforsonlig plade. Også musikalsk er fedtet blevet trimmet af, og det, vi står tilbage med, kunne til forveksling lyde som protegéerne Eyehategod eller sågar den sidste Pantera-plade, ‘Reinventing the Steel’. Frådende arrig sludge metal, der flere steder er ved at kamme over i USBM i sin jagt på intensitet. 

Jeg kan faktisk godt forstå, at flere anmeldere er gået på røven over ‘Choosing Mental Illness as a Virtue’, for det er virkelig oplagt at se den som Phil Anselmos modtræk efter en årrække, hvor han er røget længere og længere ud i kulden: Vennerne i Down er faldet fra én efter én, og der er aldrig rigtig nogen af hans andre sideprojekter, der er kommet op på siden af hverken Down eller Pantera. I snart to årtier har det bare været middelmådighed på middelmådighed, mens de trofaste fans – som der mod al sund fornuft stadig er en stor del tilbage af – er blevet ved med at håbe på, at Phil Anselmo en dag ville vende tilbage og være lige så sej, som han var i 1990. Tænk nu, hvis de sidste par års massive – og altså selvforskyldte – modgang var det sidste skub, der kunne få ham til at give pokker i det hele og gå ind all guns blazing. Hvis han sendte en stor, fed fuckfinger hele raden rundt mod alle tvivlerne og én gang for alle slog fast, hvorfor han er kongen.

Ingen slagkraft
‘Choosing Mental Illness as a Virtue’ er faktisk den plade. Den er rasende og uforsonlig. Der er bare lige det med stemmen, som det simpelthen er lykkedes Phil Anselmo lige at smadre en tand mere siden Down-ep’erne for nogle år siden. Og så er der det med riffene, som der ikke er nogen, der har tænkt på at skrive til en eneste af pladens ti sange. Ja, produktionen er sådan set heller ikke noget at råbe hurra for. 

Så altså.

Med en anden sanger, et stærkere materiale og en bedre produktion havde ‘Choosing Mental Illness as a Virtue’ muligvis været den plade, Phil Anselmos fans kunne ønske sig. En helt anden, vellykket plade. Som den er nu, er der masser af muskler, men ingen slagkraft bag: Det er en pumpet, karseklippet fyr, der står og puster sig gevaldigt op uden at gøre noget ved det. Det er pumperen, der står og flekser muskler foran spejlet i fitnesscentret og tænker, at de gør ham til en allerhelvedes karl. Det er poseren, det er ingenting.