Pikrock & blondiner
Populær
The Oath havde kun lige smidt deres debutplade på gaden, inden de gik i opløsning igen. Det er en skam, for deres blanding af pøllet knallertrock og det okkulte swinger ganske godt.
2. Silk Road
3. Night Child
4. Leaving Together
5. Black Rainbow
6. Silver And Dust
7. Death Delight
8. In Dream
9. Psalm 7
Det er ikke de mest motiverende omstændigheder at skulle anmelde en debutplade, efter bandet er gået i opløsning. Man havde dog kun lige akkurat fået den selvbetitlede debutplade med The Oath ind ad døren med posten, inden man et par dage efter kunne læse på bandets Facebook-side, at nu var de splittet op. Den forventningsfuldhed om mulige koncerter og festivalbesøg, en solid debutplade som denne på sund vis ellers har det med at vække i én, blev derfor med ét skudt ned. Hvilket er en skam, eftersom der er tale om retrorock af den mere brunstige slags, der netop ville have gjort sig forrygende med en lommelærke i hånden på enten Stengade eller Loppen. Sådan skulle det altså ikke gå, men musikken kan man trods alt stadig smække på og drikke sig i hegnet til.
For det er netop den mere alkoholindbydende form for retro-rock and roll, The Oath praktiserer. Bandet er - eller rettere: var - det seneste skud på stammen hos det britiske undergrundslegendariske pladeselskab Rise Above Records, der også har haft bands som Witchcraft, Electric Wizard og Uncle Acid and the Deadbeats i deres fold. Sidstnævnte band, Uncle Acid, skulle The Oath i øvrigt havde varmet op for, da onklen og hans deadbeats tilbage i marts månede var på deres første egen-turné som hovednavn, hvilket blandt andet også fik dem forbi Pumpehuset i København. Man havde således set frem til at opleve det nye svenske Rise Above-kort i live-regi, men nu har vi i hvert fald en nærmere idé om hvorfor, den tjans for The Oath blev aflyst i sidste øjeblik.
Rise Above bliver ofte kritiseret af pladenørder, hvilket skyldes henholdsvis selskabets omkostningsfulde fragtpriser samt deres tendens til at udgive sine titler i et hav af limiterede versioner. Den seneste lp med Electric Wizard, 'Black Masses' (2011), blev eksempelvis udgivet i omkring tyve forskellige vinylfarver, hvilket angiveligt også er en af grundene til, at de kontemporære doom-konger med Jus Oborn i front fornyligt skiftede pladeselskab, eftersom de angiveligt ikke længere gider lege med på de delvist nørdede/delvist kapitalistiske betingelser, Rise Above dyrker. Uanset hvad end man mener om de forretningsbetingelser, Rise Above praktiserer,, er det dog svært ikke at blive sundt imponeret over de bands, selskabet selektivt opstøver til deres katalog.
Sådan er det også med The Oath, der med deres tidstypiske, retro-sultne produktion og en hang til okkulte referencer i teksterne placerer sig perfekt ind forlængelse af den bølge af retrorock, der huserer netop nu - en "bølge", som Rise Above i øvrigt har dyrket lige siden begyndelsen af 90'erne. Måske det ubevidst egentlig skyldes ens respekt for Rise Aboves udvalg af bands, at man også denne gang tager et af deres navne ind under huden med en anden respekt, end man eksempelvis forholder sig til andre retro-hippe bands som Kadavar, Blue Pills og The Vintage Caravan. Mens disse bands i denne skribents ører prøver alt, alt, alt for hårdt på at være retro-true, og desuden fejler i sine forsøg, da leveres det tilbageskuende generelt anderledes potent og ditto oprigtigt hos de navne, Rise Above udgiver, hvilket også er tilfældet med The Oath.
Der er muligvis ikke (læs: på ingen måde) snerten af stor sangskrivning at komme efter hos denne nu hedengangne kvartet fra Stockholm, men på den anden side er der en ufravigelig vilje og spillelyst, der sgu synes oprigtig. Derudover er der lige så meget 80'er-drøn over albummet, som der er up-beat 70'er-doom over det, og set i forhold til tidens mere endimensionelle retro-tand, giver denne simple blanding af udtryk sjovt det meget, meget retro-liderlige en fernis af noget nærmest forfriskende. Det betyder også, at man kort sagt tror på, at det for The Oath ikke handler om en higen efter at ramme en tidstypisk faktor for derigennem at få langet nogle plader over disken. Man tror på, at de vil deres musik - ja, nærmest med blod og tårer, er man lige ved at sige (hvilket selvfølgelig er paradoksalt, nu hvor bandet er gået i opløsning, I know). Og når både blodet og tårerne i det mindste er en smule til stede, så kan det nogle gange være mindre vigtigt, at uoriginaliteten står skrevet med fed dolk ned i hver eneste af lp'ens riller. Det bærer vi gerne over med igen igen, samtidig med vi ryster det garn, der er der for det samme.
Hør selv pladens åbningsnummer her: