Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Pisk og pynt

Populær
Updated
Pisk og pynt

Overkill har netop udgivet deres attende album. Det kan bandet sagtens være bekendt.

Kunstner
Titel
The Grinding Wheel
Genre
Trackliste
1. "Mean, Green, Killing Machine" 7:29
2. "Goddamn Trouble" 6:21
3. "Our Finest Hour" 5:49
4. "Shine On" 6:03
5. "The Long Road" 6:45
6. "Let's All Go to Hades" 4:55
7. "Come Heavy" 4:59
8. "Red White and Blue" 5:05
9. "The Wheel" 4:51
10. "The Grinding Wheel" 7:55
Karakter
4

Overkill er bedst, når bandet spiller den hurtige, præcise thrash med et lidt punket pift. Det gør Overkill heldigvis stadig i vid udstrækning, selv om der på ’The Grinding Wheel’ ligesom på de seneste album har sneget sig lige lovligt meget ”pynt” fra andre metalgrene ind i bandets hårdt piskende thrash.

Heldigvis holder Overkills to oprindelige medlemmer og stiftere, Bobby "Blitz" Ellsworth og D.D. Verni, stadig fast i, at Overkill er et thrash-band, og det er glædeligt, at Overkill stadig holder fanen højt inden for genren.

På 'The Grinding Wheel' er der en række ganske fine thrashsange, som viser, at Ellsworths snerrende vokal fortsat er skarp, ligesom Vernis bas stadig sider bundsolidt. Bandets øvrige medlemmer, Dave Linsk på leadguitar, Derek "The Skull" Tailer på rytmeguitar og Ron Lipnicki på trommer, følger fint med, og guitarriffs rammer som piskesmæld, og markeringerne sidder helt tight.

Der er herlige thrashy sange som åbneren ’Mean, Green, Killing Machine’, ’Red White and Blue’ samt det første videosingleudspil ’Goddamn Trouble’.



Lån her og der
Overkill sniger sig dog indimellem uden for eget territorie og snuser lidt rundt omkring i power metallen og traditionel heavy metal og NWOBHM.

Det går ofte godt som i ’Shine On’, der begynder som thrash, men senere indarbejder et melodiøst, tungt, Trouble-lignende stykke. Til dels går det også nogenlunde med sangen ’The Long Road’ der starter som noget power metal-guitarlir og teutonisk mandskor med for senere at gå over i traditionel thrash, hvor man godt nok lidt mærkværdigt har valgt at genbruge Metallicas legendariske omkvæd ”Master! – Master!”, hvor man dog synger ”Unward! Upward! Onward!”

Desværre er der også enkelte temmelig kiksede sange på ’The Grinding Wheel’. ’Let’s All Go to Hades’ lyder som forkalket 80’er-metal, hvor Udo fra Accept synger duet med en krage. Ligeledes er ’Our Finest Hour’ en noget rodet sag, hvor Overkill ikke helt kan finde ud af, i hvilken stil sangen skal spilles. Endnu en gang lyder det mere som Accept end som Overkill.

Men generelt er ’The Grinding Wheel’ en mere end habil plade. Overkill er bestemt et af de mest stabile af de gamle thrash-bands. Det vil forhåbentlig også vise sig, når Overkill senere på året spiller på Copenhell.