Menneskefjendsk monotoni

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fc/5d/eb/Caustic-46-1515949697.jpg
14. Januar 2018    

Primitive Man prøver med deres anden plade vitterligt på at tage livet af lytteren. 'Caustic' er noget af det hæsligste sludge, der nogensinde er udgivet, og det kræver meget at komme helskindet igennem den. Og det er fedt.

Titel
Caustic
Dato
06-10-2017
Genre
Trackliste
My Will
Victim
Caustic
Commerce
Tepid
Ash
Sterility
Sugar Hole
The Weight
Disfigured
Inevitable
Absolutes
Karakter
4

Det er fra første sekund af ‘Caustic’ klart, at Primitive Man ikke er ude på at give lytteren et opløftende skud energi med deres sludge, men nærmest aktivt forsøger at skade lytteren gennem overvældende tyngde og skærende dissonans. Trioen fra Denver har efter debutalbummet 'Scorn', en ep og en hel masse splits, blandt andet med danske Hexis, opbygget sig et renommé som det mest hadefulde band i verden med deres misantropiske take på sludge. Det gør også toeren til en svær størrelse. Den densitet, der ligger i bandets tyngde og dissonante udtryk fra den første plade, kan synes svær at følge op på. Hvis bandet begynder at blive mere komplekse, ja, så giver bandnavnet jo ikke rigtig mening vel? Men hvordan skulle mere tyngde og dissonans give mening uden at blive kedsommeligt?

Det kommer Primitive Man så med svaret på. Monotoni, der munder ud i et musikalsk tab af selve virkeligheden.

Dette skal selvfølgelig forstås korrekt, Primitive Man bruger monotonien med fuldt overlæg som et kreativt værktøj. Lydmæssigt minder Primitive Man om sig selv. Ethan McCarthys dybe growls og torturerede skrig er så intimiderende som altid, og både guitar og bas er distortet ind i helvede. Men selvom 'Caustic' groover derudad som de tidligere udgivelser med enkelte d-takter, blastbeats og muskuløst trommespil, er der også øjeblikke, hvor tyngden og dissonansen fuldstændig overtager konventionel sangstruktur og opbygning. Et eksempel på dette ser man omkring det fjerde minut i den første single, 'Commerce.



Nummeret slæber sig frem i vant Primitive Man-stil (hvilket vil sige allerhelvedes tungt og tilstoppet med ulækre akkorder). Men ved det fjerde minut bliver det så langsomt, at fornemmelsen for tid i musikken helt går tabt. Samtidig bevæger de enkelte akkordmarkeringer sig uforudsigeligt rundt, i hvad der ender op i en tidløs, larmende ubehagsmalmstrøm, hvorfra der ikke virker til at være nogen mulig forløsning.

Skulle de monotone stykker ikke være nok, så er pladen 77 minutter lang, og de eneste afbræk fra sludgen er enkelte stykker af rendyrket noise. På den måde lykkes det faktisk ikke Primitive Man at overvinde kedsomheden, men det er i kraft at den, at 'Caustic' står dét stærkere. Ved at vende kedsomhedsproblemet til deres styrke rammer hele pladen plet med den misantropi og kosmiske pessimisme, som bandet forsøger at udtrykke. En hel gennemlytning af pladen kan virke drænende for selv den mest garvede ekstremmetaller. Denne anmelder var i hvert fald nødsaget til at tage pladen i etaper, før helheden ikke var for overvældende negativ og psykisk nedbrydende.

'Caustic' er anbefalelsesværdig for enhver, der er interesseret i, hvor smertefuld, tung og ubehagelig metallen kan blive, da denne plade står som et nutidigt benchmark. Primitive Man tager på 'Caustic' karakter som et band som Sunn 0))). Et band, hvis musik er umiskendeligt deres egen, afskrækker mange lyttere, men samtidig også fascinerer. Det er heller ikke musik, der bliver sat på i flæng.

Om Primitive Man så får lov at spille i DR’s koncerthus, er nok tvivlsomt. Men det skal i hvert fald slås fast, at jeg ville troppe op.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her