Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Lystigt og vellystent

Populær
Updated
Lystigt og vellystent

Raunchy bryder en længere pause med ny forsanger og en brunstig og kåd sekser.

Kunstner
Titel
Vices.Virtues.Visions
Dato
24-11-2014
Trackliste
1. Eyes of a Storm
2. Truth Taker
3. Digital Dreamer
4. Never Enough
5. The Castaway Crown
6. Anasthesia Throne
7. Luxuria
8. I, Avarice
9. Frozen Earth
10. Clarity
11. The Singularity Heart
Forfatter
Karakter
4

Fire år er henslæbt i udgivelsescølibat, siden Raunchy sidst var aktuelle på pladefronten, og i mellemtiden har sekstetten indledt et forhold med en ny forsanger i amerikanske Mike Semesky.

Det har sprøjtet ny virilitet ind i landets hårdeste boyband, der i den grad fremstår genfødt og potent, og man fornemmer fra første berøring begæret efter at vise landet og verden, at Raunchy stadig kan forføre.

Den frække trekant ’Eyes of A Storm’, ’Truth Taker’ og ikke mindst skivens absolutte hit ’Digital Dreamer’ kører uden nogen form for unødvendigt forspil Semesky i stilling som den naturlige førsteelsker, og et eventuelt savn efter tidligere partnere ved mikrofonen bør straks forstumme. Det er lige på og hårdt, med kælne detaljer og jernhårde riffs.

I ’Never Enough’ støder bandet måske en smule ved siden af, og det virker som et lidt unødvendigt pusterum. Men heldigvis genfinder herrerne straks vellysten i den masochistisk beskidte ’The Castaway Crown’ og ikke mindst i et progressivt orgie af smukt masturberende guitarer, når sekseren ’Anastesia Throne’ spreder benene helt ud.

’Luxuria’ er skivens beskidte skøge med et frækt groove, men i modsætning til opfølgeren ’I, Avarice’ har den knap så stramme melodier eller våde passager. Det lider ’Frozen Earth’ på ingen måde under – riffs og keyboardflader holder rejsningen, og Mike Semeskys er både blid og voldsom i sin vokal.

Mod slutningen gemmer ’Clarity’ på storladne guitarer og stærke melodier, og ’The Singularity Heart’s midttempo har lige det sidste kælne efterspil, som skal lukke et kælent og lystigt album af.

Raunchy har genfundet rejsningen og lader til at være stærkt opstemte af det nye samarbejde med sanger Semesky, som har presset en ny ungdom ud af de aldrende lemmer.