Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Return of the Mad Axeman

Populær
Updated
Return of the Mad Axeman

Michael Schenkers seneste livealbum er overraskende godt og tyder på, at han så småt er ved at nærme sig formen fra sin storhedstid for snart mange år siden.

Titel
Fest – Live Tokyo
Dato
31-03-2017
Trackliste
1. Intro: Searching For Freedom
2. Into The Arena
3. Attack Of The Mad Axeman ft. Gary Barden
4. Victim Of Illusion ft. Gary Barden
5. Cry For The Nations ft. Gary Barden
6. Let Sleeping Dogs Lie ft. Gary Barden
7. Armed And Ready ft. Gary Barden
8. Coast To Coast
9. Assault Attack ft. Graham Bonnet
10. Desert Song ft. Graham Bonnet
11. Dancer ft. Graham Bonnet
12. Captain Nemo
13. This Is My Heart ft. Robin McAuley
14. Save Yourself ft. Robin McAuley
15. Love Is Not A Game ft. Robin McAuley
16. Shoot Shoot ft. Robin McAuley
17. Rock Bottom ft. Robin McAuley
18. Doctor Doctor ft. Gary Barden, Graham Bonnet, Robin McAuley
Karakter
3

I 1982 udgav The Michael Schenker Group livealbummet ‘One Night at Budokan’, der var indspillet året før. Det var relativt kort inde i Michael Schenkers solokarriere, efter at han var slået igennem sammen med storebror Rudolf i Scorpions og sidenhen blev hyret som wonder kid og leadguitarist i 70’er-bandet UFO.

I 2016 vendte Michael Schenker tilbage til Japan for endnu en koncert, der resulterede i det nye album ’Fest – Live Tokyo’, som også er at finde på DVD. Ved koncerten havde Schenker medbragt kernen af musikerne fra 1982-albummet i form af bassist Chris Glen og sanger Gary Barden. Trommeslager Cozy Powell døde i 1998, men var ved koncerten i Japan i 2016 erstattet af Ted McKenna, som efterfulgte Cozy Powell i bandet, da denne gik ud kort tid efter ’One Night at Budokan’. Med på guitar og keyboard er også Steve Mann, som spiller med Michael Schenker i det nuværende Michael Schenker's Temple of Rock.

Ved indspilningen af ’One Night at Budokan’ havde The Michael Schenker Group eller MSG, som snart blev bandets navn, kun to album i bagagen. Dette har man så rådet bod på ved denne 35-årsjubilæumskoncert, ved at der er hentet to yderligere tidligere Schenker-relaterede forsangere med til Japan. Graham Bonnet efterfulgte i sin tid Gary Barden i MSG, og Robin McAuley spillede i en årrække med Michael Schenker i McAuley Schenker Group.

Sange fra tre perioder
Koncerten starter med to instrumentale numre i form af Michael Schenker's Temple of Rock-nummeret ’Searching for Freedom’ og Schenkers signaturnummer ’Into the Arena’, som også var at finde på ’One Night at Budokan’. Herefter går albummet kronologisk frem med først fem sange med Gary Barden bag mikrofonen, dernæst tre sange med Graham Bonnet og så tre sange med Robin McAuley, inden der rundes af med tre UFO-sange. Indimellem får Micheal Schenker også lige lejlighed til at høvle endnu et par instrumentalnumre af.

Gary Barden har aldrig været verdens bedste rocksanger. Det fornemmes også på hans bidrag til albummet, hvor stemmen til tider lyder noget anstrengt. Helt skidt er det dog ikke, selvom alderen har sat sine begrænsninger.

Noget bedre går det for Graham Bonnet, skønt han efterhånden er en noget bedaget herre, der har været aktiv siden 60’erne. Bonnet var oprindelig kun med på et enkelt MSG-album, ’Assault Attack’ fra 1982, hvorefter han fik sparket allerede efter første koncert på den efterfølgende turné. Bonnet har sidenhen haft en vis succes med bandet Alcatrazz, hvor han havde andre guitarkoryfæer som Yngwie Malmsteen og Steve Vai med.

Sluttelig er der ikke noget at sætte på McAuleys stemme, som stadig virker fuldt ud funktionsdygtig.
Det er også McAyley, der står for at synge de to UFO-klassikere ’Shoot Shoot’ og ’Rock Bottom’, inden Gary Barden og Graham Bonnet vender tilbage på scenen og medvirker på udgivelsens sidste UFO-sang, ’Doctor, Doctor’.

Michael Schenker er stadig hot på guitaren
Hvis albummet ikke fuldt ud viser de tre forsangere på toppen af deres karriere, så er der til gengæld ikke det mindste at udsætte på maestroen himself. Schenker virker vældig oplagt på guitaren. Han viser tydeligt, hvorfor han er kendt som en af hard rockens allerbedste leadguitarister. Michael Schenker har ofte vist sig som noget af et problembarn og har måske til dels misrøgtet sit talent. Men på ’Fest – Live Tokyo’ er han tilbage i storform.



Man kan roligt argumentere for, at verden ikke har brug for endnu en liveudgivelse fra Michael Schenker. Men ’Fest – Live Tokyo’ er bestemt en af de bedre af slagsen. Det er måske ikke originalt, men det er et album, som man alligevel godt gider at lytte til igen og igen.

Michael Schenker har annonceret flere koncerter i 2017 med præcis den samme besætning. Det gælder blandt andet på årets Bang Your Head Festival i Balingen i Tyskland. Efter ’Rock Fest Tokyo er der noget, der tyder på, at der venter publikum en fin oplevelse i den forbindelse.