Hæsblæsende intenst
Populær
Franske Ritualization har eksisteret i over ti år, men er først nu klar med debutalbummet. Og selvom inspirationerne er oldschool ad helvede til, er resultatet alligevel så energisk, at det bliver helt forfriskende at høre på.
Efter et langt tilløb med demoer, en split og en ep er franskmændene i Ritualization endelig klar med debutalbummet, der har fået titlen 'Sacraments to the Sons of the Abyss'. Efter en orkestral og okkult lydende intro skal man ikke langt ind i 'Last Rites to the Damned' før en perlerække af bands dukker op i tankerne som klare inspirationer for bandet. Energien og hidsigheden peger mod Angelcorpse, men der krydres også med den lækre, mørke dødsmetal med en snert af mystik, som Morbid Angel præsenterede os for i starten af deres karriere. Incantation springer også frem som et band, der har været nævnt i franskmændenes ritualer. Det oser af undergrund i den op-speedede musik, der har de gode riffs i overtal, men som også formår at have en ret klar lyd, hvor bassens rene, diskante lyd går overraskende klart igennem.
Det dybe growl siger "dødsmetal", men de hurtige riff og de bankende trommer, i forening med den mørke stemning, råber samtidig på black/thrashen. Og de sporadiske guitarleads har et tempo, som gør speed metal stolt. Overordnet er der fuld fart over feltet det meste af tiden. Kun i velvalgte passager holder de tonsende trommer lidt igen og giver plads til hængende akkorder og spændende, semi-skæve detaljer.
Intenst hele vejen
Nummeret 'Beneath the Sepulchre' er første nummer på albummet, hvor der lettes lidt på gaspedalen. Eller sådan føles det på grund af det groovy introriff, men kort efter gasser trommeslageren op igen, og groove erstattes også af fræs på guitarerne. Midt i nummeret serveres et herligt tungt stykke med et par fede, halvmelodiske leads i røven af hinanden. Albummet er fyldt med fede sange, men nummeret her er alligevel et højdepunkt at kaste ørerne efter, hvis der søges en hurtig indgang til franskmændenes energiske og aggressive univers.
Den tunge 'Heretics' er et andet lille pusterum i farthelvedet, da nummeret med dets tyngde giver plads til et par dybe vejrtrækninger. Bandet udnytter derefter lytterens opmærksomhed til at smide ekstra voldsomhed i tonseriet lige efter introen og smider nogle lækre, støjende signatur-detaljer ind i flere af de hurtige riff, der følger efter.
Produktionsmæssigt har Ritualization ramt den lige i røven. Tempoet og de karakteristiske riff oser af herlig oldschool, men den forholdsvis klare lyd gør, at detaljerne trænger ind trods det infernalske tempo, og man kan som lytter bare læne sig tilbage (hvis man da kan sidde stille) og nyde voldsomhederne, der fremføres med en imponerende lethed, hvilket bestemt er medvirkende til, at den egentlig overdrevne intensitet aldrig bliver trættende.