Rockmaskineriet fortsætter Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5e/5a/ee/SPIDERGAWD-IV-colour-LP-PREORDER-89-1488980759.jpg
08. Marts 2017    

I et bestandigt farvand af nye bands, der vælger at spille retrorock, skiller Spidergawd sig ud. Det norske firkløver sætter muskler over nostalgi og har igen succes med det.

Kunstner
Titel
IV
Dato
24-02-2017
Genre
Trackliste
Is This Love...?
I Am The Night
Loucille
Ballad Of A Millionaire (Song For Elina)
What You Have Become
The Inevitable
Heaven Comes Tomorrow
Stranglehold
Karakter
4

De fortsætter, nogenlunde hvor de slap. Spidergawd fra Trondheim i den nordligere del af Norge har på kun fire år nu udgivet hele fire album. I forlængelse af bandets tre forrige udgivelser har de på simpel vis valgt at kalde deres seneste skud på stammen ’IV’. Som titlen måske indikerer, er der en befriende lethed over Spidergawd. Jovist, Spidergawd kender selvfølgelig Led Zeppelin til sokkeholderne, men der synes alligevel at være en mening med at kalde deres seneste plade for ’IV’ og ikke ’Untitled’. Det synes symptomatisk for Spidergawd, at de foretrækker deres materiale skåret ind til benet. Det gælder for den musik, de spiller, ligesom det gælder for det ekstra, der skal tages stilling til i forbindelse med udgivelsen af en plade, såsom at give det seneste værk en titel.

Den legende og i øvrigt storrockende lethed, bandet formår at give deres musik, må imidlertid for alt i verden ikke forveksles med det letbenede. Musikalsk set har Spidergawd noget at have deres simple tilgang i. Om de har, fristes man til at sige! På deres seneste album står bandets sædvanlige arsenal af vokal, guitar, bas, trommer og saxofon endnu en gang skrevet i festligt, æggende bluesrockbarbøjet neon. Som de har gjort på deres plader forinden, spiller Spidergawd kort sagt røven ud af bukserne også på deres titel nummer fire.

Bandets velspillede suverænitet inden for rockmusikken tager man i øvrigt ikke for givet. Der er kommet en ny bassist med i line-uppet. Motorpsychos Bent Sæther har forladt bandet, og Hallvard Gaardløs (der også er med i henholdsvis Orango og Woodland) er kommet med i stedet. Med hånden på hjertet: Udskiftningen af Sæther havde man gerne været foruden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det i sin tid netop var Sæther og trommeslager Kenneth Kapstads involvering i Spidergawd, der i det hele taget fik åbnet ens øjne for dem. Én gang Motorpsyhco-fanboy, altid Motorspycho-fanboy. Efter at have spillet sammen i Motorpsycho i ti år havde Sæther og Kapstad udviklet sig til en personlig favorit blandt den nyere rockhistories rytmesektioner. Sidste år trak Kapstad dog stikket hos Motorspycho, og det er sandsynligvis gået ud over Sæthers rolle i Spidergawd. Han er i hvert fald ikke med i bandet længere, og jo, han er selvfølgelig savnet.

Der er dog tilsyneladende ikke det, der er så skidt, at det ikke godt for noget. På ’IV’ synes Spidergawd naturligvis at være bevidste om de udfordringer, de står over for med Sæther ude af ligningen. Rytmesektionen prioriteres nu anderledes i lydbilledet, end det var tilfældet på de tidligere plader. Kapstads halsbrækkende tønder fylder heldigvis stadigvæk en del i produktionen, hvorimod især bassen er mindre dominerende. Det vellydende garage-feel, der på mange måder karakteriserer bandets tre første album, er stadig til stede, om end dette såkaldte garage-feel på ’IV’ synes mindre beskidt. Den tunge rytmiske fylde af bas og trommer, som man eksempelvis stødte ind i på ’Lighthouse’, den afsluttende skæring fra den forrige plade, finder man ikke i samme omfang på ’IV’. Man kan sige, at Spidergawd er de samme, som de altid har været, men nu med soniske modifikationer.

Selvom denne skribent gerne skal være den første til at imødekomme beskidte, analogvenlige rockproduktioner, fører de nye omstændigheder dog noget anderledes vedkommende med sig hos Spidergawd. En anderledes friskhed. Tag desuden ikke fejl: Der er intet poleret over produktionen på den nye plade. Produktionen er muligvis mindre skraldet, end den var på bandets forrige udspil, men bliver aldrig studievoldtaget. Der er stadigvæk et live, one-take-feel over lortet, hvilket i Spidergawds tilfælde gør en stor del af den effektive forskel. Spidergawd spiller klassisk rockmusik med karismatiske metalglade muskler præsenteret i en krop, der, når det kommer til dens produktion, er ren og synes rigtig. Resultatet er muligvis ikke helt så 1:1 trve, som det er hos eksempelvis Motörhead, men det ikke langt fra.

Det synes i øvrigt ikke forkert at karakterisere Spidergawd som en blanding af netop Motörhead og Led Zeppelin tilsat en ufravigelig egensignatur. Jeg mener, hvis man absolut skal sidestille dem med andre bands. I ved, for læservejledningens kedelige skyld. Tempoet er i hvert fald til tider lige så galopperende som hos Motörhead, om end der nok er lovlig mange løse musikalske fakler over Spidergawds spil, til at man rent faktisk kan sidestille dem med Lemmy og co. uden også at lufte visse forbehold. Ligesom Spidergawd ofte er alt for metal-galopperende til på nogen måder at kunne tåle en 1:1 sammenligning med Led Zeppelin. Heldigvis, fristes man i disse retronostalgiske dage til at sige.

Selvom deres fjerde udspil er deres hårdest rockende til dato, er der stadigvæk mere rock end metal over Spidergawd. Og hvor er det befriende med et band, der kan spille rock som i 70’erne og 80’erne, uden at man som lytter rigtig får brug for at lufte ens skeptiske ører. Spidergawds take på old school rock er mere berettiget end de fleste ligesindede bands, der vælger retrorocken som deres udgangspunkt. Okay, den rytmiske guitar i ’Heaven Comes Tomorrow’, der har noget duotonalt kørende, er uden tvivl et nøk for meget for denne skribent, men på den anden side leder nummeret fint op til pladens afsluttende skæring, ’Strangehold’, der i den duotonale ånd har Kvelertaks Erlend Hjelvik på gæstevokal.

Afslutningsvis skal forsanger, guitarist og frontmand Per Borten fremhæves, der for alvor træder i karakter på ’IV’. Det er ikke, fordi Bortens herligt ufiltrerede rockvokal og hans virkningsfulde guitarspil ikke har været bemærket på bandets tre første plader. Tværtimod. Det er sjældent, man støder på en musiker, der formår at give sin åbenlyse vilje efter rockmusikkens DNA så sikkert et mæle, som det er tilfældet med Borten. Hans vokal har uprætentiøs entusiasme written all over. Det er dog, som om bandets nye omstændigheder uden Sæther har fået ham til at gå anderledes til værks. Med rytmesektionen nedskaleret, får hans rolle i bandet automatisk mere rum. Eftersom sangene på ’IV’ tilmed sandsynligvis er de bedste, bandet til dato har disket op med, lægger man endnu mere mærke til ham på den seneste plade end tidligere, og tak for det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her