Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Så godt, at det næsten skuffer lidt

Populær
Updated
Så godt, at det næsten skuffer lidt

Amorphis er tilbage med et album, der er fantastisk homogent i bandets vekslen mellem det fjerlette og det mere brutale. Det kunne let have været et top-album, hvis ikke det var, fordi energien ikke træder tilstrækkeligt frem i de aggressive riff, der i stort tal findes på albummet

Kunstner
Titel
Under the Red Cloud
Dato
04-09-2015
Karakter
4

Finske Amorphis kører videre med en præcision og sikkerhed som et schweizisk urværk. Der er igen gået to år i bandets albumcyklus, to år siden den glimrende 'Circle'. En skive, som med Peter Tägtgrens produktion gav plads til lidt mere metallisk kant, der passede til musikken, hvor der udover det, som er blevet typisk Amorphis, også var et tilbagekig tilbage til dengang, hvor "dødsmetal" var et vigtigt ord i beskrivelsen af bandet.

Denne gang er det Jens Bogren, som har haft æren af at være producer. Man må sige, at han har gjort det godt, for sjældent har et Amorphis-album været så homogent og sammenhængende, selvom bandet faktisk spreder sig ret bredt i stil på flere af numrene. Der er elementer, som trækker en del på 'Elegy' og det mere (folk)rockede fra især 'Tuonela' og 'Far From the Sun'. Samtidig er den noget mere brutale tilgang til sangskrivningen, som 'Circle' genindførte, også viderebragt. Når det er sagt, så er der stadig masser af lag på lag-melodier og pompøs stemning med ren vokal, men der er altså også mere aggressive trommer end længe hørt fra Jan Rechberger og dybe, dybe brøl og sågar noget, der minder om en art black metal-skrig, fra Tomi Joutsen.

Stærk produktion er også akilleshælen

Der hoppes elegant fra de lette melankolske melodier til de mere tunge riffs Lidt for elegant, det tjener mere et formål for de blødere indslag, end det gør for de mere vilde ting. Det er, som om brutaliteten, som klart kan høres og forhåbentlig vil skinne godt igennem live, har fået lagt et låg på og ikke rigtig når sit fulde potentiale. Brandærgerligt, for hør lækkerierne i 'Bad Blood' eller 45 sekunder inde og frem i 'Dark Path'. Og det tunge drive i 'Enemy at the Gates'. Det kunne være så ondt, men går så elegant over i ren vokal og tonsvis af melodi – og tilbage for den sags skyld. Det er flot, at det muligt, og det er klart en bedrift af både band og producer. Men når nu metallen i sin destillerede essens ligger der bagved og lurer og kun får lov at brage igennem med 80 procents styrke, så træder skuffelsen altså ind, for det her kunne have været et absolut top-album.

Amorphis er tårepersende smukt stadigvæk. Og heldigvis ikke kvalmende, selvom melankolien lever, og bandet ikke er bange for de stort opsatte melodier. Det er med andre ord Amorphis, som det har været længe. Og så alligevel ikke. Bandet omfavner brutaliteten og må have wrestlet med den i øvelokalet. Men for netop at være det Amorphis, som fansene har kendt siden Tomi Joutsen trådte til på 'Eclipse', så tages chancen ikke fuldt ud.

Det lyder, som om der er hjerteblod i de mere rendyrkede (døds)metal-ting. Men det lyder også, som om bandet ikke har turde skræmme de fans, der vægter melankolien højest. Det er et bedre album end 'Circle', og det havde bare været lettere for den sure anmelder også at vægte det klart og tydeligt på karakterskalaen, hvis 'Under the Red Cloud' var kommet først. Kan man få en version med mere skrald på guitarlyden og mindre keyboard? Nok ikke, og nu skal det jo heller ikke kun handle om, hvad albummet kunne have været. Det er jo stadig Amorphis' bedste album siden 'Eclipse'.